*

Familie, børn & unge

Undgå familiestrid: Få styr på, hvem der arver dig

Hvis du har en sammenbragt familie eller ikke er gift med din partner, er det særligt vigtigt at få styr på arvereglerne, lyder det fra familieadvokater.

»Rigtig mange tror, at når man har boet sammen i et vist antal år, så arver man hinanden. Men det gør man ikke,« siger Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater. Foto: Henrik Kastenskov

Tænker du, at din søster skal arve dine smykker, og at din mands børn fra et tidligere forhold selvfølgelig får del i din arv, hvis du skulle dø?

Så kan det være en rigtig god idé at sætte dig grundigt ind i arvereglerne.

Det er nemlig under hver femte dansker, der har et testamente, og det sker ofte, at vi bliver overraskede over, hvem der egentlig arver vores formue, når vi dør.

Det gælder særligt dem, der lever i en familie med sammenbragte børn, fortæller Jørgen U. Grønborg, advokat og stifter af Familieadvokaten.dk.

- Mange tror, at alle børnene skal dele arven lige, men det skal de ikke, siger han.

Testamenter bliver gratis på nettet

Et eksempel kan være et ægtepar, hvor både manden og kvinden har to børn fra tidligere forhold, og sammen har de et fælles barn.

Manden dør, og hans formue bliver delt med 50 procent til hustruen og 50 procent til hans tre børn.

Men når konen dør, så arver hendes tre børn hendes formue, som blandt andet omfatter det, som hun i sin tid arvede fra sin mand.

- På den måde arver mandens børn fra det tidligere forhold samlet set langt mindre end konens børn, fordi hun levede længst. Og det ønsker de fleste par typisk ikke, siger Jørgen U. Grønborg.

Hvis man ikke er gift, er der også vigtige arveregler, man skal kende.

- Rigtig mange tror, at når man har boet sammen i et vist antal år, så arver man hinanden. Men det gør man ikke, siger Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater.

Hvis du dør, og du ikke har oprettet et testamente, så arver din samlever altså ikke automatisk efter dig, oplyser Danske Familieadvokater.

I det tilfælde vil børnene arve alt. Hvis børnene er mindreårige, og arven er over 75.000 kroner, bliver arven indsat på en forvaltningskonto, indtil barnet fylder 18 år.

Det betyder, at hverken barnet eller den efterladte forælder kan råde over pengene uden godkendelse fra Statsforvaltningen, og det kan få konsekvenser for den efterladte forælders økonomi.

Hvis du opretter et testamente, kan du selv bestemme, hvem der skal arve dig, og hvor meget de skal have.

/ritzau/FOKUS

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Biler
Test: Høj Peugeot i fin form med mindste motor
Vi tester Peugeot 3008, som vi sammenligner i versionerne med de to mindste motorer - en benzinmotor på 130 hk og en dieselmotor på 120 hk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her