*

Familie & Sundhed

Er langtidsamning sundt eller unaturligt?

Ifølge Sundhedsstyrelsen er modermælk den sundeste ernæring for et nyfødt barn. Men hvor længe skal man egentlig lade sit barn få bryst?

Selvom et ungt par fra Svendborg denne sommer kan fejre sønnen Elliots to-års fødselsdag, har parret ingen planer om at stoppe med amningen lige foreløbig. Det sker først, når Elliot »selv kan sige fra«, fortæller hans 21-årige mor, Simone Bruun Spangvig.

»Jeg håber på at kunne amme ham, ind til han selv siger fra, eller så længe jeg selv trives med det. Om det er om halvandet år, to år eller fire år er ikke til at vide,« siger hun og tilføjer, at nærværet, som amningen giver, er væsentlig.

Mødre i Aarhus ammer oftere deres børn

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn ammes fuldt, indtil de er minimum seks måneder gamle, og delvis amning anbefales til 12 måneder eller længere. Der findes ikke en officiel "øvre grænse" for, hvornår barnet senest skal vinke farvel til brysterne, fortæller sundhedsplejerske i Sundhedsstyrelsen Anette Poulsen.

»Når barnet er seks måneder gammelt, har det brug for andre næringsstoffer end det, der er i mors mælk. Men man kan fint amme ved siden af, at man giver barnet andet mad - så længe mor og barn trives med det,« siger hun.

En mors opråb: Jeg ammer kun for min egen skyld ... Nej vel!?

De kære børn

I en miniserie undersøger Jyllands-Posten alternative tilgange til børneopdragelse med et særligt fokus på sundhed og teknologi.

Ifølge Per Schultz Jørgensen, børnepsykolog og tidligere formand for Børnerådet, er langtidsamning dog med til at opretholde en modertilknytning, som er »meget basal og primær«. Derfor bør mødre stoppe med at amme før børnehavetiden, fastslår han.

»Min opfattelse går alene på barnets udvikling som socialt og selvstændigt menneske i gruppen af jævnaldrende, og der vil jeg sige, at når barnet er et par år gammelt, så er amningen slut,« siger han og uddyber:

»Vores kultur er meget individualistisk, og det forventes, at når man kan gå, så er man også i stand til at være mobil, bevæge sig længere ud i verden og dermed også være i stand til at indgå i relationer med andre. At blive ammet er jo trods alt at bevare en modertilknytning, som er meget basal og primær,« forklarer han.

Myte aflivet: Ingen sammenhæng mellem amning og ADHD

Ifølge børnepsykologen kan det derfor være svært for børn, der bliver ammet længe, at løsrive sig fra deres mor.

»Det er ud fra en forventning om barnets selvstændiggørelse, evne til at bevæge sig mobilt ud i verden og blive uafhængig af moren, at jeg siger, at min yderste grænse for, hvornår man bør stoppe amningen, går ved omkring to år,« siger han.

Hos foreningen Forældre og Fødsel er man langt fra enig i Per Schultz Jørgensens synspunkt. Christine Holm Clayton, ammerådgiver i foreningen, er selv  mor til fire og i øjeblikket ammer hun sin toårige datter. Hun mener, at man skal fortsætte amningen ligeså længe, som mor og barn trives med det. Selv fortsatte hun med at amme en af sien døtre, indtil datteren var 3,5 år gammel.

»Der er ikke en bestemt grænse for, hvor længe man skal amme. Jeg har ikke selv haft en idé om, hvornår mine børn skulle stoppe. Det er bare noget, der er sket med de børn, jeg nu har haft, og det har været vidt forskelligt for dem alle fire,« fortæller hun.

Ifølge Christine Holm Clayton er der intet videnskabeligt, der peger på, at barnet skulle få sværere ved at løsrive sig fra sin mor, hvis det bliver ammet længe.

»Tværtimod tyder det på, at børn, som har fået lov til at blive set og er blevet taget alvorligt i deres søgen efter tryghed, også tør tro på deres egne fornemmelser og går ud i verden med mere sikkerhed,« siger hun.

I Danmark ammer flertallet kun spædbørn. Men verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, at man bruger brystmælk som supplerende føde til børn op til toårsalderen og evt. efter den alder også.

Se indslaget med Simone Bruun Spangvig og sønnen Elliot øverst.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her