*

Sundhed 13.09.2009 kl. 08:02

Flere danskere vinder over kræften

Ny teknologi og en mere centraliseret behandling betyder, at væsentlig flere danskere vinder kampen mod kræft

Arkivfoto

Danskere har i årevis haltet efter andre skandinaviske og europæiske lande, når det gælder om at overleve en kræftsygdom. Men det kan der rettes op på, hvis behandlingen samles på færre afdelinger og den nyeste teknik og de rigtige operationsmetoder tages i brug.

Væsentlig forbedring

Det viser en ny undersøgelse af, hvor mange danskere der overlever efter at have fået stillet diagnosen endetarmskræft, skriver Politiken.

I midten af 1990'erne blev det påvist, at langt flere døde af den sygdom i Danmark end i de andre skandinaviske lande.

Men siden da er overlevelsen steget markant, viser en undersøgelse, som offentliggøres i Ugeskrift for Læger.

Andelen af patienter, der var i live fem år efter diagnosen, er siden midten af 1990'erne steget fra 37 procent til 51 procent.

»Der er tale om en væsentlig forbedring. Vi er nu på niveau med Norge og Sverige«, siger overlæge dr.med. Steffen Bülow, Hvidovre Hospital.

Nye metoder

Han er samtidig formand for den nationale gruppe af kræftlæger med tarmkræft som speciale, DCCG, og en af lægerne bag den nye undersøgelse. Steffen Bülow peger på flere afgørende forklaringer på den positive udvikling.

»Den væsentligste forklaring er, at vi i midten af 1990'erne begyndte at bruge en ny metode til operationer, som bruges af alle internationalt. Det er en mere præcis og mere skånsom operation end tidligere, hvor man var mere grov og brutal«, siger Steffen Bülow.

»For det andet har man centraliseret behandlingen, så den foretages på langt færre sygehusafdelinger. Vi er nede på 17 afdelinger nu, hvor det var flere end 50 i begyndelsen af 1990'erne«, siger han.

Nærmere målet

Centralisering af behandlingen er - ud fra princippet øvelse gør mester - en af de vigtigste anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen til forbedring af kræftbehandling.

Derfor har Sundhedsstyrelsen og den videnskabelige kræftgruppe på området også anbefalet, at en afdeling skal operere mindst 50 patienter om året, siger Steffen Bülow, der selv deltager i 20-25 operationer om året.

»Vi er ved at være der, hvor alle afdelinger, der foretager denne operation, har mindst 50 operationer om året. Der er kun nogle ganske få, der ikke er oppe på det antal, så vi nærmer os hastigt det mål«, siger han til Politiken.

Kilde: Politiken
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce