*

Forbrug & Test

Derfor kan din vaskemaskine ikke repareres

Et enkelt mærke skiller sig ud, når man sammenligner muligheden for at reparere vaskemaskiner. Langt de fleste modeller bliver produceret, så det ikke kan betale sig at reparere dem. Få syv gode råd til, hvordan du forlænger din maskines liv.

Det er ikke ligegyldigt, hvilken vaskemaskine man køber. Nogle maskiner holder længere end andre, og nogle er meget svære at reparere. Arkivfoto: Thomas Priskorn

Vaskemaskiner er i dag af dårligere kvalitet end for 20 år siden, og mange af dem er ikke designet og produceret på en måde, så de kan repareres.

Det fastslår Forbrugerrådet Tænk, som har gennemgået flere undersøgelser og besøgt det førende reparationscenter R.U.S.Z. i Østrig. Her har teknikere i  en omfattende test af 28 maskiner fundet nogle af forklaringerne på, hvorfor vaskemaskiner ikke holder lige så længe i dag som tidligere.

Direktøren i centret, Sepp Eisenriegler, siger til forbrugermagasinet Tænk, der udkommer tirsdag, at kvaliteten af vaskemaskinerne er faldet markant over de seneste 20 år, og at især de billige vaskemaskiner på markedet er designet og produceret på en måde, der gør det meget vanskeligt at reparere dem. Det gør reparationerne langt dyrere end nødvendigt.

Han deler vaskemaskiner op i to kategorier: High-end-maskinerne, som der bliver stadig færre af, og brug-og-smid-væk-maskinerne, som udgør størstedelen af markedet, Hvis man vil have sådan en maskine repareret, er det enten umuligt at udføre reparationen, eller også koster det mere, end den samme reparation ville koste på den dyre vaskemaskine, lyder det fra den østrigske vaskemaskine-ekspert.

Forseglede vaskekar

Testansvarlig Rasmus Partsch, Forbrugerrådet Tænk, der besøgte centret i Østrig, forklarer, at problemet med mange moderne maskiner - og især de billige - er, at tromlerne ikke kan skilles ad, og derfor kan man ikke skifte kuglelejerne.

»Kigger man ind i vaskemaskinen, ser man bare en stor plastickasse. Inde i den ligger tromlen, men kassen er limet sammen, så man kan ikke komme til,« siger han.

Den samme konklusion er Forbrugerrådet Tænks søsterorganisationer i Storbritannien og Belgien nået frem til, efter at de også har forsøgt at skille adskillige vaskemaskiner i forskellige prisklasser ad.

Forventet levetid?

En test fra den engelske forbrugerorganisation Which?, hvor et panel af ingeniører sammenlignede et udvalg af 2015-modeller af vaskemaskiner fra populære brands med henholdsvis en maskine fra 1980’erne og to maskiner fra 1990’erne, konkluderede, at det største problem i de nye maskiner netop er de helstøbte og forseglede vaskekar, der gør det umuligt at skifte kuglelejerne, hvis de går i stykker.

En forklaring på konstruktionen kan være, at der er mere teknik i moderne maskiner, og at det er mere driftsikkert at lave det på den måde. Men Rasmus Partsch er kritisk.

»Det er muligt, at det er rigtigt, men det er problematisk, at forbrugere, der køber en vaskemaskine, ikke får at vide, at den ikke kan repareres. Producenterne burde oplyse på maskinen, om den kan repareres og hvor lang dens forventede levetid er,« siger han.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er der et bestemt mærke, man skal købe, hvis man vil have en maskine, der kan skrues fra hinanden.

»Miele gør en dyd ud af, at deres maskiner kan repareres, men Miele er også et af de dyreste mærker på markedet,« siger Rasmus Partsch.

En Miele-vaskemaskine kan fås fra omkring 6.000 kr. til over 10.000 kr. Om det bedst kan betale sig at investere i en billig maskine, der ikke kan repareres, når den går i stykker efter 5-10 år, eller om det er smartere at købe en dyr maskine, der holder lang tid og kan skilles ad, når den går i stykker efter 10-20 år, vil Rasmus Partsch ikke give et bud på.

»Det afgørende er, at forbrugerne, når de køber en vaskemaskine, skal have at vide, hvis den har en forventet levetid på blot fem år og ikke kan repareres. Det kan producenterne godt sige noget om, hvis de vil,« siger han.

7 råd: Sådan lever din vaskemaskine længere

  1. Tøm altid lommerne for mønter og andre små genstande, der kan sætte sig fast i tromlen. Vask altid bh’er med bøjler i en vaskepose
  2. Rengør jævnligt filteret.
  3. Brug ikke centrifugeringshastighed over 1.200 omdrejninger i minuttet. Et lavere omdrejningstal belaster maskinen mindre, og forskellen på vandreduktionen i tøjet er ikke særlig høj ved de høje omdrejningstal.
  4. Sørg for, at maskinen står helt lige. Står den skævt, vil det stresse maskinen ved centrifugering.
  5. Dosér sæben korrekt. Mange mennesker overdoserer, og det kan give et lag af overskydende sæbe og kalk i maskinen, som kan ødelægge varmelegemet.
  6. Husk at afkalke vaskemaskinen jævnligt.
  7. Lad være med at overfylde maskinen.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her