*

Familie, børn & unge

Børn skal have lov til at sove om dagen

Det er en dårlig idé at bede børnehaven om at vække barnet fra middagsluren, påpeger eksperter. Barnet har nemlig brug for søvnen.

Arkivfoto: THOMAS BORBERG

"Emma kan altså ikke sove om aftenen, så hun skal kun sove en time til middag".

Sådan lyder beskeden ofte fra forældre til pædagoger og dagplejere ifølge FOA. I en rundspørge, som 623 FOA-pædagoger og dagplejere har svaret på, har otte ud af ti oplevet, at forældre forsøger at indskrænke, hvor længe deres børn må sove til middag.

Fakta

Småbørns søvnbehov:

  • 6 måneder: 14-15 timer i døgnet, heraf 3-4 timers dagssøvn fordelt på 2 lure.
  • 9 måneder: 14 timer i døgnet, heraf 2,5-4 timers dagssøvn fordelt på 2 lure.
  • 12 måneder: 13,5-14 timer i døgnet, heraf 2-3 timers dagssøvn fordelt på 1 til 2 lure.
  • 18 måneder: 13-13,5 timers søvn i døgnet, heraf én middagslur på 2-2,5 timer.
  • 2 år: 13 timers søvn i døgnet, heraf én middagslur på 1,5-2 timer.
  • 3 år: 12 timers søvn i døgnet, heraf ingen eller én lur på højst 1,5 time.

Kilde: Helen Lyng Hansen, netsygeplejersken.dk.

Ifølge ph.d. og forskningssygeplejerske i søvn og søvnsygdomme Marian Petersen er anmodningen fra forældrene et udtryk for en misforstået opfattelse af børnenes søvnmønstre.

- Forældrene håber, at hvis lille Viktor er træt, når han kommer hjem, så har han lettere ved at falde i søvn om aftenen, men sådan hænger det bare ikke sammen, siger hun.

Læger: Forældre presser os til at give småbørn antibiotika

Derimod peger videnskaben ifølge Marian Petersen på, at børn, der får lov til at sove, til de er udhvilede, også har nemmere ved at falde i søvn, når det bliver aften.

Sundhedsplejerske Helen Hansen bekræfter, at det er en dårlig idé at vække børn i deres middagslur. Søvnen i dagtimerne går nemlig igennem flere faser, der er væsentlige for barnets trivsel.

- Når børn sover i halvanden eller to timer om dagen, så kommer de igennem nogle forskellige stadier, hvor de udskiller væksthormon eller lagrer dagens oplevelser i hjernen og styrker immunforsvaret, forklarer hun.

Marian Petersen påpeger desuden, at forældrenes søvnbekymringer kan påvirke barnet.

- Børnene er som antenner, der opfanger forældrenes humør. Så hvis de voksne er pressede af frygt for, at Viktor ikke kan falde i søvn om aftenen, så bliver det også sværere for ham at finde ro, forklarer hun.

God hjælp til nybagte forældre? En robotvugge får barnet til at sove og en ekstra arm holder sutteflasken

Derfor er det vigtigt, at forældre, i stedet for at skære i middagsluren, sikrer et roligt miljø uden vild leg og tv, men måske med en velkendt sutteklud og den samme godnatsang hver aften.

Er situationen den, at barnet har vendt op og ned på nat og dag, så skal man naturligvis hjælpe barnet tilbage i en fornuftig døgnrytme.

Men Helen Hansen understreger, at det ikke skal være for forældrenes bekvemmelighed, men kun hvis barnet reelt har en døgnrytmeforstyrrelse.

Og her hjælper det kun at lægge barnet et kvarter tidligere om aftenen og gradvist lade det tilvænne sig til en længere nattesøvn. På den måde kan middagsluren med tiden blive kortere. Man kan ikke afkorte middagsluren og tro, at det automatisk forlænger nattesøvnen.

Helen Hansen anbefaler, at man lader sit barn sove både formiddag og eftermiddag, frem til det er omkring halvandet år. Først herefter bør man nøjes med en lang middagslur og satse på, at barnet kan holde sig vågen resten af dagen.

/ritzau/FOKUS
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her