*

Digitalt

Dette computerspil kan få dig til at græde

Der trillede et par tårer, da de afsluttende scener på computerspillet ”Rime” foldede sig ud på min tv-skærm.

Foto: Tequila Works

gaming
Rime

Tequila Works

PS4, Xbox One og PC

Pris: omkring 274 kr.

Det sker vældigt sjældent, at computerspil får mine tårer til at trille. Det er ikke, fordi jeg ikke bliver grebet, men det er bare ikke lige på dén måde. Det eneste spil, der for alvor har fået mig til at græde, var mesterværket Journey fra 2012, som da også stadig står som en af mine mest magiske spiloplevelser nogensinde.

Men Rime fik alligevel sat tårekanalerne i gang. Og det giver altså en ekstra stjerne.

Jeg havde ellers lagt an til en tre-stjernet anmeldelse, for selvom Rime er et meget smukt og sympatisk gådespil, fyldt med ting, jeg elsker (såsom vidunderlige udsigter over betagende landskaber og magiske portaler, der lyser i mørke), så kedede jeg mig lidt for ofte undervejs.

Foto: Tequila Works

Ikke fordi gåderne var for lette. Det var bare lidt for ofte, at jeg ikke følte mig grebet eller forundret, men mere tænkte ”suk, nå, okay, endnu en sten, der skal flyttes, så endnu en magisk portal kan aktiveres, så jeg kan løbe op af endnu en stenvindeltrappe til endnu en stenpuzzle…”

Og lidt for ofte manglede jeg fornemmelsen af at bevæge mig i helt nye, originale landskaber.

Rime minder nemlig rigtig meget om andre spil – f.eks. er der både lidt The Last Guardian over hovedpersonen og de solblege ruiner og lidt Land’s End over gådeportalerne og ørkenlandskaberne. Men især minder Rime viiiiiiirkelig meget om Journey; så meget, at det næsten føles som et hyldestspil.

Foto: Tequila Works

I Rime vågner man i skikkelse af en lille dreng på en kridhvid sandstrand og kan derefter gå gang med at udforske de drømmeagtige landskaber. Ligesom i Journey kan man interagere med de mere magiske installationer i landskabet med sin stemme. Ligesom i Journey er der ingen baghistorie eller tutorial. Og så er der også lige den tavse, mystiske figur klædt i en rød kappe, der bliver ved med at dukke op i det fjerne…
Foto: Tequila Works

Rejsen starter lyst og solbeskinnet i bakkede landskaber fyldt med himmelstræbende klipper, søde dyr, tavse ruiner og magiske portaler og statuer. Siden bliver omgivelserne mørkere, og melankolien viser sig at give mening på flere planer.

Det er smukt og poetisk, men i modsætning til Journey, som var et langt mere forbløffende og nærmest spirituelt spil, føles rejsen fremad gennem Rimes landskaber som velkendt og derfor en lille smule ensformigt territorium. Det samme gælder lydsiden, der er grundigt sovset ind i storslåede, filmiske strygerarrangementer. De lyder vældigt ’rigtige’, som den slags violinsuppe, der bare MÅ sætte ind på bestemte storslåede øjeblikke i en fantasyfilm… men de rører ikke for alvor.

Rørt blev jeg jo så alligevel til sidst. Og hvis man er meget glad for landskabs-puzzles, kan jeg godt anbefale turen hen mod dén oplevelse.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her