*

 

Gadgets

Årets innovationer på CES

Vi har netop besøgt åbningsshowet til en af årets største messer, CES, hvor årets mest trendsættende produkter bliver afsløret.

På CES-messen i Las Vegas, fremviser unge og håbefulde producenter deres seneste innovationer. Foto: AP/Andrej Sokolow, producenter

Første dag i Las Vegas skydes i gang med åbningsshowet CES Unveiled. Her kommer såvel veletablerede mærker som unge og håbefulde producenter for at fremvise deres seneste innovationer. Alle, der har et håb om at “hit it big”, som det hedder i Vegas.

Vinderne af dette års CES Innovation Awards afsløres også på CES Unveiled. Det er produkter, der fremhæves specielt for deres banebrydende eller nyskabende egenskaber.

Her er nogle udvalgte CES Innovation-vindere:

Bang & Olufsen BeoLab 90

Bang & Olufsens flagskibshøjttaler BeoLab 90 burde ikke være ukendt for læserne af Lyd & Billede. Den har også gjort sig bemærket på den anden side af Atlanten – ikke så underligt, da både de æstetiske og de lydmæssige præstationer er af den ekstreme slags!

Mark Levinson No 519 Audio Player

Vi har allerede testet Mark Levinsons blytunge integrerede referenceforstærker; nu kommer der en musikafspiller i samme udførelse. Med både Wi-Fi og Ethernet-baseret streaming, Bluetooth, USB, cd-afspiller og digitale indgange kan Mark Levinson No 519 Audio Player afspille langt det meste.

Elac S10EQ

Tyske Elac har udsendt adskillige højttalernyheder på det seneste. En af dem er subwooferen S10EQ – en 10 tommers sub med 400 watt forstærker og indbygget kalibrering ved hjælp af mikrofonen i din smartphone.

LÆS OGSÅ: Nikon laver 360-graders actionkamera

Klipsch Atmos-højttalere

Klipsch er også løbet med en innovationspris: De er endelig klar med deres Atmos-kompatible version i Reference Premiere-serien. Højttalerne ligner topmodellen RP-280 til forveksling, men har større kabinet med indbyggede højdekanaler på toppen.

LG 77G6 Premium HDR OLED-tv

Det er lykkedes LG at tage OLED-teknologien et skridt videre med et billedpanel, som har tilstrækkelig lysstyrke til at opfylde den nye HDR Premium-standard. Den rekordtynde topmodel 77G66 måler hele 77 tommer, er helt flad med indbygget soundbar og kommer med LG’s opdaterede webOS 3.0 smart-platform om bord. LG’s nye brugerflade for 2016 har også fået udvidet Smart Home-funktionalitet, som kan kommunikere med forskellige typer enheder, der er tilsluttet netværket.

Netatmo Presence

Netatmo Presence, som vi har skrevet en selvstændig nyhed om her, er et avanceret udendørs overvågningskamera, der kan registrere og skelne imellem mennesker, dyr og køretøjer. Kameraet monteres uden for hoveddøren, garagen eller lignende og vil derefter rapportere, hvis nogen nærmer sig ejendommen. Da kameraet er sluttet til netværket, kan du når som helst gå ind og se, hvem eller hvad der lusker rundt udenfor.

UO Smart Beam Laser

UO Smart Beam Laser fra SK Telecom er en lillebitte laserprojektor. Den lille kube måler kun 55 mm, men magter alligevel at projicere et lysstærkt billede på op til 100 tommer.

LÆS OGSÅ: Ekstra strøm til Apple Watch

Belkin ladestation

Belkins nye ladestation er lavet specielt til iPhone og Apple Watch og har et justérbart Lightning-stik plus en egen lade-“puck” til Apple Watch. Den gør det muligt at oplade begge enheder, samtidig med at man har en god betragtningsvinkel til skærmene.

Deeper Fishfinder

Glad for at fiske? Deeper Fishfinder er en smart sonar, der kommunikerer med din mobiltelefon. Den er lavet til at lokalisere fisk og samtidig give dig information om dybde, bundforhold og temperatur i både fersk- og saltvand.

TempTraq

Teknofeber? TempTraq er et Bluetooth-baseret termometer i plasterform. Ved hjælp af plasteret og en downloadet app kan du logge dit barns temperatur i løbet af døgnet.

Ecoisme smart strømmåler

Ecoisme er en strømmåler, der kan identificere forskellige apparater sluttet til dit lysnet og på den måde måle energiforbruget og give tips til, hvordan du reducerer dit strømforbrug.

HP Envy

HP Envy er en topmoderne stationær alt-i-én pc med buet QHD+ skærm.

iWear Wireless

Vuzix’ iWear Wireless er ikke et VR-headset, men såkaldte videohovedtelefoner, hvor man f.eks. kan se video fra mobilen i fred og ro uden at forstyrre andre. Simpelthen en trådløs personlig hjemmebiograf!

JBL Reflect Aware

JBL Reflect Aware er hørepropper med indbygget støjreduktion, der kan justeres til forskellige omgivelser (f.eks. trafik). Hørepropperne er udviklet til iPhone/iPad og henter både strøm og signal gennem Lightning-stikket.

Sennheiser Orpheus

Sennheisers nye version af flagskibshørebøfferne Orfeus har også vakt opsigt i USA. De er blandt verdens allerbedste og dyreste hovedtelefoner – så gode, at de simpelthen skal høres for at tro det!

LÆS OGSÅ: Kan kende forskel på biler, dyr og mennesker

Lily dronekamera

Allerede berømmede Lily ser nu ud til at blive virkelighed: En dronehelikopter med indbygget kamera, der følger efter dig og filmer, mens du udfører dine yndlingsaktiviteter.

Somabar Robotic Bartender

Vi kender alle kaffemaskinen; nu kommer drinksmaskinen! Somabar Robotic Bartender er – som navnet antyder – en robotbartender. Ved hjælp af Wi-Fi-tilslutning og avancerede sensorer kan den mikse ingredienserne til en perfekt cocktail (spiritus og danskvand må du selv skaffe). Somabar har endda udviklet en app, der lader dig dele opskrifterne med andre.

Little Bird sexlegetøj

Little Bird er en såkaldt smart-vibrator, der kan fjernstyres med en app. Producenten E.Sensory vil kombinere vibratoren med erotiske e-bøger og give forfatterne mulighed for at bestemme, hvor vibrationerne skal komme, i overensstemmelse med bogens indhold. 50 Shades of Grey bliver aldrig det samme igen …

Partner:

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet om forbrugerelektronik Lyd & Billede.
Læs flere nyheder og test om gadgets og elektronik til hjemmet på lydogbillede.dk.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
altomdata.dk
Søg i vejviseren
Annonce
Biler
Årets Bil 2017: Her er kandidaterne til årets bilpris
Kåringen af Årets Bil i Danmark byder på godt 20 bilnyheder, der alle er på jagt efter at vinde hæderen. For første gang kan det blive en SUV, der løber med sejren, men hybridbilerne lurer. 
Se flere
Bolig
Bedre styr på byggeprojektet: Sådan holder man planen
Dårlig planlægning, mangel på aftaler, forkert valg af håndværkere og uforudsete ekstraregninger kan få byggeprojektets økonomi og tidsplan til at skride. Vi guider her til, hvordan man kan undgå det. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her