*

Lyd

Pladespillere på budget

Gode grammofoner giver den fine, varme lyd uden knitren – og uden at det koster en bondegård.

Fotos: Pr

Mange kaldte det en døgnflue, da salget af vinylplader tog fart igen for et par år siden. Men lp-salget er kun steget ifølge de seneste branchetal, og det trækker salget af pladespillere op.

Det har medført, at udvalget af pladespillere er øget drastisk, og nu er det muligt at finde pladespillere til under en tusse. Det er dog ikke dem, vi er mest optaget af. Fordi vi altid søger efter de bedste køb, må barren sættes højere. Pladespillere, der lyder godt, er ikke billige, men de behøver ikke at koste alverden.

Det fandt vi ud for et halvt år siden, da vi testede fem pladespillere til omkring 4.000 kroner stykket.

Denne gang sætter vi barren lidt lavere og ser på en overkommelig pladespiller fra testvinderen Audio-Technica i duel med en kollega fra Pioneer. Begge leveres med pickup færdigmonteret og kræver ingen forkundskaber at sætte op og komme i gang med.

Plug and Play

Du behøver ikke en separat pladespillerforstærker (RIAA-trin) for at bruge de to pladespillere. De har RIAA indbygget, og Audio-Technica har desuden USB-port, så du kan plugge den direkte i computeren. Dermed kan du rippe pladerne på din computer og overføre musikken digitalt til mobilen.

Læs den fulde test på Lyd & Billede

Pladespiller for begyndere

Pioneers grammofon er et godt valg for alle, der har brug for nem betjening og udmærket lyd.

Pioneer PL-30-K. Foto: Pioneer

Pioneer PL-30-K

Hastighed: 33 1/3, 45 rpm

Drift: Remdrift, helautomatisk

Arm: Statisk balanceret, aftageligt PU-hoved

Pickup: Audio Technica AT3600 MM

Tilslutning: RCA med line- og phono-omskifter

Andet: Sort finish

Pris: 2.779 kroner

Web: pioneer.dk

Plus: Fuldautomatisk pladespiller med verdens nemmeste betjening – perfekt til begyndere. Klar og fyldig lyd.

Minus: Tam dynamik og manglende finesse gør ofte musikken kedelig og uengagerende. Billig plastic trækker også ned.

Engang lavede Pioneer meget fine pladespillere. Det var nogle af de bedste fra Japan på det tidspunkt, men efter cd-revolutionen forsvandt de fleste af dem fra katalogerne. Nu har Pioneer igen flere interessante pladespillere på programmet – måske ikke helt i samme klasse som de bedste fra lp’ernes guldalder, men alligevel.

Den slanke og relativt lette PL-30-K er lavet til nybegyndere uden den store erfaring med pladespillere. Derfor er den fuldautomatisk. Det betyder, at du bare skal trykke på en knap, så begynder afspilningen af sig selv. Lp’en begynder at snurre, og armen løfter sig og kører ind til starten af pladen, hvor den sænkes ned i rillen. Når afspilningen er færdig, stopper den af sig selv, og armen vender tilbage til armholderen.

Meget nemmere bliver det ikke.

Pioneers pladespiller er en simpel konstruktion med et letvægtschassis – hovedsagelig i plast – som hviler på plasticfødder og ikke har dæmpning eller justering. Den udstansede metaltallerken er remdrevet, og en tyk gummimåtte sørger for god masse. Som stabiliserer rotationen.

Læs den fulde test på Lyd & Billede

Solid grammofon

Gunstig pris, solid kvalitet og god lyd gør AT-LP120 til et godt valg.

Audio-Technica AT-LP120. Foto: Audio-Technica

Audio-Technica AT-LP120

Hastighed: 33 1/3, 45, 78 rpm

Drift: Direkte

Arm: Statisk balanceret J-arm, aftageligt PU-hoved

Pickup: Audio Technica AT95E MM

Tilslutning: USB, RCA line out

Andet: Sort eller sølv, pitch-kontrol, Audacity software

Pris: 2.549 kroner

Web: audio-technica.com

Plus: Fokuseret lyd med solid bas og god klangfylde. Veludstyret og et godt udgangspunkt for opgradering.

Minus: Lidt flad lyd og begrænset dynamisk kontrast.

Audio-Technica er ikke de eneste, der har kopieret det tidløse design på Technics’ legendariske SL-1200. Men det er kun designet, der ligner; teknisk set er de meget forskellige, omend det ikke behøver at være en ulempe. AT-LP120 har dog samme direkte drift, hastighedskontrol (pitch) og højdejustérbar arm.

Den vejer godt 10 kg og er langt mere solidt bygget end normalt for prisklassen. Den har også USB-port for dem, der vil rippe lp’er digitalt til en computer. Enten til arkivering eller til afspilning på mobilen. AT-LP120 kan sluttes til en almindelig forstærkers analoge indgange, da RIAA-trinet er indbygget, men kan også kobles til et separat RIAA-trin for endnu bedre lyd.

Pickuppen er den velkendte AT95E fra Audio-Technica. Den benyttes også af mange andre og lyder rigtig godt for en billig pickup. Forudsat at den er monteret på en god arm.

AT-LP120 er helt manuel. Her må du selv starte motoren, sætte nålen i rillerne og sørge for at stoppe afspilningen, når pladesiden er spillet færdig. Hastighed, hastighedsjustering og pitch styres elektronisk.

Læs den fulde test på Lyd & Billede

Artiklen er publiceret i samarbejde med Lyd og Billede

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her