Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Vi skrotter halvdelen af vennerne hvert 7. år

Det er helt naturligt at skifte de nære venner ud, men det kan have store konsekvenser, siger en psykolog.

Anna Gottschalck

Hvis du sætter dig ned og tænker over, hvem du har i din nære vennekreds – hvor længe har de så været der? I mere end 7 år? Gælder det for dem alle?

Højst sandsynligt ikke.

For ifølge en hollandsk undersøgelse skifter vi i gennemsnit halvdelen af vores nære venner ud hvert 7. år.

Og det er et resultat, som kan overføres til Danmark, fortæller Camilla Carlsen Bechsgaard, psykolog med speciale i venskaber og indehaver af OdensePsykologen.

”Det er rigtigt, og det er lige før, at procentdelen nok er endnu højere,” siger hun og uddyber:

”For hver livsperiode er der typisk 5-10 personer, som man har haft et tæt forhold til, men hvor det så ebber ud, og så er man måske stadig Facebook-venner med dem, men har ikke nogen reel kontakt.”

En proces, der ifølge psykologen er helt naturlig. For vi ændrer os over tid og vokser væk fra nogle venner og tættere på nogle andre potentielt nye venner.

”Man skifter nogle ud med andre, der ligner mere én selv på det tidspunkt, man er i livet,” forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard, der mener, at man derfor ligefrem bør være imponeret over, hvor mange som til trods holder fast i enkelte venskaber over det meste af et liv.

For det kan have konsekvenser, hvis man skifter meget ud i sin nære vennekreds. Den mest typiske reaktion er følelsen af ensomhed, fortæller Camilla Carlsen Bechsgaard.

Typisk er den følelse markant stærkere ved de venner, som har valgt os fra, i forhold til de venner, som vi selv har valgt fra.

”Det er noget, som vi alle oplever på et eller andet tidspunkt, og det kan være enormt smertefuldt, hvis det er en, man troede, man havde et godt forhold til. Man kan nogle gange forsøge med et par beskeder, og hvis det stadig ikke giver noget og tråden ikke bliver taget op, så er der jo ikke meget andet at gøre end at behandle sorgen lidt på samme måde som en kæreste, der har slået op.”

Når sorgen over et mistet venskab først er gennemlevet, har Camilla Carlsen Bechsgaard et vigtigt råd til, hvordan man får nye, tætte venner. Her er tid og tålmodighed nøgleord.

”At tro, at man kan møde venner på samme måde som Tinder-dating, tror jeg simpelthen ikke på. Venskaber kræver, at man har en eller anden berøringsflade over et stykke tid, som er båret af en eller anden form for fælles engagement eller interesse. Det med at mødes nede i byen og sige ”dav, du ser sød ud, skal vi være venner?”, den holder ikke rigtig. Derfor er det vigtigt at finde de sammenhænge, hvor man bliver ved med at møde folk over tid og få det ind som en fast aktivitet,” siger hun.