*

Sundhed

Bedre Psykiatri: Lægerne er for hurtige med recepten

Mange børn og unge kan have gavn af at tale med en psykolog i stedet for at få antidepressiv medicin.

DRESLING JENS

Flere børn og unge med depressioner bør tilbydes psykologhjælp.

Generalsekretær i landsforeningen Bedre Psykiatri Thorstein Theilgaard opfordrer praktiserende læger og psykiatere til i højere grad at finde alternativer til antidepressiv medicin.

- Vi ser en tendens til, at behandling af depressioner i Danmark begynder og slutter med piller, også når det gælder børn og unge.

- Medicinen udskrives ofte for ukritisk og med for løs og hurtig hånd, siger Thorstein Theilgaard til Ritzau.

DF: Danske børns brug af antidepressiver bør undersøges

Hans kritik kommer på baggrund af et nyt multinationalt studie, der viser, at antallet af danske børn og unge, der får udskrevet antidepressiv medicin, på syv år er steget med 60 procent.

Ifølge studiet, der har deltagelse af forskere fra Syddansk Universitet, fik 11.774 ud af i alt 1.203.817 danske børn og unge i 2012 udskrevet antidepressive lægemidler.

Det er procentvis flere end i for eksempel USA og England.

- Der er en eksorbitant stigning, og derfor er der grund til at tænke i alternativer, for eksempel samtaler hos en psykolog. Det, ved vi, har en god effekt, siger Thorstein Theilgaard.

Han henviser til en undersøgelse, der for nylig viste, at antidepressiv medicin øger risikoen for aggression og selvmord hos børn og unge.

- Det skal vi tage meget alvorligt. Især når vi ved, at medicinen hos en stor del af børn og unge ingen effekt har, siger Thorstein Theilgaard.

Brugen af antidepressiv medicin blandt børn eksploderer

Han understreger, at en del af stigningen kan skyldes en øget opmærksomhed på børn og unge, og det er et stykke ad vejen positivt.

- Forældre er blevet mere opmærksomme på, om deres børn har det skidt. Der er kommet et andet fokus på de børn og unge, som af den ene eller anden grund har ondt i livet.

- Det er godt, men det ændrer ikke ved, at væksten er for voldsom.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her