*

Forbrug & Test

Kinesisk shopping-fænomen kommer til Danmark

Singles day kan blive lige så stor som black friday, mener Elgiganten.

Elgiganten begyndte at holde black friday-arrangementer i 2011. Singles day kan vokse sig lige så stor, spår virksomheden. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Før i tiden var årets store tilbudsjagt forbundet med januarudsalget.

Men detailhandlen har løbende hentet udenlandske fænomener som black friday og cyber monday til Danmark for at arrangere flere tilbudsfester, og nu er der endnu et af slagsen på vej.

Det er Elgiganten, der for første gang har besluttet at holde singles day - et kinesisk fænomen, der som navnet antyder i sin tid blev stiftet for at fejre de kinesiske singler. Arrangementet har ifølge Elgiganten potentiale til at vokse sig lige så populær som amerikanske black friday.

»Som markedsleder er det vigtigt for os at lytte til kundernes ønsker og være med på de nye trends og tendenser. På bare fem år er Black Friday gået fra at være et helt nyt og ukendt fænomen til at blive Danmarks største handelsdag. Vi tror, at singles day kan blive lige så stor,« siger Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten i en pressemeddelelse.

Singles day blev opfundet af Nanjing Universitet i Kina i 1993, og datoen 11. november (11/11) er valgt, fordi det også kan skrives "one one one one". Dagen skulle handle om at fejre alenelivet og være stolt af sin singlestatus. I dag er omdrejningspunktet for dagen dog forbrug. Rigtig meget forbrug.

Ifølge erhvervsmagasinet Forbes spenderede kineserne i fjor hele 17,8 mia. dollar - det svarer til ca. 114 mia. kr. - på platformen Alibaba på tilbudsdagen.

Selv kalder Elgiganten singles day for »verdens største shoppingdag«, og folk i parforhold er også velkomne.

»Vi vil fortsætte med at være danskernes førstevalg, når de skal købe hvidevarer og hjemmeelektronik, og vi følger derfor de globale tendenser i markedet og ikke kun de danske. Singles Day er startskuddet for den mest intense periode i løbet af året med både Black Friday og julehandel lige rundt om hjørnet. De produkter vi sælger er utrolig vigtige for folk i dag, så vi forventer massiv travlhed,« siger Peder Stedal.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her