*

Familie & Sundhed

Drømmen om det lykkelige parforhold er i bedste fald urealistisk og i værste fald skadelig

Tidens idealer om at realisere os selv og blive lykkelige er skadeligt for parforholdet, mener forfatter til ny bog. Men vi kan få et kærligt parforhold, som er godt nok - hvis vi arbejder hårdt for det.

Der er langt fra solbeskinnet samvær til sure sokker - og så kan forholdet slå revner. Foto: Sebastian Gunvald Buur

Hun faldt for ham, fordi han var fantasifuld og grænseløs i sin beundring. Friede på en strand i Thailand, hvor ringen lå på bunden af en kokosnød.

Han faldt for hende, fordi hun var vild med sex og fandt det spændende at bolle på toilettet i 10.000 km højde på vej til Thailand. 

Så fik de barn og en hverdag sammen. Der var langt mellem flyveturene, og kokos var noget, man fandt i müslien om morgenen. Nu var det vigtigere, hvem der lagde vasketøjet i kurven og hvem, der ryddede bordet efter morgenmaden. Kunne det virkelig være meningen med det hele?

"Der er så mange kulturelle strømninger, som prøver at påvirke os til at tænke, at det, vi skal her på jord, det er at opleve, at udvikle os, at blive stimuleret til stærke følelser – også på parforholdsområdet. Men faktum er at de fleste af os, som lever i parforhold, vi oplever flere hverdage end intense øjeblikke," fastslår psykolog og parterapeut Mattias Due, der er aktuel med bogen "Pas på dit parforhold".

Mattias Due er ansat på Center for Familieudvikling og arbejder til dagligt med par, som er blevet overmandet af hverdagen. Par, som er kørt fast i sure sokker, fyldte kalendere og manglende sex. Som føler, at de er endt et sted, de slet ikke havde forestillet sig, da de var forelskede og sagde ja til hinanden. Par med store ambitioner på forholdets vegne og store frustrationer over ikke at kunne leve op til ambitionerne.

"Hvis man jagter noget, som ikke indfinder sig så ofte, så kan man risikere at blive skuffet. Specielt hvis betingelserne for at opleve disse intense situationer er dårlige. Og det mener jeg, at de i mange tilfælde er, hvis man har tre børn og en karriere. Så har man meget lidt tid til parforholdet. Man er stresset og presset, og hvis man samtidig har høje idealer om, hvad man skal føle og mærke, så kan det blive en vanskelig cocktail," siger han.

Derfor understreger Mattias Due også i indledningen, at bogen ikke handler om at få et lykkeligt eller fantastisk parforhold, for sådanne standarder er i bedste fald urealistiske og i værste fald skadelige, fordi ambitionsniveauet ender med at stresse os. I stedet handler bogen om, hvordan vi kan have et kærligt parforhold, der er godt nok. Et forhold, som vi er grundlæggende tilfredse med og trives i.

Mattias Due lægger ikke skjul på, at det kan være hårdt at få parforholdet til at lykkes, hvilket skilsmissetallet da også bekræfter. Sidste år blev der bevilget 21.158 skilsmisser i Statsforvaltningen. Det er det højeste antal nogensinde.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her