*

Forbrug & Test

Slikdirektør er hjemløs og sælger Hus Forbi

Stråmænd, skuffeselskaber og slikfusk. Jagten på bagmændene fører til en hjemløs rumæner og en forretningsmand med tyrkiske rødder.

Letica Sorin er blevet brugt som stråmand af kriminelle sliksvindlere. Foto: DR

Da Fødevarestyrelsens rejsehold i slutningen af november 2015 afslørede et hemmeligt sliklager i Valby, hvor to helt unge rumænere - den ene var en pige på blot 15 år - ompakkede gammelt slik og forsynede det med nye datoer, vidste man ikke, hvor slikket kom fra eller hvem der ejede slikket.

Det løfter DR nu lidt af sløret for. Sporet peger ind i et netværk af rumænske stråmænd, skuffeselskaber med falske adresser og tomme postkasser, der bliver brugt til handel og fusk med gammelt slik.

Fødevarestyrelsens rejsehold fik først oplyst, at det var en rumæner ved navn Sorin Letica, der havde lejet lokalet. Det navn er Fødevarestyrelsens rejsehold flere gange tidligere stødt på. Han var direktør for Letica Rengøring/House of Candy, som trods navnet udelukkende beskæftigede sig med salg af slik. Da firmaet i 2012 gik konkurs, var det med et underskud på næsten 35 mio. kr.

Nogen helt almindelig direktør for et slikfirma er Sorin Letica ikke. Han er hjemløs, analfabet og tjener penge ved at sælge Hus Forbi på gaden i København.

Du kan se et tv-indslag fra lageret i Valby, hvor to unge rumænere pakkede slik om og tissede i en slikbøtte, her:

30 tons gammelt slik beslaglagt fra uhumsk lager

Af de penge, Sorin Letica tjener, sender han hver uge 1.000 kr. hjem til sin familie i Rumænien, og han drømmer om at få råd til et værelse, hvor han få råd til at bo med sin kæreste.

Men ifølge DR-dokumentaren "Sådan svindles Danmark" er Sorin Letica ikke bare en fattig, hjemløs rumæner. Han bliver brugt som stråmand for kriminelle sliksvindlere, som snyder den danske stat for millioner af kroner, når de henter slik til Danmark uden at betale moms og sukkerafgifter.

Jyllands-Posten har flere gange beskrevet, hvordan Fødevarestyrelsens rejsehold gang på gang har beslaglagt slik på lagre og i bland selv-slikbutikker, hvor der ikke var fakturaer på de søde sager, og hvor sporet endte i postkasseselskaber uden rigtige ejere.

Slikket kom fra Sverige

DR kan også afsløre, at det slik, som de to unge rumænere pakkede om i den uhumske kælder i Valby, stammer fra et lager i Anderslöv i Sverige, hvor det blev beslaglagt i 2014.

Men slikket blev aldrig destrueret, fordi de svenske fødevaremyndigheder ikke kunne få kontakt til direktøren for firmaet og aflevere destruktionsordren.

I august 2015, da DR besøgte lageret, stod slikket der stadig, men i slutningen af november var det flyttet til Valby, hvor de to rumænere var i gang med at pakke det om.

Efterforskning Har du købt dette problematiske slik?

Senere blev noget af slikket solgt som et godt tilbud i Kvickly i Odder og trukket tilbage af Fødevarestyrelsen, da en vaks forbruger gjorde opmærksom på det. Slikket var solgt til Kvickly af SA Tradiing, som havde købt det af Lindhard & Co.

DR peger på forretningsmanden David Yüksel som den virkelige bagmand. Yüksel driver en millionkoncern med spillevirksomheder og ejendomme, og han handler med slik i flere forskellige selskaber under navnet House of Candy. Samme firmanavn går igen i firmaer både i Danmark, Sverige og Tyskland, og det var hans svenske selskab, der ejede slikket i Anderslov.

Da Yüksels selskab ikke er registreret som fødevarevirksomhed, må han slet ikke handle med slik. David Yüksel blev i maj 2014 gift med Mette Yüksel. Bare tre måneder senere indgik de ifølge DR-dokumentaren en ægtepagt med særeje i tilfælde af skilsmisse. 14 dage senere forærede David Yüksel sin kone ejendomme for millioner af kroner.

Jyllands-Posten har forsøgt at få en kommentar fra David og Mette Yüksel. Uden held. Vi har også forgæves søgt at få Sorin Letica i tale, samt Peter Blædel Frederiksen, som havde lejet hele kælderen på Carl Jacobsens Vej i Valby.

Ham talte Jyllands-Posten med, kort efter at lageret var blevet afsløret. Dengang sagde sådan:

»Det eneste, jeg vil sige, er, at det er fuldstændig korrekt, at jeg har lejet kælderen af Datea og delt den op i mindre erhvervslejemål og har lejet den ud igen.«

Hvem har du lejet kælderrummet med alt slikket ud til?

»Det vil jeg ikke udtale mig om.«

Vidste du godt, at der var et sliklager i kælderen og to rumænere, der pakkede det om?

»Det ønsker jeg ikke at udtale mig om.«

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Billig sprøjt forklædt som Amarone

Tag med på jagten på fødevaresvindlerne. Forfalsket honning og rødvin er nogle af de varer, som organiserede kriminelle har kastet sig over. Sådan ser du, om vinen er forfalsket.
TV
Annonce
Annonce
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her