*

TV & Foto

Test: Luksuriøs minimalisme

Det nyeste tv fra Bang & Olufsen er en dyr sag, men kan være et godt køb, hvis man kan drage nytte af de mange fordele.

Bang & Olufsen BeoVision Horizon. Foto: B&O

Bang & Olufsen BeoVision Horizon

Fakta

48" 4K LED LCD-tv

Android Smart TV

4 x HDMI 2.0, USB 3.0, 2 x USB 2.0

Bluetooth

7.1 surround-dekoder

Powerlink + WiSA højttalerudgange

Pris: Fra 33.995 kroner

Web: bang-olufsen.com

Plus: Rigtig godt billede og ditto lyd, avancerede udvidelsesmuligheder, hurtigt og stabilt smart-tv.

Minus: BeoVision Horizon er en dyr 48-tommer og giver mest for pengene, når det bruges som en del af et større system. Bør have en separat medieafspiller.

BeoVision Horizon er B&O’s nyeste 4K-tv. Det er designet til at være et lidt mere overkommeligt, mere kompakt og fleksibelt alternativ til B&O’s større BeoVision-modeller. Sammen med flagskibet BeoVision 14 er Horizon også den første model fra B&O, der er baseret på Android Smart TV-platformen.

Horizon fås i 40 og 48 tommers størrelse og har et væsentlig mere disket, nedtonet og retro-agtigt design end f.eks. BeoVision 14 og Avant. Her er ingen forkromet billedramme og ingen motoriserede højttalere, der sænkes ned, når man tænder for tv’et.

Kvalitetsindtrykket er der derimod ikke meget at udsætte på. Selve rammen omkring skærmen er i børstet, sortanodiseret aluminium, rillerne foran højttalerne ligeså. Selv om bagpladen er i plast, virker Horizon som et ægte B&O-tv.

Mere end bare et tv

Tv’er har altid spillet en central rolle i Bang & Olufsens sortiment. Tv’et er på mange måder selve kernen i et B&O-setup, da det indeholder styring af højttalere, kildevalg og andre udvidede multirumsfunktioner. Det er værd at have i baghovedet, når man vurderer dem prismæssigt i forhold til andre fjernsyn.

Ud over de indbyggede stereohøjttalere har Horizon indbygget 7.1 surround-dekoder. Den lader dig udvide lydsystemet med op til otte ekstra højttalere foran, bagved og i siderne, inklusive separat subwoofer. Horizon er klargjort til tilslutning af aktive B&O-højttalere, enten med kabel (Powerlink) eller trådløs WiSA-tilslutning. Her er det altså muligt at bygge ud til et temmelig omfattende og elegant hjemmebiografsystem, hvor alt styres med tv’ets fjernbetjening.

Foto: B&O

Brugervenlighed og funktioner

Horizon markerer Bang & Olufsens overgang til Android-systemet. B&O har ligesom Sony, Philips, Grundig og flere andre valgt at fokusere på Android-platformen, fordi de – med egne ord – mener, at Android har potentiale til at blive en af de førende smart-tv platforme.

Ulempen ved Android er, at man giver noget af kontrollen over brugerflade og menusystem fra sig. Start-menuen er en standard Android-menu, hvor Googles egne tjenester som f.eks. YouTube ligger øverst. B&O har dog haft mulighed for at give opsætnings- og valgmenuerne deres egen drejning, og her har de gjort deres bedste for at bevare identiteten.

Anmeldelse: Google Chromecast Ultra er dyrere men klart bedre

Trods Android-platformen er app-udvalget ikke det bedste, vi har set. Selv om Netflix er tilgængelig til download, fik vi en fejlmeddelelse om, at tv’et ikke var understøttet. Da vi tog sagen op med B&O, anbefalede de, at man bruger en separat medieafspiller til streaming-tjenester. Bagsiden har en særskilt plads til monting af en Apple TV-boks, som også kan styres direkte med fjernbetjeningen.

Foto: B&O

Billedkvalitet

Førsteindtrykket er, at Horizon-skærmens billedprocessering og opskalering er rigtig god. Det er som nævnt en Ultra HD-skærm, men også almindelige HD tv-udsendelser ser forbløffende skarpe og detaljerede ud. Dramaserier som Nobel og Frikjent kommer virkelig til deres ret på denne 48-tommer, selv med temmelig hårdt komprimerede optagelser.

Horizon byder også på meget jævne og flydende bevægelser og kan fint håndtere tempofyldte fodbold- og håndboldkampe uden at miste fokus.

Tv’et kommer med forhåndskalibrerede billedindstillinger, f.eks. en egen filmindstilling, der giver meget neutrale farver, sandsynligvis noget af det bedste, vi har set på et LCD-tv, og det lige ud af æsken, sådan som det kom fra fabrikken.

Topmodel: Lækkert og lysstærkt Samsung med heftig billedoplevelse

Horizon adskiller forskellige farvenuancer rigtig godt; nok til, at det også kan anvendes som monitor til fotografier og lignende. Betragtningsvinklen er ligeledes god nok til, at man fint kan sidde ude i siden, uden at farverne bliver udvaskede og falmede.

Horizon er dog ikke lige så imponerende, når det gælder lysstyrke, kontrast og sortniveau. Skærmen understøtter ikke High Dynamic Range (HDR) og kan dermed ikke gengive denne type indhold med ekstra kontrast i mørke og lyse områder. Tv’et mangler også de ekstra farvenuancer fra LCD-skærme med udvidet farverum.

Selv om skærmen kan afspille Ultra HD Blu-ray-film som The Revenant og Sicario med imponerende skarphed, mangler den altså nogle af de sidste detaljer.

Lydkvalitet

Lydsystemet i Horisont fortjener afgjort lidt mere spalteplads end normalt: Det interne højttalersystem er som udgangspunkt ganske simpelt med to 2,5 tommers fuldtone-enheder og 30 watt forstærkereffekt. På papiret ikke særlig imponerende, men i praksis oplevede vi, at Horizon lyder meget overbevisende på et bredt spektrum af tv-indhold.

Vi testede bl.a. med den norske tv-serie Nobel og blev imponeret over klarheden i dialogerne. Selv uden dedikeret bashøjttaler er der god fylde i musik og lydeffekter, og man kan spille tordnende højt uden antydning af skramlen eller forvrængning. Vi kan med sikkerhed sige, at man må hoste op med en pæn sum til en ekstern soundbar for at matche lydkvaliteten fra de interne højttalere. Hvis man vil, kan man således udvide lydsystemet med ekstra surround-højttalere.

Konklusion

BeoVision Horizon er indgangsbilletten til Bang & Olufsens tv-univers. Alligevel er der bestemt ikke tale om noget overkommeligt tv: Med en pris på over 30.000 kroner må Horizon se sig distanceret af konkurrenterne, hvad angår ren og skær billedkvalitet for pengene. Men når det er sagt, så er billedkvaliteten i praksis rigtig god på det meste tv-indhold.

Horizon har også en meget overbevisende lydkvalitet. Som bliver endnu bedre, når det kombineres med separate højttalere som BeoLab 17. På den måde kan man få en diskret, brugervenlig og elegant hjemmebiograf, der sagtens kan spise kirsebær med de store.

Læs den fulde test på Lyd & Billede

Artiklen er publiceret i samarbejde med Lyd og Billede

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her