*

Sundhed

Få formiddagslys og forebyg vinterudbrændthed

Bevæg dig udenfor, snup cyklen, og spis frokosten udendørs, så meget som det er muligt.

Når dagslyset rammer nethinden, stimulerer det blandt andet signalstoffet serotonin, som påvirker stemningslejet. I de mørke måneder bliver produktionen mindre, og det kan udløse depressionslignende symptomer og træthed, skriver sundhed.dk. Arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto

Det kan føles uoverkommeligt tungt og trist at stå op om morgenen, i takt med at dagene bliver mørkere og mørkere.

Ifølge sundhed.dk anslås det, at mellem fem til ti procent rammes af vinterdepression, også kaldet for sæsonafhængig stemningsforstyrrelse.

Vinterdepression
  • Er symptomerne udtalte, så søg læge, og få afklaret tilstanden og eventuel videre behandling.
  • Vinterdepression er ikke en officiel medicinsk diagnose. Nogle regner det som en type depression. Andre mener ikke, at der er tilstrækkelig grundlag til at bruge den medicinske betegnelse depression.
  • Vil du bruge en lyslampe, skal den gerne have en lysintensitet på 10.000 lux. Brug den 30 minutter dagligt i en til to uger. Træk også gardinerne fra, skru op for lyset i hjemmet og på arbejdet.
  • Kognitiv adfærdsterapi har også vist effekt på vinterdepression.
  • Har du mulighed for det, så rejs sydpå.

Kilder: Sundhed.dk, Ida Hageman

Tilstanden af tungsind kommer især til udtryk ved stor træthed. Det påvirker også søvnbehovet, energiniveauet og lysten til søde sager. Mange oplever også manglende initiativ og nedsat lyst til sociale aktiviteter.

- Den massive træthed kan føles som bly-agtig tyngde i hele kroppen. Man har også tristheden, men den er typisk ikke lige så tung som ved klassiske depressioner, forklarer overlæge Ida Hageman, der er klinikchef på Psykiatrisk Center København og blandt andet har forsket i vinterdepressioner.

Skift til vintertid udløser boom af depressioner

- Fordi man er så træt og næsten har det som bly i hele kroppen, så er ens livskvalitet betragteligt forringet, og man kan næsten ikke overkomme noget - og så kommer der også selvbebrejdelser oveni.

Om vinteren bliver dagslyset kortere og mørket længere på den nordlige halvkugle af kloden.

I den mørke tid udskilles der i hjernen ekstra meget melatonin, som er et lysfølsomt hormon, der er med til at regulere blandt andet søvnen. Det kan forstyrre døgnrytmen og gøre os mere trætte, skriver Patienthåndbogen på sundhed.dk.

Når dagslyset rammer nethinden, stimulerer det blandt andet signalstoffet serotonin, som påvirker stemningslejet. I de mørke måneder bliver produktionen mindre, og det kan udløse depressionslignende symptomer og træthed, fortsætter sundhed.dk.

Fem gode råd til at undgå en vinterdepression

Derfor bør man - hvis det er muligt - være så meget udenfor som muligt især i timerne, efter at man typisk står op om morgenen.

- Sørg for at gå ud om formiddagen, for der er mest blåt lys i dagslyset, og det er det, der virker, siger Ida Hageman og uddyber:

- Man skal selvfølgelig ikke kigge direkte mod solen, men man skal have åbne øjne og ikke have solbriller på, for lyset skal ind igennem øjnene.

Man bør faktisk allerede suge solen i sig fra september og begynde at lade op til de mørke måneder. Det er selvfølgelig for sent i år at forebygge effektivt, men ikke for sent at bruge dagslyset til at få de begyndende symptomer væk, så derfor har det meget stor betydning at nyde lyset - især inden frokosttid.

Kunstigt lys hitter som kur mod vinterdepressioner

- Kom ud hver dag så meget, som man nu kan, og få formiddagslyset. Cykl, gå udenfor, når du skal bevæge dig mellem to bygninger, og spis madpakken på en bænk eller i en park, siger Ida Hageman.

- Hvis det er muligt, så få gerne lyset her i en halv til en hel time hver dag. Vi kan godt lide, at det er naturens eget lys, men ellers er der mulighed for lyslamper.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her