*

Familie & Sundhed

Bidt af en flåt: Det skal du vide

Hvis du efter en skovtur i den danske natur opdager en flåt i din knæhase, skal du ikke bekymre dig. Den er nem at fjerne.

Flåten er typisk ikke større end et par millimeter, men alligevel vækker den bekymring hos mange. Den lille mide kan nemlig sætte sig fast på mennesker, hvor den suger blod for at overleve.

Det er oftest i forbindelse med en tur i skoven, eller hvor der er højt græs, at man bliver bidt af en flåt.

Men ifølge overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital Thomas Benfield, skal du ikke bekymre dig.

- Du skal ikke gå i panik, hvis du bliver bidt af en flåt. Det er kun et par procent af dem, der får et flåtbid, som får overført en sygdom, forklarer han.

Fakta

Hvornår skal du søge læge?

- Hvis flåten har overført sygdom til dig, vil det først vise sig som rødligt udslæt. Spreder udslættet sig, skal du kontakte din læge.

- Udslættet spreder sig som ringe, så hold øje med cirkulære røde plamager.

- Hvis sygdommen forbliver ubehandlet, får du derefter feber.

- Feberen betyder, at der er nogle bakterier i kroppen, som skal bekæmpes.

- Hvis det forbliver ubehandlet, risikerer det at sprede sig i kroppen og kan give meningitis.

Kilder: Thomas Benfield, Lars Østergaard.

Hvis du vil undgå flåtbid, så tag lange bukser og støvler på i skoven.

Flåterne kan nemlig ikke kravle ind gennem tøj, de kan kun sætte sig fast på bar hud.

Det slår Lars Østergaard, der er klinisk lærestolsprofessor ved Institut for klinisk medicin og infektionssygdomme ved Århus Universitet, fast.

- Hvis man løber sig en tur i skoven, kan man med fordel tage lange løbebukser på og en løbetrøje med lange ærmer, forklarer Lars Østergaard.

- Det er også en god idé lige at tjekke sig selv ordentligt - eller få en anden til det - efter en tur i skoven.

Flåterne er blevet flere og mere lumske: De kan smitte med en ny og usynlig bakterie

Det er især områderne omkring armhulerne, knæhaserne og i skridtet, at man skal holde øje.

Hvis du opdager, at du har taget det lille insekt med hjem, så er der en nem måde at fjerne den på.

- Det bedste er at tage en flåttang, som man kan købe på apoteket, siger Thomas Benfield.

Hvis du ikke ejer sådan en, kan du også bruge en helt almindelig pincet.

De gamle råd om at bruge margarine eller olie til at smøre rundt om flåten, kan du også sagtens bruge, men det er mere besværligt og fedtet.

I stedet for bare at hive i flåten, skal man dreje og trække i den samtidig.

- Flåterne snor sig ind i huden som en proptrækker, så de skal drejes ud igen, lyder det fra Lars Østergaard.

Du behøver heller ikke være bange for at komme til at trykke flåten på maven, så den kaster op. Hvis flåten er bærer af borrelia-bakterien, vil du blive smittet, når den sætter sig fast og ikke først, når flåten kaster op.

- Der går et døgns tid, før den begynder at smitte med parasitter og bakterier. Den skal lige hæfte sig ordentligt fast, før den begynder på det, forklarer Lars Østergaard.

Derfor skal den gerne fjernes fra ens krop inden det første døgn.

- Det, man er bekymret for, er, at hvis de bliver siddende, kan der gå betændelse i det, siger Thomas Benfield.

Når flåten er fjernet, kan området omkring bidet godt have en smule rødme, men det er kun fordi, man har irriteret området en smule. Det er ikke noget at bekymre sig om.

- Du behøver ikke kontakte læge, medmindre udslættet spreder sig, forsikrer Thomas Benfield.

/ritzau/FOKUS
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Få flest kanaler for 300 kroner om måneden
Du kan få seks ud af de otte mest sete kanaler i en tv-pakke til under 300 kroner om måneden. Men overvej dit behov meget grundigt, siger Forbrugerrådet Tænk. 
Se flere
TV: IC4 Skrot
I Randers er man lige nu i gang med at skrotte fem ubrugelige IC4-togsæt. I første omgang har DSB skrællet togene for alt, hvad man kan bruge. Herefter er skrotfolkene gået i gang med klippesakse af den store slags. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her