*

Forbrug & Test

Undersøgelse: Kæmpe prisforskelle på brilleglas

Brillebærere kan spare op til knap 50 pct. alene på glassene ved at opsøge flere optikere. Det viser et pristjek, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået foretaget. Optikerforeningen er meget kritisk over for undersøgelsen.

Der kan være stor forskel på prisen på brilleglas, viser et butikstjek, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået foretaget. Arkivfoto

Der kan være store prisforskelle på brilleglas. Faktisk kan glassene koste næsten dobbelt så meget hos den ene optiker som hos den anden.

Det viser et pristjek hos syv optikere, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået analyseinstituttet Wilke til at foretage.

Syv optikere i Silkeborg fik besøg af den samme 50-årige kvinde, som ønskede at købe nye glas til sine briller. Brilleglassene skulle være i styrke minus 1,5 med antirefleksbehandling og hærdning. Kvinden fik tilbudt sine glas til vidt forskellige priser. 980 kr. hos den billigste optiker og 1.800 kr. hos den dyreste.

I forbrugerens sted

Men det hører med til historien, at undersøgelsen ikke sammenligner, om der er forskel i optikernes serviceniveau eller glassenes kvalitet. 

»Vi har prøvet at sætte os i forbrugerens sted. Som forbruger er det ikke unormalt kun at besøge en enkelt optiker, købe sine glas uden at tjekke, hvad andre optikere kan tilbyde af service, glaskvalitet og pris,« siger vicedirektør Niels C. Beier, Konkurrence og Forbrugerstyrelsen.

»Vores pristjek viser, at der alene på grund er prisen er god grund til at besøge flere optikere. Der er stor forskel på dyrest og billigst.  Det bedste, forbrugerne kan gøre for sig selv, er derfor at gøre sig klart, hvad de får for pengene hos mere end én optiker, og så vælge derefter,« siger han.

Ikke gode til at forhandle

Forbrugerrådet Tænk finder undersøgelsen interessant.

»Det er spændende, når man på en enkel måde får demonstreret, hvor let det er at få tingene til den rigtige pris,« siger cheføkonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk.

Han mener, at de store prisforskelle afspejler, at forbrugerne ikke er særlig gode til at tjekke priserne eller forhandle, når de er i butikken.

»Det er lidt som med banker forsikringsselskaber og tandlæger. Når det gælder økonomisk sikkerhed og sundhed, er vi bange for at komme galt af sted, og derfor tjekker vi ikke priserne forskellige steder. Men for de fleste er der penge at spare,« siger han.

I Optikerforeningen er formand Per Michael Larsen meget kritisk over for undersøgelse.

»Det er den ringeste undersøgelse, der nogensinde er lavet. Man har kun kigget på prisen og ikke på service og kvalitet af glassene. Jeg kan slet ikke se, hvad den kan bruges til. Det svarer til at sammenligne prisen på biler uden at tage højde for, at det er Mercedes og VW Up'er man sammenligner. Jeg synes, at det er så ringe, at denne undersøgelse aldrig burde være printet,« siger han og tilføjer:

»Jeg forstår ikke, at en styrelse, som burde have høj troværdighed, vil lægge navn til sådan en undersøgelse. I øvrigt modsiger den også det, som styrelsen ellers siger, nemlig at der for lidt konkurrence i optikerbranchen, og at priserne derfor er for høje,« siger han.

Den kritik preller dog af på vicedirektør Niels C. Beier, Konkurrence og Forbrugerstyrelsen.

»Han har ret i, at der kan være kvalitetsforskel, men vores undersøgelse viser, at hvis man er ligeglad som forbruger og kun besøger en enkelt optiker og man ikke overvejer at stille krav til kvalitet og service, kan man det ene sted komme ud af butikken med brilleglas til under 1.000 kr. og et andet sted med brilleglas til det dobbelte. Derfor skal man som forbruger være aktiv og indhente flere tilbud,« siger han.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan det give god mening at få foretaget en synstest i forbindelse med køb af brilleglas, men det er ikke nødvendigt at få foretaget synstest hos alle de optikere, man besøger. Ifølge sundhedsloven har kunden krav på at få udleveret en kopi af synstesten. Det gælder også, hvis synstesten er gratis. 

»Synstesten kan blive en barriere for at indhente flere tilbud. Vi kommer let til at føle os forpligtet til at købe briller hos den optiker, der laver synstesten. Som forbruger er man i altid i sin gode ret til at sige ”tak for tilbuddet” og besøge flere optikere, før man eventuelt vender tilbage,« siger Niels C. Beier.

I forbindelse med pristesten blev der indhentet tilbud fra følgende optikere i vilkårlig rækkefølge; Synoptik, Louis Nielsen, Profil Optik, Farstad Optik, Tonny Jepsen, Nyt Syn, Silkeborg Optik, Thiele Briller og Kontaktlinser. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ønsker ikke at oplyse priserne hos de enkelte optikere.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her