*

TV & Foto

Test: Fem ultraskarpe 4K-tv’er til rimelige penge

Dit næste tv har sandsynligvis 4K-opløsning, og nu behøver du ikke længere at røve en bank for at få råd til det.

De superskarpe fjernsyn er nu faldet til et rimeligt prisniveau og er blevet så udbredt, at det næste tv, du køber, med stor sandsynlighed har 4K-opløsning. Fotos: Producenter

Kan du huske, da 3D blev introduceret som “the next big thing” inden for tv, og alle producenterne pushede det som en fed funktion, der var værd at betale i dyre domme for? Det første år var 3D forbeholdt de allerdyreste premium-tv’er, men allerede på næste tv-generation var prisen styrtdykket.

Partner

lyd og billede.png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet om forbrugerelektronik Lyd & Billede.
Læs flere nyheder og test om gadgets og elektronik til hjemmet på lydogbillede.dk

Noget lignende er ved at ske med 4K Ultra HD-opløsning: De superskarpe fjernsyn er nu faldet til et rimeligt prisniveau og er blevet så udbredt, at det næste tv, du køber, med stor sandsynlighed har 4K-opløsning. Og i modsætning til 3D ser Ultra HD ud til at blive en succes.

Teknikken sælger næsten sig selv: Med fire gange så høj opløsning som almindelig HD er det let at se den forbedring af skarpheden, som 4K tilbyder. Og skarpere og mere detaljerede billeder er noget, alle vil have – især når man ikke skal bruge specielle briller for at se med.

Adgangen til 4K-indhold øges langsomt, men sikkert. Selv om 4K tv-broadcast stadig ligger nogle år ude i fremtiden, og næste generations Blu-ray-format lader vente på sig, er teknologiledende leverandører som Netflix gået i brechen for at gøre deres produktioner tilgængelige i den bedst mulige kvalitet.

4K-formatet er også blevet tilgængeligt i form af billeder og video skudt med nye actionkameraer, systemkameraer og kompaktkameraer – og nu også droner. De, der køber et 4K-tv i dag, kan derfor umiddelbart få glæde af den forøgede billedkvalitet.

Smart-systemer og apps

Jo flere funktioner tv’et har byde på, jo højere krav stilles der til et effektivt menusystem, som kan holde sammen på det hele. Tv’et er snart lige så afhængigt af god software som mobilen.

Vi sidder ikke længere og zapper mellem kanalerne, men hopper ind og ud af tjenester, mens vi laver interaktive valg og indtaster søgeord. Det kræver en brugerflade, der er hurtig og nem at bruge, plus en god fjernbetjening til at navigere med. Det lægger tv-producenterne store ressourcer i at give os, og nogle lykkes bedre end andre.

Hvis du er mest optaget af tv’ets egenskaber som monitor og alligevel bruger eksterne medieafspillere som Apple TV, PlayStation, Xbox og lignende, er smart-systemet mindre vigtigt.

Billigere 4K-skærme

I denne test vi ser på nogle af de foreløbig mest overkommelige 4K-tv’er fra fem forskellige producenter. Nogle af dem ligger under den magiske 10.000 kr. grænse – og bliver måske endnu billigere med tiden. Det er modeller, der giver meget for pengene, både i form af billedkvalitet, brugervenlighed og funktioner.

På visse områder har de faktisk meget tilfælles med producenternes topmodeller, da de ofte bygger på samme tekniske platform. Men nogle forskelle er der selvfølgelig. Du ikke får de bedste billedpaneler og den mest avancerede teknologi – men muligheden for et godt køb er bestemt til stede.

Vi har valgt 55 tommer, da det er den mest populære størrelse hos forbrugerne lige nu. Det er også den mindste, vi anbefaler til seriøst tv-kiggeri: Hvis du har plads og virkelig vil have det fulde udbytte af 4K-opløsning, kan det godt betale sig at lægge nogle ekstra tusindkronesedler for en 65-tommer. Flere af de modeller, vi tester, fås også i denne størrelse.

Sony Bravia KD-55X8505C: God allrounder

Sonys kandidat leverer solid ydelse på billedfronten og et Android-styresystem i bedring. På det seneste er prisen også blevet mere medgørlig.

4K-tv
Sony Bravia KD-55X8505C

Pris: cirka 11.999 kr.

Plus:

Den slanke, elegante skærm har fremragende billedprocessering og kan få selv lavopløst indhold til at se rigtig godt ud. Her får du et billede med masser af detaljer og naturtro farver. Lavt input-lag på ca. 36 millisekunder er et godt argument for gamere.

Minus:

Den nye Android-brugerflade halter stadig lidt hist og her, og vi savner et mere overskueligt menusystem.

Sony fortsætter med at levere fjernsyn med et rent, “no nonsense”-design. Den mørke, tynde ramme og den stilige fod i mørkt krom forstærker det minimalistiske udtryk. Et diskret Sony-logo forneden med en lysdiode på undersiden får tv’et til at virke eksklusivt. Skærmen har også mat frontglas uden generende refleksioner og spejleffekter.

Brugervenlighed og funktioner

Sony har fået den nye Android-brugerflade fra Google. Android TV er bygget over samme læst, som det mobile styresystem, mange af os allerede kender, men skal være skræddersyet til tv-brug. Indtrykket er lidt det samme: Du må acceptere, at Google følger med i dine tv-vaner for at kunne give dig en bedre service.

Øverst på hovedskærmen er der anbefalinger, som vi kender det fra YouTube, efterfulgt af de mest populære apps. Efter flere forsøg med det nye Android-system og med flere opdateringer undervejs ser det ud til, at Sony og Google har fået gjort systemet mere stabilt, end det var i de tidlige faser. Udvalget af spil og tjenester er også forbedret.

Sony har inkluderet deres egen fjernbetjening One Touch Remote med touch-flade, som til en vis grad forenkler navigationen.

Billedkvalitet

Sony har tradition for at lave gode tv’er, og vi har allerede set, at teknikken fra deres dyreste topmodeller i X9-serien kan komme mere overkommelige modeller til gode. Således også med X8505.

For det første gør det et godt stykke arbejde med at opskalere næsten alle slags indhold – det være sig tv-udsendelser eller HD-videoer fra YouTube – til knivskarp “4K light” kvalitet. Hemmeligheden er den kraftige 4K X-Reality PRO billedprocessor hentet fra Sonys dyreste high-end tv’er. For det andet har det rigtig god lysstyring uden den lysblødning, som vi ser hos en del af konkurrenterne.

Selve billedpanelet virker ikke superavanceret. Kontrast og lysstyrke er lidt mere afdæmpede, og sortniveauet er ikke helt på højde med Panasonic. Til gengæld viste vores testeksemplar ikke mange tegn på svagheder som f.eks. clouding, hvor ujævn bagbelysning skaber lyse pletter. Det virker lovende og taler for god kvalitetskontrol på fabrikken.

Desuden har Sony-skærmen en meget flot, nuanceret og neutral farvegengivelse, og giver adgang til avancerede kalibreringsmuligheder for dem, der vil finjustere billedkvaliteten med kalibreringsudstyr. Oven i købet målte vi meget lavt input-lag (forsinkelse på indgangene) – 36 millisekunder i Spil-tilstand, hvilket gør X8505C velegnet til gaming-fans.

Lydkvalitet

Sony X8505 må kigge langt efter de kraftige sidemonterede højttalere, som man finder på topmodellen X93. I stedet har det relativt simple, undermonterede højttalere, som dog giver brugbar lyd med god klarhed i stemmegengivelsen. Bas er der ikke meget af, og musik fra YouTube lyder ikke lige så spændstigt som med Samsung.

Konklusion

Sony 55X8505 tilbyder mange gode funktioner til en overkommelig pris. Dets store styrke er den gode opskalering, der sikrer, at selv middelmådigt HD-materiale ser rigtig godt ud i stort format. Sony-skærmen har også fremragende kontrast og lysstyrke uden særlige ujævnheder i bagbelysningen. 55X8505 har ikke helt samme sortniveau som Panasonic og evner heller ikke at matche Samsungs spændstige farvegengivelse.

Samlet set leverer Sony høj ydelse på billedfronten. På det seneste er Android-platformen også blevet mere stabil, hvilket gør det lettere for os at anbefale dette Sony-tv.

Grundig 55 VLX 9570 BP: Skarp genkomst

Grundig er tilbage med et veludstyret tv, der skal udfordre etablerede producenter som Samsung og LG. Og her er der meget at holde af.

4K-tv
Grundig 55 VLX 9570 BP

Pris: cirka 11.999 kr.

Plus:

Med fremragende lysstyrke, kontrast og skarphed imponerer Grundig-skærmen i forhold til prisen.

Minus:

Billedprocesseringen præsterer ikke lige godt på alle områder, og især støjreduktion og opskalering opleves som mangelfulde.

Grundig har altid været et “no-nonsense”-mærke, hvor lyd og billede har været i fokus frem for overflødige funktioner. Den nye Grundig-model 55 VLX 9570 BP kommer i sort eller hvid finish og har et nedtonet, minimalistisk design. En smal ramme omkranser billedpanelet, som i øvrig har en silkemat overflade – godt nyt for dem, der er trætte af spejlblanke tv-skærme.

Tv’et står på to små fødder, men kan også vægmonteres med passende VESA-beslag. I den forbindelse er det værd at bemærke, at nogle af tilslutningerne vender bagud. Grundig-skærmen kræver derfor en vis afstand til væggen.

Brugervenlighed og funktioner

Grundigs fjernbetjening er nem at blive fortrolig med. Knapperne er tydelige og logisk arrangeret, og den røde Netflix-knap giver os en nem genvej til streaming-tjenesten. Menusystemet er også enkelt og overskueligt. Grundig har gjort sig umage med mange små detaljer, der gør tv’et let at bruge.

55 VLX 9570 fremstår som en veludstyret model i sin prisklasse: Ud over indbygget modtager til satellit, kabel og jordbaseret net har det også moderne funktioner som Bluetooth og Miracast, som gør det let at dele indhold mellem tv og mobil eller tablet.

Selve smart-tv platformen er noget begrænset og har ikke det samme rige udvalg af apps som Samsung og LG. Når det er sagt, så er de vigtigste tjenester dog på plads, herunder Netflix i 4K-version, som er essentielt på et 4K-tv som dette. Grundig har annonceret, at der kommer flere apps – inklusive spil – i løbet af efteråret.

Det kan mærkes, at tv’ets indbyggede quad-core processor arbejder hurtigt og indlæser apps uden problemer – hastigheden er der ikke noget at udsætte på.

Billedkvalitet

Det første indtryk, vi får af 55 VLX 9570, er meget positivt. Grundigs tv er kontrastrigt og leverer masser af lysstyrke i alle seersammenhænge. Og ikke nok med det: Det har også et fremragende sortniveau, som giver den rigtige dybdefølelse, når der er film og tv-serier på programmet. Her har Grundig-skærmen fået et betydeligt løft i forhold til tidligere generationer.

Tv’et opfører sig eksemplarisk med ægte 4K-indhold. Med serier som The Blacklist kan vi nyde den glasklare billedkvalitet med seje detaljer ned til de mindste hårstrå. Skærmen håndterer højopløst indhold uden problemer.

Det står dog ikke lige så godt til, når vi tester opskalering af såvel SD- som HD-signaler. Vores testoptagelser fra den tyske DTM-serie (Viasat Motor) er udfordrende med konstant bevægelse og kamerapanorering. Grundig kan ikke helt følge med i svingene, og der er meget raster-effekt med synlige blokke af støj – et vedvarende problem uanset indstillinger.

Det er tydeligt, at sidemanden fra Samsung reducerer billedstøjen bedre og gør billedet mere levende at se på. Det lader til, at Grundig-skærmen favoriserer indhold af højest mulige kvalitet, og det trækker lidt ned på allround-egenskaberne.

Lydkvalitet

Grundig er kendt for at lægge ekstra vægt på lydgengivelsen i deres tv’er. 55 VLX 9570 har da også et lidt mere eksklusivt lydsystem med fremadrettede højttalere kombineret med en ekstra bashøjttaler på bagsiden og 2 x 15 watt effekt. Det giver både klar og tydelig stemmegengivelse og god fylde til musik og lydeffekter.

Grundig vil stadig have fordel af en soundbar eller lignende, men lyden er klart bedre end det, mange af de andre kandidater stiller op med.

Konklusion

Grundig 55 VLX 9570 BP er et veludstyret tv, og alle de vigtigste funktioner og tjenester er på plads. Et godt billedpanel og gode indbyggede højttalere sørger for, at oplevelsen holder et højt niveau. Billedkvaliteten fra Ultra HD-kilder som Netflix er krystalklar.

Det skurrer dog enkelte steder: Grundig-skærmen har lidt problemer med signaler af lavere kvalitet og opløsning, og har ikke lige så god støjreduktion som de bedste i feltet.

Samsung 55JU6875: Close, but no cigar

Denne model fra Samsung havde vi høje forventninger til, men 55JU6875 når ikke helt i mål på de mest kræsne billedparametre.

4K-tv
Samsung 55JU6875

Pris: cirka 11.999 kr.

Plus:

Sej skarphed og fænomenal farvegengivelse er blandt blærerøvseffekterne på dette Samsung-tv, ligesom det har et rigtig godt smart-system og ditto udvalg af apps.

Minus:

Kontrast, sortniveau og lysfordeling skuffer lidt i forhold til de øvrige egenskaber.

Samsung er i øjeblikket markedsledende i tv-segmentet. Det understreges af et vildt antal forskellige modeller i 5-, 6-, 7-, 8- og 9-serierne. 55JU6875, som vi tester her, er f.eks. en af topmodellerne i 6-serien.

Ved første øjekast ligner det sine dyrere søskende meget, men der er visse forskelle. Her er det kun foden, der er buet, mens selve skærmen er flad. Den sølvgrå ramme ligner børstet metal, men er i virkeligheden af plast. Når det er sagt, så er designet fornuftigt med sidevendte stik, der gør montering tæt på væggen lettere.

Brugervenlighed og funktioner

55JU6875 kommer med Samsungs eget Tizen-styresystem, der i vores øjne er det bedste på markedet lige nu. Udvalget af spændende apps er en af grundene, men den vigtigste er, at systemet er let at bruge og godt organiseret, uanset om man vil se YouTube, Netflix eller broadcastet tv. Man kan frit hoppe ind og ud af apps og fortsætte, hvor man slap, uden at skulle starte forfra hver gang.

Vi bemærker dog, at denne model mangler det sidste udstyr i forhold til de turboladede 8- og 9-serier. Derfor virker den heller ikke overlegen i forhold til konkurrenterne.

Billedkvalitet

Denne Samsung-model er lidt speciel, da den har et LCD-panel med såkaldte nanokrystaller. Kort fortalt sidder der et ekstra lag af bittesmå nanopartikler bag LCD-panelet, hvilket øger det samlede spektrum af farver, som skærmen kan vise. Det er en teknik, vi kender fra Samsungs avancerede SUHD-topmodeller, men her bruges den altså i en langt billigere model.

Førsteindtrykket er da også, at 55JU6875 byder på spektakulær farvegengivelse. Alt billedindhold vises med rigere farvenuancer, og vi bemærker især, at de røde farver (tænk Coca-Cola-flasker og Ferrari’er) har mere naturtro nuancer, og at billedet generelt er mere livligt. Skarphed og detaljer er også fremragende. Samsung-skærmen håndterer alle typer indhold fra SD til ægte Ultra HD rigtig godt.

De stærke farver kan dog ikke skjule, at vi har med et ret almindeligt LCD-tv at gøre, når alt kommer til alt. Sortniveauet – det mørkeste sort, tv’et kan vise – og det samlede kontrastforhold er ret middelmådige. Hertil kommer, at lyset fra de kantmonterede lysdioder er ujævnt fordelt over skærmen, hvilket giver en tendens til skyggeeffekter i mørke dele af billedet.

Samsung-skærmen har også temmelig begrænset betragtningsvinkel. Man skal ikke særlig langt ud til siden, før de nævnte farver ser ret udvaskede ud. Bortset fra de friske farver opleves billedkvaliteten altså som ret ordinær.

Lydkvalitet

55JU6875 har et standard lydsystem med 2 x 10 watt effekt og undermonterede højttalere uden separat woofer til bassen. Lyden er varm og fyldig, men ret lukket og mørk i klangen, uden særlig klarhed i diskanten.

Sammenlignet med konkurrenten fra Grundig lyder Samsung betydelig mere indelukket, nærmest som om nyhedsoplæserne sidder inde i en papkasse. Vi tror, at de fleste her vil foretrække at investere i en separat soundbar.

Konklusion

Dette tv fra Samsung klarer sig relativt godt, når det gælder design og brugervenlighed. Billedkvaliteten er også god, men langtfra den bedste i dette selskab: Selv om farverne er flotte og detaljerne superskarpe, er kontrast og sortniveau ikke i top. Lydkvaliteten er også ret tam og indelukket.

Hvor godt det end er, så er 55JU6875 ikke det high-end tv til budgetpris, som man kunne håbe. Vi mener, at der er bedre køb at finde både i Samsungs eget sortiment og hos nogle af konkurrenterne.

Philips 55PUT6400: Bedre sent …?

Philips melder sig ind i tv-kampen med deres hidtil billigste 4K-tv. Men nogle gange kan det svare sig at betale noget mere.

4K-tv
Philips 55PUT6400

Pris: cirka 8.999 kr.

Plus:

Philips-skærmen er ribbet for udstyr, men har til gengæld fået godt gang i smart-funktionerne takket være Android-styresystemet, der byder på mange muligheder.

Minus:

Konkurrencen er hård i dette segment, og 55PUT6400 sakker lidt agterud, hvad billedkvaliteten angår. Især når det gælder opskalering af almindelige tv-udsendelser.

Endelig har vi fået et Philips-tv på testbænken. Producenten har taget sig god tid med at færdiggøre deres nye modeller med Android-styresystem, men nu rulles det opdaterede 2015sortiment ud i stor stil. På årets IFA-messe fik vi nogle af de hotteste nyheder at se, bl.a. det farvestrålende AmbiLux-system og den barberbladsskarpe topmodel i 9-serien.

Den model, vi tester her – 55PUT6400 – er det billigste 4K-skærm i Philips-familien og må således undvære de fedeste finesser. Det første, vi bemærker, er at Ambilight – som er Philips’ patenterede baggrundslys – glimrer ved sit fravær på denne model. I øvrigt er der tale om et temmelig spartansk design, men Philips har i det mindste haft råd til en metalfod med drejelig sokkel.

Brugervenlighed og funktioner

Philips-skærmen har kun indbygget tv-tuner til jordbaseret net, så satellit- og kabelkunder må regne med at bruge en ekstern boks. Det er der heldigvis masser af plads til med fire HDMI-indgange. Den vigtigste funktion er selvfølgelig i orden, nemlig det nye Android-styresystem, der er udviklet i samarbejde med Google.

Vi har tidligere haft visse indvendinger imod systemet, men efter den seneste opdatering virker det, som om brikkerne er ved at falde på plads. Indtrykket er i hvert fald, at Philips-tv’et indlæser apps hurtigt. Det lader også til, at Philips har gjort et lidt bedre stykke arbejde end Sony med at organisere deres egne menuer (indstillinger og lignende) i kombination med Android-brugerfladen.

Billedkvalitet

Philips er kendt for deres avancerede billedprocessering og gennemgående høje kvalitet. Derfor var vi lidt spændt på, hvordan en overkommelig budgetmodel som 55PUT6400 ville klare sig. Der er ingen tvivl om, at det leverer god billedkvalitet, men er det nok til at slå årets seje udfordrere?

Førsteindtrykket med Netflix 4K som kilde er, at Philips behersker det barberbladsskarpe billedformat godt. Philips er kendt for jævne bevægelser (de opfandt begrebet Natural Motion), og 55PUT6400 har velfungerende interpolering, som hjælper med at bevare skarpheden, også når billedet er i bevægelse. Farvegengivelse og kontrast er også gode, men når ikke helt op på siden af Panasonic og Samsung med vores testbilleder.

HD tv-udsendelser i 720p/1080i er ikke Philips-skærmens livret. Det opskalerede billede er ikke lige så skarpt som det, Panasonic varter op med, og det virker indimellem decideret uklart, selv når vi trimmer støjreduktion og andre indstillinger. Lysfordelingen er også noget ujævn, hvilket kommer til udtryk i form af skygge-effekter (også kaldet “dirty screen effect” i fagsproget, fordi det ser ud, som om skærmen ikke har en helt ren overflade).

Selv om Philips har mange gode egenskaber, står det klart, at det ikke kan følge med resten af feltet. På positivsiden målte vi lavt input-lag på omkring 20 millisekunder med Philips-skærmen.

Lydkvalitet

Vi testede Philips’ tv med alt fra nyheder over film og serier til YouTube-videoer, og det overordnede indtryk er, at lyden er af den tynde og hule slags. Her er der hverken særlig meget bas- eller diskant-information. En ekstern soundbar er nødvendig for at få ordentlig gang i lyden.

Konklusion

Vores indtryk er, at 55PUT6400 fremstår som en lidt ribbet model i forhold til de bedste i denne test. Philips lykkes ganske vist godt med deres nye Android-system, som er fint integreret med de andre tv-funktioner. Det er først og fremmest lyd- og billedkvaliteten, vi ikke er helt tilfredse med.

Philips-skærmen er ganske vist blandt de billigste tv’er i testen, men de dyrere deltagere fremstår som bedre, mere komplette køb. Der er i mange tilfælde tale om små forskelle, som ikke desto mindre bliver tydelige, når vi sammenligner side om side med konkurrenterne.

Panasonic TX-55CX670/680E: Billedkvalitet i top

Panasonic har slået sig op med nogle af de bedste tv’er i den overkommelige prisklasse, og det indtryk bliver kun blevet forstærket af deres billigste 4K-tv, TX-55CX670.

4K-tv
Panasonic TX-55CX670/680E

Pris: cirka 9.999 kr.

Plus:

55CX670 har et smart-system, der er let at bruge, og byder på afbalanceret billedkvalitet med sej skarphed, lav billedstøj, fremragende sortniveau og naturlige farver. Et tv, der er let at holde af.

Minus:

Lidt ujævn lysfordeling – bl.a. en horisontal stribe midt på skærmen – forhindrer billedet i at være helt fejlfrit.

Panasonic er en traditionsrig tv-producent, og efter at de (modvilligt) gav slip på plasma-tv’er, har de efterhånden fået rigtig godt styr på deres LCD-skærme. Fra og med i år kan man endda købe OLED-fjernsyn fra den japanske producent, men de hører til i en helt anden prisklasse end den model, vi ser på her.

TX-55CX670 er i øjeblikket Panasonics mest overkommelige tv med 4K-opløsning. Det har ikke desto mindre et stramt og stiligt udseende med slank ramme og en fod i metal. Billedpanelet er silkemat snarere end spejlblankt – præcis som vi kan lide det.

Brugervenlighed og funktioner

TX-55CX670 er relativt barberet, hvad ekstra og overflødige funktioner angår. Man får f.eks. bare en almindelig fjernbetjening, ikke en smart remote med touch-felt som den, der følger med fra 700-serien og opad. Men det er ikke noget stort savn.

Alle tv-producenterne har deres egen smart-platform i år, og Panasonic har valgt Firefox OS, som er en simpel, men effektiv sag. Vi har tidligere konkluderet, at det er et af de bedre systemer på markedet, med overskuelige menuer og hurtig indlæsning. App-udvalget er ikke lige så bredt som hos Samsung og LG, men Panasonic har inkluderet den vigtige Netflix-app, der er nødvendig for at få adgang til underholdning i 4K-kvalitet.

Vi testede input-lag til omkring 60 millisekunder.

Billedkvalitet

At Panasonic kan lave gode fjernsyn til fornuftige priser, ved vi allerede. Vi har tidligere gjort os rigtig gode erfaringer med storebror 55CX700, som har fået flere anbefalinger. Hvordan står lillebror så i denne sammenhæng? CX670 må klare sig uden lokal lysdæmpning/dimming og det ekstra lysstærke Super Bright Panel.

I praksis er det imidlertid let at se familielighederne. 55CX670 leverer fra første stund et udsøgt og afbalanceret billede, næsten uanset hvad vi udfordrer det med. Her er farvegengivelsen fin og nuanceret, passende varm uden overdrivelser (især når vi vælger Biograf-indstillingen). Desuden har billedet fremragende skarphed og upåklagelig støjreduktion, kontrast og sortniveau.

Alt dette resulterer i et billede, der giver mere dybde og realisme, og virker mere levende, end hvad konkurrenter kan præstere. Netflix-serier som The Blacklist står ultrakarpt og glasklart, men lige så vigtigt er det, at opskaleringen af YouTube-videoer, og ikke mindst HD PVR-optagelser, er klart den bedste blandt testdeltagere.

Vi var på nippet til at udråbe CX670 til et endnu bedre køb end Årets Bedste-vinderen CX700, men først måtte vi have referencen op på testbænken. Og selv om lillebror deler mange af dens egenskaber, er det tydeligt, at storebror gør alting lidt bedre.

CX700 lader simpelthen til at have et billedpanel af bedre kvalitet med endnu jævnere lysstyrke og større kontrast. Vores testeksemplar af CX670 blev nemlig skæmmet af en lidt lysere horisontal stribe midt på skærmen. Det er uvist, om det var en individuel fejl, eller om det er noget, der kan forekomme på flere modeller. Lidt synd, for derudover havde vi intet at udsætte på billedet.

Lydkvalitet

Panasonic TX-55CX670 er ikke noget monster på lydsiden med sine små, nedadvendte højttalere. Selv om det har klare, tydelige dialoger og okay fylde til både musik og film, mærkes det, at lyden bliver lidt beklemt, når vi skruer op for volumen. Ligesom med mange andre tv skal der en soundbar til for at matche den sprudlende billedkvalitet.

Konklusion

Alt tyder på, at Panasonic har formået at knække koden til, hvordan man laver gode tv’er til en fornuftig pris. TX-55CX670 er i øjeblikket deres billigste 4K-tv, men kan på mange områder måle sig med langt dyrere konkurrenter.

Faktisk kommer en af de sejeste udfordrere fra Panasonic selv, nemlig CX700/725, men 670-modellen giver omkring 90 pct. af ydelsen herfra, samtidig med at det sparer dig for et par tusind kr. Det er nok til, at 55CX670 bliver testvinder i denne omgang.

Læs testen hos Lyd & Billede

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her