*

Familie, børn & unge

Ikkevestlige forældre slår oftere i opdragelsen

Børn fra ikkevestlige familier bliver oftere slået derhjemme end etnisk danske børn, viser undersøgelse.

Et spark over knæet eller et slag i ansigtet, hvis der ikke makkes ret. Det er stadig en del af nogle børns opdragelse, 20 år efter at det blev ulovligt at slå børn i Danmark.

Særligt er det børn fra ikkevestlige familier, der bliver slået af de voksne derhjemme. Det er en af konklusionerne i en undersøgelse fra Børnerådet, der offentliggøres fredag, skriver Dagbladet Information.

19 procent af drenge med ikkevestlig baggrund har ifølge undersøgelsen været udsat for grov vold såsom spark og slag, mens det gælder for ni procent i gruppen af drenge med etnisk dansk baggrund.

Formand for Børnerådet Per Larsen slår fast, at undersøgelsen ikke skelner mellem etnicitet "for at hænge nogle ud", men for at kunne sætte gang i en målrettet indsats.

- Når man snakker om etnicitet, er der noget, der tyder på, at det har en basis i kultur og opdragelsesmønstre i de lande, forældrene kommer fra.

- Og der er det nok langt hen ad vejen mere almindeligt at slå børn i opdragelsesøjemed, end vi har praktiseret i landet de seneste 20 år. Det må vi sige fra over for, siger Per Larsen til Information.

I mange år har politikere, organisationer og myndigheder haft en berøringsangst omkring vold i hjemmet, mener generalsekretær for Red Barnet Jonas Keiding Lindholm.

Især når det kommer til at pege på de grupper, hvor volden er mest udbredt.

- Vi skal blande os i familiers liv, uanset kulturel baggrund, for ellers svigter vi børnene, siger Jonas Keiding Lindholm til Information.

Han peger på, at volden sætter dybe spor hos børn.

- Den meget brutale afstraffelse skaber en enorm utryghed og præger barnets identitet og selvtillid - for mange resten af livet, hvis ikke der bliver grebet ind.

Social- og børneminister Mai Mercado (K) mener, at der er behov for mere end et politisk fokus for at løse problemet.

- Det handler om, at vi voksne - pædagogen, læreren, træneren og alle andre - tager ansvar og gør noget, hvis vi får mistanke om vold mod børn og unge. Og så skal de forældre, der bruger vold, forstå, at det slet ikke er acceptabelt, siger hun til avisen.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af svar fra 4.039 elever i 7. klasse.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

JP mener: Endelig: Klar tale fra Trump

At Trump benyttede sin tale til at understrege, at amerikanske tropper som en del af den amerikanske familie kæmper på tværs af race, etnicitet, tro og hudfarve, må også hilses velkommen.
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Biler
Test: Høj Peugeot i fin form med mindste motor
Vi tester Peugeot 3008, som vi sammenligner i versionerne med de to mindste motorer - en benzinmotor på 130 hk og en dieselmotor på 120 hk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her