*

Sundhed

Tid til årets sidste pollenplage: Bynkesæsonen er begyndt

En særlig ukrudtsplante kan i fremtiden forårsage over 100.000 nye allergitilfælde og forlænge pollensæsonen med op til to måneder.

Birkepollensæsonen, der løber fra slutningen af marts til starten af juli, er nu blevet afløst af bl.a. bynkesæsonen. Foto: Arkiv

I disse dage er årets sidste pollenplage ved at indfinde sig i landet, idet bynkesæsonen er begyndt.

Fakta
  • Pollental for bynke er kun få gange om året over 50, hvilket anses som værende "højt".
  • Rekorden lød på 90 for bynkepollen og blev målt i København i 2004.

Kilde: Astma-Allergi Danmark

»Typisk registrerer vi bynke i pollenfælderne fra midten af juli, hvilket også er tilfældet i år. Så det er, som det plejer. Men vi vil opleve, at pollentallene for bynke er lavere end for eksempelvis for birk og græs. Det betyder dog ikke, at folk med allergi over for bynkepollen har færre høfebersymptomer,« udtaler Karen Rasmussen, biolog og leder af pollentællingerne i Astma-Allergi Danmark, i en pressemeddelelse.

Mens bynkesæsonen, som topper omkring starten af august og klinger af mod slutningen af august, først lige er begyndt, er hovedsæsonen for græspollen så småt nået til vejs ende for i år.

Bynkesæsonen er blevet indledt med pollental på fire målt i henholdvis København og Viborg, hvilket hører til i kategorien "lavt". Det er sjældent, at pollentallet for bynke er højt.

Advarsel til haveejere: Riv denne plante op med rode

I Danmark er det særligt planten gråbynke, som giver personer med allergi over for bynkepollen symptomer som løbende næse, nyseture og kløende øjne.

Ukrudtsplanten er almindelig udbredt rundt om i landet og kan blive op til 120 cm høj. Den vokser typisk i vejkanter, på brakmarker og i skove.

Bynke‐ambrosie
  • Op mod en million danskere har i dag allergi over for pollen. Med bynke‐ambrosie vil det tal givetvis stige.
  • Det anslås, at planten kan forårsage over 100.000 nye allergitilfælde samt forlænge pollensæsonen for mange, der i forvejen har allergi over for andre pollen.

Kilde: Astma-Allergi Danmark

I fremtiden kan vi ifølge Karen Rasmussen komme til at se mere til gråbynkens søsterplante, bynke-ambrosie, hvilket kan få antallet af pollenallergikere til at stige.

»De senere år er bynke-ambrosie blevet mere synlig i den danske natur. Planten er medtaget i Naturstyrelsens liste over invasive arter. Hvis den spredes mere i de kommende år, kan vi nok forvente, at antallet af pollenallergikere vil blive flere,« siger hun og tilføjer:

»Du finder bynke-ambrosie i haven eller andre steder, ryk den op før den blomstrer og kom den i en sæk til forbrænding. Og husk at bruge handsker, da saften fra planten kan give allergiske reaktioner.«

Symptomerne på allergi over for bynke-ambrosie er høfeber og astma, og kontakt med planten kan give hudirritation.

Pollen fra ukrudtsplanten er stærkt allergifremkaldende, og da den blomstrer i september/oktober kan den ende med at forlænge den danske pollensæson med op til to måneder.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her