*

Lyd

Aktive højttalere med DSP gør det umulige muligt

Er det sort magi eller ren fornuft og rettidig omhu, når højttalerne fyldes med digital elektronik?

Foto: Dynaudio

Siden hi-fi’ens barndom har et stereoanlæg bestået af en eller flere signalkilder, en forstærker samt et sæt højttalere. Men den opskrift er på vej til at blive ændret. Flere og flere flytter forstærkeren ind i højttaleren, som dermed bliver aktiv.

Skiftet fra aktive til passive højttalere har været i gang i lydstudier og på sceneudstyr gennem en del år, og de aktive monitors er nu dominerende i den professionelle verden. Men det er først de sidste par år, den samme udvikling er slået igennem i hjemme-hi-fi.

Og nu er højttalerne ikke blot blevet aktive. Nu skal det hele være digitalt, hvilket åbner for nye muligheder – og nogle filosofiske spørgsmål. For kan man bare uden videre flytte rundt på naturlovene med computerkraft?

En aktiv højttaler adskiller sig som nævnt fra sin passive slægtning ved, at forstærkeren er indbygget. Eller rettere: forstærkerne. For i ægte aktive højttalere er der nemlig en forstærker for hver højttaler-enhed, og opdelingen i henholdsvis bas, diskant og eventuel mellemtone til de respektive højttaler-enheder sker også aktivt. Hvis flere enheder i en aktiv højttaler dækker samme frekvensområde, kan de dog godt deles om en forstærker.

Moores lov for højttalere

En af forudsætningerne for, at højttalerne nu – og først nu – tager springet til aktive, er den såkaldte Moores lov, altså den iagttagelse, at kompleksiteten og regnekraften i elektroniske kredsløb fordobles på 18 måneder. Den udvikling har i dag givet os computere, der lignede science fiction for 10 eller 20 år siden. Og den har også gjort det muligt at fylde højttalere med avanceret – og ikke mindst billig – elektronik.

Det første skridt på vejen til at gøre aktive højttalere udbredte er tilgængeligheden af kraftige forstærkere med høj virkningsgrad. Det vil i de fleste tilfælde sige klasse D-forstærkere.

Højttalertest: Luksus-coupé

“Selve teorien bag de aktive højttalere, som man laver i dag, var sådan set på plads allerede i 1960’erne. Men det er først nu, teknologien til at bygge dem er til stede,” siger Jan Abildgaard Pedersen.

Jan er i dag teknisk chef hos Dynaudio og har tidligere haft ledende teknikerstillinger hos Lyngdorf og B&O samt været præsident for det ansete Audio Engineering Society, som er den internationale sammenslutning af lydingeniører. Den første af Jans mange fjer i hatten var BeoLab 5, som var hans afsluttende studieprojekt.

Mange watt uden tab er nøglen

Der er bygget højttalere med indbyggede forstærkere tidligere, men varmen i kabinettet er et problem. En typisk klasse AB-forstærker har i bedste fald en effektivitet på 50 procent, hvilket betyder, at den sender mindst lige så meget effekt ud i form af varme, som den sender ud som nytteeffekt i højttaleren. Det kan give alvorlige køleproblemer i et lukket kabinet med flere hundrede watt forstærkereffekt om bord.

Som et specielt slemt tilfælde kan nævnes svenske Stig Carlssons første højttaler, “Kulkassen”, der havde indbygget rørforstærker. Teknologisk set var Carlsson årtier forud for sin tid. Men varmen fra rørene gik slemt ud over levetiden på højttaler-enhederne – og på selve forstærkeren.

I en moderne klasse D-forstærker er effektiviteten til gengæld 90 procent eller bedre. Det gør det muligt for producenterne at slå sig løs med watt-tallene. Jan Abildgaards første aktive højttaler, BeoLab 5, har 2,5 kilowatt forstærkereffekt indbygget. Det var utrolige tal, da den blev lanceret i 2003. I dag har vi takket være klasse D vænnet os til firecifrede effektangivelser. BeoLab 90, som vi testede sidste år, kan bryste sig med 8200 watt pr. højttaler!

BeoLab 5 var Jan Abildgaards første projekt. Den var proppet med DSP – og med 2,5 kilowatt forstærkereffekt. Foto: B&O

Hele tre ting på én gang

De mange watt i nye forstærkere betyder, at det er blevet muligt at pille ved hidtil fundamentale sandheder inden for højttalerkonstruktion. En gammel tommelfingerregel siger, at du som højttalerkonstruktør får valget mellem dyb bas, kompakt kabinet eller højt lydtryk. Alle er ønskværdige – men du kan højst vælge to af dem! Den “naturlov” er brudt med aktive, digitale højttalere. Ved at tilsætte tilstrækkeligt med effekt og krydre med digital frekvenskorrektion i bunden kan man godt få dyb bas ud af en stor enhed i et lille kabinet – og endda spille højt.

En af de første højttalere, der brød reglerne på den måde, var Sunfires True Subwoofer – en terning med en sidelængde på 30 cm, der gengav 20 Hz ved et lydtryk over 100 dB takket være den indbyggede forstærker på 2200 watt.

En af de første højttalere, der brød reglerne ved hjælp af rå forstærkeeffekt var Sunfires True Subwoofer, der gengav 20 Hz ved et lydtryk over 100 dB takket være den indbyggede forstærker på 2.200 watt.

Digital signalbehandling

Mens billige, effektive forstærkere gør det muligt at proppe hidtil uset kraftige forstærkere ind i højttalerne, giver udviklingen i computerkraft adgang til at manipulere højttaler-enhedernes grundlæggende egenskaber.

Svaret er digital signalbehandling – eller DSP. Altså processorer specielt designet til at regne på digitale lydsignaler. Og ligesom regnekraften i din skrivebordscomputer er vokset tusind gange på et årti, er også lydprocessorer blevet så kraftige og billige, at de med lethed kan konkurrere med passive filterkomponenter og konventionelle højttalere.

Er højttalere med DSP “snyd”?

Med en digital signalprocessor og fiffig programmering kan man få en højttaler til at gøre ting, der ellers ville være umulige. Men er det ikke at hoppe over, hvor gærdet er lavest? Er der mon en pris at betale for den slags brud på naturlovene?

“Der er ikke noget som helst unaturligt eller forkert i det, vi gør med vores aktive højttalere,” siger Jan Abildgaard, der mener, at det er en misforståelse at skelne mellem den fysiske verden og den elektroniske. “Højttalerens opførsel kan beskrives som ren matematik og formler. Hvad enten det sker i en passiv højttaler eller en aktiv. Men med DSP’en kan vi få formlerne til at passe, selv om der sættes nogle fysiske begrænsninger af kabinettet og enhederne.”

»Dårlig akustik gør os syge«

Det vigtigste fortrin ved at arbejde med digital elektronik frem for passive højttalere med forstærkere er, at komponenttolerancer bliver irrelevante. De komponenter, der bruges i et passivt delefilter, kan let afvige 10-20 procent fra den værdi, der står trykt på dem. Og selve højttaler-enhedernes data kan også variere meget. Det gør det svært at lave delefiltre med stejle flanker. Og så godt som umuligt, hvis stejlheden skal over 24 dB/oktav. Og gode delefilterkomponenter er desuden kostbare.

“I et digitalt filter er komponenterne bare matematiske modeller og tal. Man kan lave dem på en hvilken som helst måde, det skal være. Og justere dem, indtil det passer,” siger Jan Abildgaard.

Passiv regulering koster effekt

Der kræves ikke nødvendigvis aktive højttalere for at kunne korrigere for unøjagtigheder. Men med passiv teknik kan man kun regulere nedad. Så hvis bassen skal hæves, må man dæmpe højttalerens følsomhed i resten af frekvensområdet. Et klassisk eksempel er “BBC-monitoren” Rogers LS3/5A, der har usædvanlig god bas for et så lille kabinet, men som til gengæld er næsten umulig at drive. Det omfattende delefilter er i realiteten en passiv equalizer. Og selv i mindre ekstreme konstruktioner er det stadig den mindst effektive enhed, der bestemmer farten.

Det omfattende delefilter i den ekstremt effekthungrende Rogers LS3/5A. Foto: Rogers

I en aktiv højttaler, hvor hver højttaler-enhed har sin egen forstærker, er den slags problemer borte. De ekstra forstærkere koster noget, men til gengæld er delefilteret billigere. En enkelt god luftspole til et passivt delefilter kan let koste mere end en komplet klasse D-forstærker i rimelig kvalitet. Og korrektioner på frekvensgangen er lette at lave. Især når man tager springet fra analog til digital.

Frit valg på de digitale hylder

I et analogt delefilter, passivt såvel som aktivt, medfører enhver filterfunktion en fasedrejning. Det behøver den ikke at gøre i et digitalt filter (selv om det er en mulighed, hvis filteret laves til at efterligne et traditionelt analogt filter). Her kan man arbejde med tid og lydniveau uafhængigt af hinanden. Signalet til hver enkelt enhed kan også tidsforsinkes for at korrigere for enhedernes indbyrdes placering – i stedet for at forskyde enhederne fysisk på forpladen. Man kan endda også korrigere for en mindre ideel placering af højttalerne.

Digital teknologi i højttalerne gør det muligt at reducere fysiske love til matematiske formler, som der kan flyttes rundt på med nogle linker programkode. Foto: Dynaudio

Analog high-end

Selv om passive, analoge højttalere ifølge Jan Abildgaard ligger under for mangler og unøjagtigheder, som man er fri for i den digitale verden, konstrueres der stadig vellykkede passive højttalere. Faktisk er flertallet af high-end-konstruktioner (herunder flere af Dynaudios egne topmodeller) passive. Beviser det ikke, at analogt stadig er bedst?

“Man kan sagtens lave gode passive højttalere. Det er bare sværere, og det kræver dyrere komponenter med hysterisk lave tolerancer. Og resultatet ville blive endnu bedre, hvis man brugte samme kvalitet af komponenter i en aktiv, digital konstruktion,” siger Jan Abildgaard.

Elefanten i rummet

De mest fanatiske audiofile elsker at pille ved udstyret for at lokke nye detaljer frem – at tweake. Et eksotisk signalkabel eller et særligt radiorør fundet på et obskurt russisk lager kan give anlægget det afgørende “krydderi”. Noget, som man vinker farvel til, når det meste af anlægget flytter ind i højttaleren, og analoge signalkabler erstattes af trådløs overførsel. En problemstilling, som Jan Abildgaard mener er lige så irrelevant, som den er forkert:

“For det første bygger vi højttalere til dem, der hellere vil bruge tiden på at lytte til musik end på at rode med teknik. Og for det andet er der én faktor, der påvirker lyden mere end alle de andre tilsammen, og som tweaks ikke ændrer på. Og det er lytterummet!”

Test: Højttaler-flagskib er elegant og vellydende

Når man stiller et sæt højttalere ind i stuen og tænder for musikken, er det, man hører, mere præget af rummets akustik end af hi-fi-udstyret eller selve optagelsen. Refleksioner fra gulv, loft og vægge gør stereoperspektivet uklart, og stående bølger får frekvensgangen fra dine ultralineære højttalere til at ligne et bjerglandskab. Og det er der ikke meget at gøre ved i et analogt anlæg med passive højttalere.

“Rumakustikken er dér, hvor aktive, digitale højttalere for alvor kan gøre en forskel. Med en mikrofon kan du måle rummets indflydelse på lyttepladsen og rette op på problemet digitalt. Teknologien er almindelig i hjemmebioudstyr, og den er på vej ind i seriøs hi-fi nu,” siger Jan Abildgaard.

Dynaudio fejrer 40 år med Special Forty. Læs den fulde test på lydogbillede.dk

Artiklen er publiceret i samarbejde med Lyd og Billede

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her