*

Mobil

Strøm til livet på farten

At overleve mere end et par timer, uden en fungerende smartphone, er nærmest en umulighed i 2017. Så hvad gør du på en festival, når du er ved at dø af tørst, men står med en flad telefon, nul adgang til MobilePay og lange køer ved de alt for få ladestationer? Du bruger selvfølgelig din egen powerbank. Det er nemt og behøver ikke koste alverden.

Powerbanks er blevet utrolig populære – især i sommermånederne, hvor vi ofte er langt fra et strømstik. Foto: altomdata.dk

Når man ikke er i nærheden af en stikkontakt, er det helt store, eksistentielle spørgsmål for mange af os: ”Hvor længe holder smartphonens indbyggede batteri?” Det bedste svar kan lyde noget i retning af: ”Det kommer an på, hvor meget du bruger din smartphone – og til hvad.” Mere lavpraktisk synes mange af os, at ”alt for kort” passer bedre til den oplevede virkelighed.

Se også:  Nexus 6P [TEST]: ”Google Phone” kan stadig være med

Hvis du vil have smartphonens batteri-indikator til at opføre sig som tankmåleren i den amerikanske præsidentbil, kan du ikke gøre noget bedre end at optage alle dine festivaloplevelser i 4K-video og dele dem med vennerne – og resten af tiden bruge mobilen til at spille musik over dens indbyggede højttalere. Omvendt kan du komme i nærheden af fabrikkens løfter om batteritid, hvis du aktiverer samtlige strømsparefunktioner, sætter mobilen i flytilstand og ellers kun bruger den til livsnødvendig kommunikation.

Uanset hvad, er det svært at forestille sig en smartphone, der kan klare en festival uden mindst én strømtransfusion, og hvor skal den komme fra? Eksempelvis står der på Roskilde Festivals hjemmeside, at man i garderoben på mødestedet Agora kan finde gratis (sponseret af teleselskabet ”3”) stikkontakter til opladere op til 15 W, og herudover kan man leje en Volt-powerbank med ret til én daglig ombytning i hele festivalperioden for 200 kroner plus depositum.

Se også:  Sådan sikrer du bedst din smartphone

Og så kan man medbringe sin egen powerbank. Sådan en smartphone-livline kan købes i mange forskellige størrelser og prisklasser. I denne stortest har Alt om DATA haft mere end 20 powerbanks gennem laboratoriet. Vi har bl.a. konstateret, at hvis man udelukkende fokuserer på prisen for en kapacitet på 1 Ah (1000 mAh), kan man komme til at betale fra 19,75 kroner til 230,50 kroner – en forskel på 11,7 gange for den samme mængde strøm. Men som vi også skal se, er den billigste powerbank-kapacitet ikke nødvendigvis det bedste køb i alle situationer.

Bærbart ekstrabatteri

En powerbank er hverken mere eller mindre end et genopladeligt batteri, der kan fungere som portabel oplader af en smartphone, tablet eller anden gadget, der strømforsynes af et indbygget, genopladeligt batteri.

Powerbanks kommer praktisk talt altid uden andet tilbehør end et meget kort strømkabel med et almindeligt USB-A-stik i den ene ende og et microUSB-stik i den anden. Som powerbank-oplader skal du derfor bruge den lysnetadapter, der følger med din smartphone eller tablet, en anden adapter eller en pc med en USB-A-terminal. Enkelte powerbanks er også udstyret med den forholdsvis nye USB-C-terminal, som optager mindre plads og kan overføre mere strøm – og hvor stikket kan vende begge veje.

Det er vigtigt, at opladeren til en powerbank er så kraftig som muligt. Bruger du en lysnetadapter fra en smartphone, så find en lup og læs den mikroskopiske skrift ved ”Output 5 V”. Til større powerbanks bør ladestrømmen være 2 A eller mere, og det kan de fleste nyere adaptere levere. Hvis adapteren er på sølle 1 A, kan opladningen tage dobbelt så lang tid.

Quick Charge er en forholdsvis ny feature, som gør det muligt at sætte turbo på opladningen, hvis begge enheder er kompatible. Nogle gange skal man holde sig til smartphonens originale strømkabel, men ellers kan lys-netadaptere, powerbanks og gadgets kombineres frit, så længe stikkene passer i bøsningerne. Elektroniske kredsløb sørger for, at der ikke leveres mere strøm, end modtagerne kan kapere.

Se også:  Sådan holder du mobilbatteriet i god form

Billigt og enkelt

Powerbanks er ikke alene uundværlige. De er også blevet til at betale, og brugen er nærmest totalt idiotsikker.Når batteriet i din gadget er ved at være fladt, giver du det en strømtransfusion ved at flytte kablet på powerbanken fra indgangen til en USB-udgang. Kraftigere powerbanks har normalt to eller flere udgange, hvoraf én kan være mærket ”5 V/1 A” og kun bør bruges til optankning af mindre smartphones, mens der ellers kan stå ”5 V/2 A” eller mere, som også anbefales til tablets og andre strømslugere.

Powerbanks i luften

Inden vi fortsætter powerbank-testen, lige et par ord om brugen af den slags grej på flyrejser, hvor det ofte vil være oplagt med ekstra strøm på længere ture.

Aktuelt er alle powerbanks baseret på genopladelige batteri-celler af den såkaldte litium-ion type. Litium-ion er den teknologi, som giver den højeste energitæthed – største kapacitet i forhold til vægt og volumen. Men som især Samsung har lært på den dyre måde, kan litium-ion-batterier også blive brandfarligt varme eller endog eksplodere.

Se også:  Skærmopløsningen på Samsung Galaxy S7 sættes ned

Mens dette skrives i midten af april 2017, er det generelt tilladt at medbringe powerbanks på op til 100 Wh (20 Ah eller 20.000 mAh) i håndbagagen. Batterier med over 2 g litium – hvad det så er i Wh eller Ah, siger reglerne intet om – må hverken være i håndbagagen eller den indtjekkede bagage i flyenes lastrum.

USA og Storbritannien har indført et forbud mod at medbringe elektronik, der er større end en smartphone (160 x 93 x 15 mm), i fly. Foreløbig gælder forbuddet kun rejsende fra 10 lufthavne i 8 mellemøstlige lande, men hvem siger, at det ikke bliver udvidet – geografisk og til powerbanks? Er du i tvivl før en rejse, så prøv at tjekke først.

Det er bevidst, at vi skriver ”prøv”. SAS gør opmærksom på, at litium er et farligt stof og henviser til IATA, der ikke fortæller noget om powerbanks. På København Lufthavns hjemmeside er der en søgefunktion, som lynhurtigt finder 33 tilbud på powerbanks i de såkaldte taxfree-butikker, men ikke siger noget om eventuelle regler for brug af ekstrabatterier i fly.

10 mærker, 22 powerbanks

I denne stortest deltager 10 mærker med ikke færre end 22 powerbanks. Producenternes specifikationer og vores målinger er samlet i tre skemaer for henholdsvis små, medium og store powerbanks. Her følger lidt kortfattet information om de enkelte mærker i alfabetisk rækkefølge og deres testede produkter.

Asus kræver vel ingen nærmere præsentation. Firmaet har en enkelt powerbank, som selvfølgelig hedder ZenPower, i sortimentet, og den markedsføres som værende i kreditkortstørrelse. Dette er næsten korrekt for flademålet, men med en tykkelse på 22 mm bliver det svært at klemme den ned til det øvrige plastik i pungen.

Deltaco er med 150 medarbejdere en af Nordens helt store distributører af elektriske og elektroniske produkter. Firmaet markedsfører også udstyr under eget navn, heriblandt powerbanks. Vi har testet fem modeller fra 6 Ah til 20 Ah, som alle tilhører den store klasse med to eller tre udgange. Priserne pr. Ah er attraktive, og PB-821 har en USB-C-terminal, der fungerer som både ind- og udgang.

Se også:  Læg nu den smartphone væk!

eStuff er et husmærke hos EET Group, som er Europas største distributør inden for videoovervågning, reservedele og tilbehør til computere, printere, tablets og mobiltelefoner. Firmaet deltager med en enkelt, traditionel powerbank samt en ladestation med 12 induktionsladede Chargetrays – små powerbanks, der f.eks. kan udlånes som en kundeservice på cafeer eller udlejes på festivaler.

GP er en svensk virksomhed med godt 100 medarbejdere og kontorer i fem andre europæiske lande. Firmaet har specialiseret sig i batterier, belysning, brandsikkerhed og andre energiløsninger.

I Danmark distribueres GP’s powerbanks af EET Group, som stiller op i testen med en smart lille sag på 5,2 Ah.
Leitz får nok ældre fotoentusiaster til at tænke på Leica-kameraer, men det er også navnet på en tysk producent af kontorartikler, som blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet og nu indgår i Esselte. Leitz-powerbanken i denne test er en fiks enhed på 6 Ah, som vi har modtaget fra EET Group.

Scosche står for strømprodukter, der ikke har meget til fælles med konkurrenternes løsninger. De ligger heller ikke i den billige ende. Et markant eksempel er GObat 6000 powerbanken, som er vandtæt, støvtæt og stødtestet til militært brug. Vi kan tilføje, at den også kan tåle en tur under et forhjul på en VW Tiguan og stadig være vandtæt.

MagicMount kommer med magnetisk folie og kan sidde fast på smartphonen, mens den lader. Og BOOMbottle+ er en Bluetooth-højttaler med rigtig god lyd, der kan klare en tur i pølen og blive flydende, så den er nem at samle op.

Streetz er et mærke i Deltaco-stalden og henvender sig til unge brugere af produkter som hovedtelefoner, selfiesticks og andet smartphone-tilbehør. Vi har testet tre powerbanks, som alle har indbygget lygte, kulørt staffage og smarte strømindikatorer.

TP-Link er især kendt for netværksprodukter, men firmaet fremstiller også powerbanks baseret på batterier fra LG. To små nye modeller er skabt til håndtasker og er lækkert indpakket i behageligt blødt gummi. Vi har også testet et større, mere traditionelt designet kraftværk på 15,6 Ah.

Veho er endnu et mærke i EET Groups portefølje. Firmaet er engelsk og gør meget ud af livsstil og design. Der er 20 produkter i Pebble (rullesten) familien af powerbanks. Explorer kommer som den eneste i testen med et USB-A/Lightning-kabel. Desuden medfølger et USB-A-kabel med adaptere til microUSB-, miniUSB- og gamle iPhone 30-pin-sokler plus en blød stofpose.

Vinsic har hjemme i Hongkong og er specialister i powerbanks, mobiltilbehør og andre elektroniske gadgets. Den testede Charger er udstyret med Quick Charge 3.0 fra Qualcomm, som skal gøre det muligt at oplade en kompatibel smartphone fra 0 til 80 % på blot 35 minutter. Desuden har den en USB-C-port, som kan overføre 3 A eller 50 % mere strøm end en almindelig USB-A-terminal.

Testmetode

De 22 powerbanks er blevet testet ligesom andre batterier – engangs eller genopladelige. På basis af erfaringerne fra tidligere powerbank-test og en frisk batteritest har jeg udviklet en belastning, som simulerer en powerbanks situation, når den skal aflevere energi til en anden enheds genopladelige batteri.

Se også:  Ekstremt billige smartphones fra Motorola

Denne simulering består ganske enkelt af præcisionsmodstande, som dræner en powerbank med en nominel spænding på 5,0 V for henholdsvis 1 A eller 2 A strøm. 4,70 ohm er den nærmeste standardværdi til 1 A, og to af disse i parallel giver 2,35 ohm til afladning ved 2 A – perfekt til formålet. Disse modstande har jeg monteret på en køleprofil fra en forstærker og forsynet med ca. 20 cm lange, hjemme-loddede USB-kabler med et meget større tværsnit end de hårfine tråde i standardkabler.

Efter at have opladet samtlige powerbanks natten over har jeg forsynet dem én ad gangen med de nævnte belastninger og registreret, hvornår de lukker ned. Denne registrering er foretaget med en absolut analog Brüel & Kjær Type 2307 Level Recorder – en kurveskriver, som bruger blæk og papir i ruller.

Denne antikvitet indeholder en mekanisk gearkasse, der minder om Jens Olsens verdensur på Københavns Rådhus og gør det muligt at føre kurvepapiret meget langsomt frem. Ved en papirhastighed på 0,01 mm/s svarer en time til 36 mm, og så rækker en bane på 250 mm til næsten 7 (6,94) timer.

På denne måde har jeg også været fri for at skulle sidde i timevis og aflæse almindelige instrumenter manuelt. Skriverens præcision er blevet tjekket undervejs med et absolut nutidigt Tektronix TBS 1052B digitalt storage-oscilloskop.

Se også:  Snart holder mobilbatteriet flere måneder

Når kurveskriveren har registreret, hvor længe en powerbank faktisk har leveret strøm, kan dens praktiske kapacitet beregnes. Hvis den f.eks. har kunnet levere 2 A i 6 timer, bliver dens kapacitet således 12 Ah eller 12.000 mAh.

Skemaforklaring

Vi har udarbejdet et skema, hvor fabriksdata og måleresultater for samtlige 22 powerbanks er listet. I det følgende kommer en forklaring på og uddybning af vores observationer.

Pris Leverandørernes såkaldte vejledende priser er normalt de højeste, man kan se produkter udbudt til. Det kan derfor ofte betale sig at starte PriceRunner, men vær opmærksom på fragtomkostninger og eventuelle gebyrer, som kan gøre et godt tilbud mindre interessant.

Kapacitet (nominel) Producentens lovede strømkapacitet, som normalt opgives på basis af den totale nominelle kapacitet i de anvendte battericeller. Kapacitet (målt) Den mængde strøm, som powerbanken faktisk har afgivet til belastningen i vores testopstilling. Denne værdi vil altid være meget lavere end den nominelle kapacitet. Dette skyldes, at optankning af en smartphone eller tablet ikke kan sammenlignes med at hælde væske fra én flaske til en anden. Når et batteri aflades, udvikles der varme, og det betyder spildt energi.

Endvidere indeholder en powerbank elektronik, som stabiliserer udgangsspændingen og holder den så tæt på de nominelle 5 V så længe som muligt, hvorefter der lukkes brat ned, når strømmen slipper op. Disse processer koster også energi.

Den målte kapacitet gør det muligt at beregne, hvor mange gange en powerbank kan oplade en smartphone eller tablet. Batteriet i en avanceret smartphone har typisk en kapacitet fra 3 Ah og opefter, og trenden er stigende. Det vil sige, at en powerbank i den store mellemklasse omkring 10 Ah nominelt vil kunne levere to fulde opladninger til en Samsung Galaxy S7 Edge med et batteri på 3,6 Ah.

Effektivitet Betyder i denne sammenhæng, hvor stor en del af den nominelle kapacitet en powerbank faktisk kan afgive. I denne test har vi registreret værdier fra 73 % og ned til 55 %. Den gennemsnitlige powerbank har en effektivitet mellem 60 % og 70 %. Pris/Ah Hvis man er benhårdt fokuseret på økonomi, er prisen for en amperetime det altafgørende testresultat, og der kan være forbløffende store variationer. Prisen spænder fra 19,75 kroner til 230,50 kroner eller næsten faktor 12.

Se også:  Ny Nokia-mobil byder på friske kameratricks og fornuftig pris

USB-udgang(e) Især på de store powerbanks kan det være rart med flere USB-udgange, som man kan bruge til samtidig optankning af flere gadgets eller til at hjælpe venner i strømnød. Quick Charge Teknologi, som kan gøre det muligt at oplade og/eller aflade en powerbank hurtigere end normalt. Kræver kompatible produkter. Hvis der står på en oplader eller lysnet-adapter, at den kan levere mere strøm end 2 A, f.eks. ”4 A for Flash Charge”, eller kan gå op i spænding til 9 V eller 12 V, kan det være en indikation af Quick Charge-kompatibilitet. Stadig flere luksus-smartphones har mulighed for lynopladning, og enkelte powerbanks understøtter også teknologien.

Se også:  HTC U11 [TEST]: Giv mobilen et klem

Opladningstid (nominel) I specifikationerne for ganske mange powerbanks står der, hvor længe det tager at lade dem helt op. Typisk tager det omkring en time pr. Ah med en 1 A-oplader, så et fladt kraftværk på 20 Ah behøver det meste af et døgn til at komme op på dupperne igen – eller omkring den halve tid med en 2 A-oplader.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

JP mener: Coop har lavet selvmål

Hvad er mon den dybere mening med at lade sig spænde for den løbende kampagne mod dansk landbrug?
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Mobilsiden.dkRSS
Annonce
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere
Tilpas i både habitsæt og havetøj
Han synes selv, det lyder en smule småborgerligt. Men den konservative aarhusianske politiker Marc Perera Christensen elsker at slå græs, fodre kanariefugle og male legehuset i familiens store have, når han holder fri. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her