*

Sundhed

WHO: Mulig kobling mellem zika og dødelig nervesygdom

I Colombia er der registreret flere dødsfald forårsaget af nervesygdommen, der nu kobles sammen med zikavirus.

Der er en stærk mistanke om, at zikavirus kan give medfødt microcephali (for lille hovedudvikling) og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte. Sammenhængen er dog ikke endeligt bevist. Felipe Dana

Det er meget sandsynligt, at der er en årsagssammenhæng mellem zikavirusset og nervesygdommen Guillain-Barré, der det seneste år har kostet menneskeliv i Sydamerika.

Det siger WHO's vicegeneraldirektør, Marie-Paule Kieny, på et pressemøde fredag i den schweiziske by Genève.

Guillain-Barré forårsager, at kroppens immunforsvar angriber nerver og muskler.

Sygdommen giver tiltagende muskelsvaghed, som begynder i fødderne og bevæger sig opad i ben og krop.

Omkring én ud af fem får også lammelse af vejrtrækningen, og i sjældne tilfælde kan man blive fuldstændig lammet.

Sundhedsmyndighederne i Colombias næststørste by, Medellín, rapporterede i sidste uge, at en mand og en kvinde var døde efter at have vist symptomer på Guillain-Barré. En anden mand døde sent i november, og alle tre er blevet testet positiv for zikavirus.

Derudover har Colombias sundhedsminister, Alejandro Gaviria, sagt til The Guardian, at omkring 100 tilfælde af Guillain-Barré kan være relateret til zikavirusset.

I alt er der registreret mere end 20.500 tilfælde af zikasmittede alene i Colombia.

WHO's vicegeneraldirektør siger fredag, at organisationen inden længe forventer at kunne fastslå, om der er en forbindelse mellem zikavirusset og såkaldt microcephali hos babyer og en forbindelse mellem zikavirusset og Guillain-Barré hos voksne.

Microcephali er en neurologisk lidelse, der medfører underudvikling af hjerne og kranie hos spædbørn.

- Men forbindelsen mellem zika og Guillain-Barré er højst sandsynligt, siger Marie-Paule Kieny.

WHO forventer at vide, om der er en årsagssammenhæng inden for fire-otte uger.

Samtidig oplyser Marie-Paule Kieny, at der går mindst 18 måneder, før forsøg med vacciner mod den berygtede virus kan begynde.

WHO har erklæret zikaepidemien for en global trussel.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
TV
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her