*

Dette er en blog: Karen Lyager skriver i egen ret om trends og tendenser inden for sundhedsforskning, kost og motion. Har du spørgsmål eller forslag til emner, hun skal tage op, kan du skrive til karen.lyager@jppol.dk.

Livsstil

Superfrugt uden stjernenykker: Her er dens 6 geniale gevinster

Foto: Karen Lyager

Hvis forskerne aldrig havde set sådan en frugt før og opdagede den i en peruviansk regnskov, ville den øjeblikkelig blive udråbt til verdens nye suveræne superfood og havne på alles læber. Få andre madvarer kan prale af at modvirke SÅ mange grumme sygdomme i én og samme mundfuld. Alligevel tager mange af os den for givet og forbigår den i firmafrugtskålen i håb om at finde noget mere sofistikeret.

I sensommeren får jeg dog altid en aha-oplevelse, når jeg sætter tænderne i et sprødt og sprøjtende saftigt, hjemmeplukket eksemplar. Herefter spiser jeg mindst ét om dagen frem mod jul. Og når jeg rejser udenlands, er det på top-tre over det, jeg hurtigst kommer til at savne: Rugbrød, lakrids – og danske efterårsæbler.  

Vores æbler ER bare i særklasse gode pga. af de kølige somre, vores skiftende møgvejr og lange lyse nætter, som stresser æblerne på den gode måde og giver dem lang modningstid og mere intens smag. I sidste uge var jeg i Portugal og måtte endnu en gang sande, at æbler, der er forkælet med sol og varme fra morgen til aften, smager sødt og ligegyldigt sammenlignet med et friskplukket Filippa, Ingrid Marie eller Guldborg.

Foto: Karen Lyager

Da jeg var barn, var det mest C-vitaminerne i æblerne, der blev lovprist. I dag ved vi, at æbler indeholder op mod 20.000 andre biokemiske stoffer med navne, man let kan forstuve tungen på at udtale. Men det er også det farligste, man kan sige om dem: De stoffer, der er forsket i, giver kun respektindgydende positive bonusvirkninger i alle dele af kroppen.

Lad os lynhurtigt løbe igennem de vigtigste, mens du så småt begynder at varme op til Hasselbach-æbler med vaniljecreme og mit anti-inflammatorisk æblesmør lidt længere nede i bloggen ...

Foto: Karen Lyager

1. Beskytter mod blodpropper
Et æble om dagen kan nedsætte mængden af det farlige LDL-kolesterol med 40 pct., viser forskning fra Ohio State University. Æren for det har bl.a. en opløselig kostfiber i æbler ved navn pektin, der er ren guf for venligtsindede bakterier i tarmen, plus en fabelagtig trio af kraftfulde antioxidanter: quercetin, kaemferol og myrecetin.

2. Sænker blodtrykket
Især æbler med mørkerød skal kan få blodtrykket til at falde. De mørke farvepigmenter i skallen, såkaldte flavonoider, hjælper nemlig blodkarrene med at slappe af, så blodet kan cirkulere uden at møde så meget modstand.

3. Hvidt frugtkød passer på din hjerne
Æbler kan sænke din risiko for at få et slagtilfælde med hele 52 pct. takket være quercetin, der gemmer sig i det hvide frugtkød, viser forskning fra Wageningen University & Research i Holland. Andre studier tyder på, at quercetin også beskytter mod Alzheimers og Parkinsons sygdom.

4. Styrker musklerne og slanker taljen
Æbleskal indeholder et stof ved navn ursolsyre, som giver muskelvækst og fremmer fedtforbrændingen, så man får lettere ved at tabe sig. Skræl i det hele taget aldrig dine æbler, medmindre du agter at spise den separat: De fleste sunde stoffer sidder i det yderste lag. 

5. Beskytter mod type 2-diabetes
Pektinfibrene holder blodsukkeret i ro og sænker kroppens behov for insulin. Æbler indeholder også kraftige flavonoider, der gavner blodsukker og insulinfølsomhed, bl.a. epicatechin og klorogensyre. Især den sidste, der også findes i kaffebønner, virker slankende, og det er relevant i denne forbindelse, da vægttab er et af de mest effektive midler mod type 2-diabetes.    

6. Forebygger 5 slags kræft
Kræft i spiserøret, maven, lungerne, brysterne og munden optræder langt sjældnere hos æblespisere. Risikoen for kræft i spiserør og mave er ligefrem halveret, mens risikoen for lungekræft er reduceret med 25 pct., konkluderer italienske forskere fra Università degli Studi di Perugia på baggrund af 40 større studier. En stor del af forklaringen tilskrives kraftige antioxidanter som fx quercetin. Andre studier peger på, at stoffer i æbler også beskytter mod kræft i tyktarm, lever og bugspytkirtel.

Og skulle vi lige snuppe en ekstra, som er lidt mere tvivlsom - men interessant?

7. Får håret til at gro på skaldede - eller hvad?
For 15 år siden rapporterede japanske forskere, at stoffet procyanidin B-2, som navnlig æbler er spækket med, får nye hår til at spire frem og eksisterende hårstrå til at vokse i både antal, tykkelse og længde på skaldede mænds isser. Well, det var lidt af en nyhed dengang, men jeg kender ingen skaldede mænd, der har haft held med at stoppe hårgrænsens tilbagetog, uanset hvor æbler de satte til livs. Måske kræver det, at man spiser stoffet i pilleform, men tænk på alt det gode i æblerne, man så går glip af...

Lad os hellere gå i køkkenet, nu hvor æblerne smager allerbedst

Her er lidt inspiration fra mine seneste æbleorgier:

Foto: Karen Lyager

Hasselback-æbler med vaniljecreme

Til 2 personer:
2 store eller 4 små danske æbler
1 spsk. kanel
2 tsk. smør
Evt. en kanelstang
2-3 stjerneanis
En sjat calvados, portvin eller tranebærsaft
1-2 dl skyr eller græsk yoghurt
Vanilje fra kværn eller 1/2-1 tsk. vaniljesukker

Tænd ovnen på 180 grader.
Stil æblerne på højkant og skær den yderste skive af med et lodret snit.
Læg æblet ned på skærefladen, og skær helt tynde snit ned i æblet uden at skære igennem, ligesom når du laver Hasselbach-kartofler. Læg evt. en grydeske på hver sider af æblet til at stoppe knivbladet.
Læg æblerne i et ovnfast fad, og hæld lidt væde, fx calvados, i bunden sammen med stjerneanis og evt. en kanelstang. Stil fadet i ovnen i ca. 20 minutter.
Smelt smørret, og bland kanelen i det. Tag fadet ud af ovnen. Nu, hvor æblets skiver er bløde og føjelige, kan du forsigtigt bladre dig frem med en pensel og give dem et tyndt lag kanelblanding på alle sider. Stil fadet i ovnen igen, og lad æblerne bage endnu 10-15 minutter, alt efter hvor store de er, og hvor bløde du vil have dem. Tag dem ud af ovnen.
Bland skyr/yoghurt med vanilje, og spis cremen til de varme æbler (eller snup en kugle is til).

 

Foto: Karen Lyager

Æblesmør med ingefær

4-6 madæbler (fx Belle de Boskoop)
2-3 cm ingefærrod
Friskkværnet peber
Lidt salt
Saften af 1/2 citron
1 spsk. vand
Groft fuldkornsrugbrød

Skær æblerne i tern. Skræl ingefæren, og skær også den i mindre tern.
Læg æbler og ingefær i en gryde sammen med halvdelen af citronsaften og lidt vand, og damp dem ca. 7 minutter, eller til æblerne er bløde i
kødet.
Blend grydens indhold. Smag til med peber, salt og evt. mere citronsaft.
Smør æblemassen på et stykke groft fuldkornsrugbrød, gerne et tykt lag.
Gem resten i køleskabet, og spis resten de næste par dage.

 

Foto: Karen Lyager

God morgen-æbler med havreknas

Til 2 personer:
2 store æbler, fx Ingrid Marie
2 spsk. havregryn
1 tsk. chiafrø
1/2 spsk. honning
1 spsk. vand
1 tsk. kanel
1-2 spsk. tørrede tranebær
2 spsk. hakkede mandler
Evt. lille klat smør på toppen

Varm ovnen op til 200 grader.
Skær toppen af æblerne. Udhul dem uden at stikke hul i bunden. Brug evt. en grapefrugtkniv.
Smid kernehuset ud, og skær resten af æblekødet og låget i små tern. Bland dem med havregryn, chiafrø, honning, vand, kanel og hakkede mandler.
Læg de udhulede æbler i hver sin ovnfaste skål og fordel indholdet i dem med en ske. Bag dem i ovnen, til æblerne er bløde og møre, ca. 35 minutter.
Lad evt. en lille klat smør smelte på toppen. Luk øjnene og inhaler duften, inden du sætter din krydrede fiberbombe til livs. 

 

Foto: Karen Lyager

Bagte timian-æbler med valnøddecrunch

(2 personer)
2 store eller 4 små æbler, fx Cox Orange
8 små timiankviste
2 tsk. smør
2-4 tsk. honning
12-16 valnødder
4 spsk. skyr eller græsk yoghurt
1/2 vaniljestang

Tænd ovnen på 160 grader.
Fjern æblernes kernehus og stilk uden at skære hul i bunden. Har du en kernehusudstikker, kan du virkelig brillere. Ellers må du lirke lidt rundt med en lille spids kniv for at lave et cylinderformet krater til fyld.
Smelt smørret, hak valnødderne groft, og bland de to ting med honning og lidt timianblade.
Prop valnøddemassen godt ned i æblerne, pynt med de sidste timiankviste, og bag æblerne i ovnen i 25-30 minutter.
Skrab kornene ud af vaniljestangen, og rør dem godt ud i skyr eller yoghurt. Eller snup en klat lækker vaniljeis til de varme æblehapser.

 

Min passion for æbler har nået nye højder de seneste par år, fordi jeg har gået rundt i denne skønne økologiske æbleplantage på Møn sammen med dens ejer Kirsten Rohde Jensen, der smitter mig med sin begejstring for gamle danske æblesorter. Hun skiftede et godt job som juridisk chef i Nationalbanken ud med en tilværelse som æbleavler, farer nu rundt på egnen og finder helt lokale æblesorter - og har en perlerad af Københavns mest stjernebestrøede restauranter på sin kundeliste.

Skulle du komme forbi Møn nu på fredag den 20. oktober, kan du opleve Kirsten fortælle om gamle æblesorter på "Æblernes Dag" i Stege, som hun er primus motor for. Du kan også smage æblecandyfloss, konkurrere i blindsmagning af forskellige slags æbler - eller fremstille verdens længste æbleskræl. Se programmet her

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her