*

Lyd

Kom ind i kampen: Tre gaming-headsets med surround sound

3D-spil skal opleves i første person. Det gælder også lyden, som skal være i surround. Det giver ikke blot den mest intense spiloplevelse, men også en fordel i kampen.

Lyden i computerspil er andet og mere end bare dekoration. I takt med, at spil er blevet en megaindustri, der i omsætning overgår selv Hollywoods filmproduktion, er lyden i spillene blevet finpudset. Som i filmene er lyden selvfølgelig i surround. Og har du det rette udstyr, kan evnen til at placere handlingen præcist omkring dig betyde forskellen på en tabt og en vundet kamp.

Her har vi fundet tre af de bedste surround-hovedtelefoner til spilbrug netop nu. Udvalget af specialiserede gaming-hovedtelefoner vokser eksplosivt, og hvad enten man vælger at betragte computerspil som seriøs e-sport, eller computerspil bare er noget, som vi leger, er der ingen tvivl om, at hardwareproducenterne tager markedet særdeles alvorligt.

Læs den fulde test på lydogbillede.dk

-----------------------------------------------------

Gennemtænkt teknik

Logitechs topmodel har alle de funktioner, der kan afgøre slaget til din fordel.

Logitech Artemis Spectrum G933

Type: Over-ear, lukket
Drivere: 40 mm
Frekvensområde: 20 – 20.000 Hz
Antal kanaler: 7.1 (Dolby, DTS Headphone X)
Tilslutning: Trådløst med USB-dongle, samt 3.5 mm kabel
Lys: RGB
Batteritid: 8 timer med lys, 12 timer uden
Vægt: 374 gram
Pris: 1.999 kr
Web: gaming.logitech.com

Plus: Glimrende bærekomfort og god ergonomi. Rigtig fin 3D-lyd til spil og film. Cool design.
Minus: Forholdsvis klodset. Lyden er ikke særskilt nuanceret. Lyseffekterne koster på batteritiden.

Foto: Logitech

Selv om den ikke syner af meget ved siden Asus Centurion, er Logitech Artemis G933 en stor hovedtelefon, og de aflange ørekopper har rigelig plads til selv denne testers meget store ører, uden at man behøver at føle sig klemt. Mikrofonen sidder på en plasticbøjle, der kan klappes op og blive skjult i venstre ørekop. En ring af programmerbart LED-lys omkranser hver ørekop.

Konklusion

Logitech Artemis G933 er et glimrende eksempel på, hvad der adskiller gaming-hovedtelefoner fra normale hi-fi-ørebøffer. Målt på ren hi-fi-lyd er den en kende for grovkornet. Men det mere end udlignes af et gennemtænkt udvalg af spilfunktioner, der er let tilgængelige og til at bruge midt i kampens hede. Det gør G933 perfekt til sit formål: At være et redskab for garvede, digitale skrivebordskrigere

-----------------------------------------------------

Til alle spilplatforme

Trådløst hovedsæt til prof-gamere, som klarer alle dine spilenheder på én gang.

Steelseries Siberia 840

Type: Over-ear, lukket
Drivere: 40 mm
Frekvensområde: 20 – 20.000 Hz
Antal kanaler: 7.1 (Dolby)
Tilslutning: Bluetooth, trådløst via kontrolboks, optisk ind/ud, analog ind/ud
Lys: Nej
Batteritid: 20 timer
Vægt: 318 gram
Pris: 2.599 kr
Web: steelseries.com

Plus: Det bedste og mest omfattende udvalg af forbindelser overhovedet. Gennemtænkt design. Ekstra batteri.
Minus: Surroundeffekten er ikke særlig overbevisende. Styringsboksen er lidt besværlig at sætte op.

Foto: Steelseries

Siberia 840 fra den danske gamings-specialist Steelseries er trådløs. Der skal dog ikke desto mindre stadig trækkes en overraskende mængde kabler for at få den til at sige noget. Årsagen til det overvældende kabeltræk skal findes i antallet af muligheder. Man kan tilslutte både analog lyd, optisk digital (spilkonsol) og USB (pc/Mac). Man kan mikse spillyden og chatlyden trinløst; det er en stor fordel i onlinespil, hvor samarbejde er afgørende.

Konklusion

Med de omfattende tilslutninger er Steelseries Siberia 840 er hovedsættet for storspillere, der ikke vil nøjes med at spille på en enkelt platform. Muiligheden for at mikse chatlyd og spillyd trinløst gør dem perfekte til 3D-skydespil og andre holdspil. Spiller du kun på computeren, betaler du imidlertid  for muligheder, som du ikke udnytter. 3D-lyden er ikke i samme kvalitet som hos konkurrenterne fra Asus og Logitech, men man får alt i alt et værktøj, der gør en forskel i krævende spil.

-----------------------------------------------------

Ægte surroundgalskab

Ti separate drivere giver fuld 7.1-surround i hovedtelefonerne.

Asus ROG Centurion

Fakta
Type: Over-ear, lukket
Drivere: Front : 40 mm, Subwoofer : 40 mm, Center : 30 mm, Side : 20 mm, Rear : 20 mm!
Frekvensområde: 20 – 20.000 Hz
Antal kanaler: 7.1 diskret surroundsouind
Tilslutning: USB
Lys: RGB
Batteritid: Nej
Vægt: 536 gram
Pris: 1.899 kr
Web: asus.com

Plus: Ikke virtuel surround, men den ægte vare. Bedste adskillelse af lydkanalerne. God styreboks med logisk betjening. Masser af hardware.
Minus: Gigantisk hovedsæt, der vil virke voldsomt på selv det største hoved. Dette til trods er pladsen faktisk lidt trang i ørekopperne.

Foto: Asus

Asus ROG Centurion adskiller sig fra resten af markedet ved at tilbyde ægte 7.1-kanalers surround i ørekopperne. Hver surroundkanal har altså separate enheder (drivere), fordelt rundt på passende steder i de gigantiske ørekopper. Faktisk sidder der ikke mindre end 10 drivere i hovedsættet, eftersom center- og subwooferkanalerne må have enheder i begge ørekopper for at falde på plads i perspektivet – det ville se fjollet ud med en centerhøjttaler i panden.

Så mange drivere kræver noget plads, især da både front- og subwooferkanalerne drives af 40 mm-enheder, der i sig selv er almindelige i normale stereohovedtelefoner. Derfor er ørekopperne da også blandt de største, jeg nogen sinde har set. Faktisk er der en ekstra ”boks” foran hvert ørestykke for at give plads nok.

Konklusion

Hvis du gerne vil have ægte, uforfalsket surround i ørene, når du spiller, er Asus ROG Centurion uden konkurrence. For der er ingen andre som dem. Og når man tager i betragtning, hvor meget hardware, man får med, er prisen mere end rimelig. Størrelsen og vægten er dog  også langt over det rimelige, og man kan for samme pris finde hovedtelefoner, der er lettere at bruge, og som giver næsten samme kvalitet via software. Valget er en smagssag, men Asus fortjener anerkendelse for at være gået kompromisløst til værks.

Læs den fulde test på lydogbillede.dk

Artiklen er publiceret i samarbejde med Lyd og Billede

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her