*

Motion

Leg dig i form: Brug naturen som din træningsbane

Du behøver ikke bruge penge på et dyrt fitnessabonnement for at få adgang til træningsudstyr, når naturen ligger lige uden for døren.

Foto: Colourbox

En krabbe er ikke kun et krebsdyr, du kan finde ved stranden. Det er også en træningsøvelse, som du med fordel kan lave, hvis du alligevel løber en tur langs stranden.

Det er nemlig helt oplagt at bruge naturen som din træningsbane, mener Søren Malling, der er zoneterapeut og forfatter til bogen "Træn i det fri".

- Det er sjovere at træne udenfor. Du kan mærke solen og vinden og dufte skovbunden, og du får mange flere sanseindtryk, end du gør i et fitnesscenter, siger han.

Træn i naturen

- På Naturstyrelsens hjemmeside kan du finde ruter til at køre mountainbike, sejle i kajak, dyrke geocaching, vandre eller løbe orienteringsløb.

- Du kan også finde en oversigt over badesøer, som du kan svømme i, og klipper på Bornholm, hvor det er tilladt at klatre.

- Spredt over hele landet har Naturstyrelsen også lavet naturlegepladser, som ofte ligger i forbindelse med en skov og har legeredskaber af træstammer, tov, jord og vand.

Kilde: Naturstyrelsen.

Hvis det frister dig at flytte træningen ud under åben himmel, handler det om at udnytte, at naturen har faciliteter, som man ikke finder i et fitnesscenter, siger Søren Malling. Sand for eksempel.

- Bor du i nærheden af en strand, er det en god øvelse at kravle gennem sand på knæ og underarme. Eller på hænder og fødder, hvis det skal være hårdere, siger han.

Eksperter dræber myte om strækøvelser

På den måde træner du særligt dine mavemuskler og musklerne på forsiden af kroppen.

Du kan også kravle som en krabbe med ryggen ned mod jorden, hvis du vil træne baller, lænd og triceps.

Fordelen ved at kravle i sand - i modsætning til at kravle på et gulv - er, at det giver ekstra belastning.

- Du bruger flere muskler, og du bruger dine muskler mere, siger Søren Malling.

Hvis du bor tættere på en by, er det oplagt at gøre stop ved en bænk på din løbetur. Her kan du træne triceps ved at vende ryggen til bænken, sætte håndfladerne i sædet og derefter hæve og sænke din strakte krop.

Hvis du derimod har svært ved at komme i gang med at træne i det hele taget, er det oplagt at tage din hobby med ud i naturen og på den måde hjælpe motionen lidt på vej, siger Stephan Springborg, naturvejleder i Naturstyrelsen.

Hvis du for eksempel kan lide at fotografere, kan du bruge det som motivation til at gå en lang tur og lede efter motiver i naturen.

Har du svært ved at tage dig sammen til at løbe, kan du udfordre dig selv til at finde vej gennem skoven eller dyrke geocaching, så løb ikke bliver hovedformålet med turen.

- Det er godt at bruge noget, som i forvejen motiverer dig, til at komme i gang med at træne i naturen, siger Stephan Springborg, der også foreslår, at du udnytter løbeturen eller cykelturen til at samle urter, nødder eller svampe med hjem til aftensmaden.

Går du normalt i fitnesscenter for at løfte vægte, kan du også med fordel udnytte de remedier, der findes i naturen.

- Naturen er et kæmpe rum for crossfit. Test, hvor mange gange på et minut du kan trække dig op i armene fra en gren eller hoppe op og ned fra en træstamme, siger Stephan Springborg.

Har du problemer med ryggen, foreslår Søren Malling, at du kan lægge dig på ryggen med bagdelen ind mod et træ og benene strakt op ad stammen.

- Skyd hofterne op, så du retter dig ud, så dine hæle er på træet, og du hviler på dine skuldre. Og så kører du op og ned med bagdelen. Det er rigtig godt mod lændesmerter, siger han.

/ritzau/FOKUS
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her