*

TV & Foto

OLED-referencen: Panasonic TX-65EZ950E

Panasonic beviser med 65EZ950, at firmaet stadig er med helt fremme, når det gælder billedkvalitet.

Panasonic TX-65EZ950E. Foto: Panasonic

Panasonic TX-65EZ950E

65” 4K OLED, 3840 x 2160
4 x HDMI, 3 x USB
HDR
Web: panasonic.com/dk
Pris: 43.999 kroner

Specielt anbefalet

Plus: Panasonic-skærmen kombinerer alle de kendte OLED-kvaliteter med en farvegengivelse af ypperste klasse.
Minus: Skuffende, at en ellers så fremragende skærm ikke understøtter Dolby Vision HDR-formatet.

Panasonic brillerede stort på tv-fronten sidste år. LCD-skærmen DX900 med High Dynamic Range var en af de allerbedste skærme, vi testede! I år er det imidlertid OLED, det gælder: De nye modelserier EZ950 og EZ1000, som er møntet på at konkurrere med LG, Sony og andre producenter i high-end-klassen.

Panasonic eksperimenterede længe med en egen OLED-teknologi, men da den første model (65CZ950 til 80.000 kroner) så dagens lys i 2015, havde den et billedpanel fra LG. Efter et års pause er japanerne altså tilbage på OLED-markedet, men i mellemtiden er konkurrencen blevet betydelig hårdere. Spørgsmålet er, om Panasonic formår at klemme billeder ud, som er en tand skarpere end konkurrenterne.

Design

Flagskibet EZ1000 er et kompromisløst tv med en eksklusiv højttalerløsning. Det mere overkommelige EZ950, som vi tester her, er lidt nedtonet på designfronten. Det har en slank metalramme rundt om skærmen og en enkel, flad fod i bunden, som giver en diskret fremtoning.

Sammenlignet med LG’s lækre “Picture on Glass”-design og Sonys nærmest rammeløse tv fremstår Panasonic-skærmen unægtelig lidt mindre eksklusiv af udseende. Vi bemærker dog, at tv’et virker godt skruet sammen og anvender lidt mere solide materialer og fæsteanordninger.

Brugervenlighed og funktioner

LG og Samsung kan prale af avancerede smart-løsninger, og de fleste af de øvrige konkurrenter er gået over til Android-platformen. Panasonic benytter imidlertid stadig deres Firefox OS, som er en mere simpel platform uden så mange avancerede funktioner eller applikationer. De vigtigste apps såsom Netflix og YouTube er dog på plads.

EZ950, som vi tester her, er lidt nedtonet på designfronten. Foto: Panasonic

Fjernbetjeningen er den kendte variant med store, tydelige knapper. Med EZ950 følger der også en ekstra remote med touch-følsomt pegefelt.

Som vi tidligere har vært inde på, er Panasonics brugerflade ikke specielt imponerende, når det gælder grafik eller indhold. Derimod er det et enkelt og intuitivt system, der ikke kommer i vejen for selve tv-oplevelsen. Der er mere, end vi kan sige om Android i mange tilfælde.

Billedkvalitet

Panasonic er blandt de bedste i branchen, når det gælder billeddannelse og farvekorrekthed. Efter mange år med plasma, LCD og nu OLED besidder de en ekspertise, som mange af konkurrenterne bør misunde dem.

EZ950 er udstyret med deres mest avancerede videoprocessor, som håndterer al billedprocessering, inklusive en avanceret 3D LUT (look up table) farve-dekoder. Panasonic har også gjort sig den ulejlighed at få EZ950 igennem en krævende certificeringsproces hos THX.

Resultatet er da heller ikke til at tage fejl af. TX-65EZ950 leverer en gengivelse i referenceklasse! Den effektfulde HDR-film Mad Max: Fury Road (UHD Blu-ray) kan let blive for farvestærk og overdrevet på nogle skærme, men Panasonic giver os passende saftige farver uden at misse ét eneste sandkorn.

Endnu bedre bliver det med Planet Earth 2 i Blu-ray-skuffen: Med referencer til den virkelige verden er det let at sætte pris på den naturlige farvegengivelse.

Panasonic har selvfølgelig fået alle de kendte og elskede OLED-kvaliteter med. Sortniveauet er blæksort, og betragtningsvinklen lige så bred som forventet. Det er dog også lykkedes at få flere detaljer frem i det sorte. Hvor især LG E7 har en lille tendens til black crush, får EZ950 lidt flere detaljer med i de mørkeste partier.

EZ950 er også rigtig godt til bevægelser. Interpolationsfunktionen Intelligent Frame Creation giver glatte og sømløse billeder uden for meget “videoeffekt”. Vi bemærker også, at EZ950 er lidt bedre til at undertrykke billedstøj end Sony KD-65A1.

Alligevel ville det være en overdrivelse at hævde, at der er stor forskel mellem de forskellige OLED-skærme. Alle tre bruger i bund og grund samme type billedpanel, og der er kun små forskelle i billedprocesseringen, hvor Panasonic dog fremstår som den allermest korrekte.

Ingen Dolby Vision

Panasonic kommer lidt kort, når det gælder understøttelse af de forskellige HDR-formater. Almindelig HDR10 og HLG er på plads, men Dolby Vision glimrer ved sit fravær. Dolby har hidtil været vores foretrukne HDR-format på Netflix-serier, som er tilgængelige med dette, pga. væsentlig bedre kontrast fra scene til scene. Til efteråret kommer de første Blu-ray-titler med Dolby Vision også.

Opdatering til Dolby Vision er næppe muligt, da det kræver en proprietær chip i tv’et. Selv om Panasonic EZ950 gør et glimrende stykke arbejde med HDR10 billedmateriale, begrænses det lidt af det statiske kontrastforhold.

Konklusion

Panasonic viser endnu en gang, at de har en langt mere kompromisløs tilgang til billedkvalitet end de fleste andre producenter. 65EZ950 er et ægte entusiast-tv med fremragende billedkvalitet, og vi har hverken set eller målt bedre farvegengivelse før. Derfor kan vi godt leve med lidt enklere smart-platform, design og lyd.

For mange vil savnet af Dolby Vision HDR-formatet være en potentiel deal-breaker, men det er stadig uvist, hvor stor udbredelse Dolbys format vil få. Uanset hvad, så står Panasonic 65EZ950 som en af de bedste OLED-skærme hidtil.

Læs den fulde test på lydogbillede.dk

Artiklen er publiceret i samarbejde med Lyd og Billede

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her