*

Digitalt

Nyt dansk mobilspil er mest populært blandt kvinder på +40

Det nye, danske match-3-spil Cute VS Evil går målrettet efter at være en afslappende oplevelse. Resultatet er spilverdenens ækvivalent til bobleplast: Det er svært at holde fingrene fra.

Spillet, Cute VS Evil foregår i en pastelfarvet naturverden med Hr. og Fru Egern som hovedpersoner. Fotos: Cute VS Evil

Det er ikke mange år siden, at jeg så godt som aldrig spillede spil på min mobiltelefon. Jeg troede heller ikke, jeg ville komme til det. Mit indtryk var, at spil på mobilen mest var sådan nogle små, useriøse tidsfordriv, og jeg ville hellere bruge min sparsomme ekstratid på at spille rigtige spil – på konsoller og pc.

Lidt useriøst tidsfordriv på mobilen blev det dog alligevel til ind imellem, men det var først, da jeg blev komplet bidt af mobilspillet Smash Hit, der blev udgivet i 2014, at jeg for alvor overgav mig til mobilen som spilplatform. Du kan læse om, hvorfor Smash Hit er så fantastisk, i min guide til årets bedste mobilspil 2014.

Selvom jeg har brugt mange timer på mobilspil siden da, er jeg dog stadig en lille smule skeptisk over for de bunker af sukkersøde, millionsælgende match 3-spil, der fylder både hylderne og hitlisterne i App Store og Google Play.

Jeg havde derfor paraderne en lille smule oppe, da jeg forleden modtog en pressemeddelelse, som omhandlede et nyt, dansk mobilspil med den skørt puttenuttede titel ”Cute VS Evil”. Beskeden i min indbakke berettede, hvordan Cute VS Evil var skabt af et stærkt team af danske spiludviklere med mange års erfaring fra internationale blockbuster-spil (de såkaldte AAA-titler) såsom Hitman (af det danske firma IO Interactive) og Tomb Raider (actionspillet med Lara Croft i hovedrollen). Nu var de fire udviklere blevet lidt trætte af at lave spil, hvor man slog hinanden ihjel hele tiden, og havde besluttet sig for at skabe noget, ”som deres koner også vil spille”.

Spillet foregår i et nuttet naturunivers.

Jeg ved godt, man har statistikkerne med sig, når man med sådan en sætning antager, at de fleste +35-årige kvinder hellere vil spille overskuelige match 3-puzzles og lignende casual-spil på mobilen i 5-10 minutter ad gangen end tidskrævende konsolspil om voldelige snigmordere og frygtløse skattejægere.

Alligevel glæder jeg mig til den dag, hvor jeg får en pressemeddelelse, hvor der står: ”Nu har et stærkt team af danskere med mange års erfaring fra AAA-titler besluttet sig for at skabe et spil, som deres mænd også vil spille.”

Jeg glæder mig også til at se, hvordan sådan et spil så vil se ud.

Men mens vi med spænding og optimisme venter på den fremtidige begivenhed, vil jeg selvfølgelig undersøge Cute VS Evil-sagen nærmere. Spillet skal selvfølgelig testes. Men jeg må også vide mere: Vil de omtalte koner så spille det eller hvad?

Jagten på point er meditativ og afslappende.

Jeg ringer til CEO Jens Peter Kurup – den ene af de fire udviklere bag spillet, der sammen har stiftet firmaet Titon.

Han griner, da jeg spørger, om sætningen »vi skal lave noget, vores koner gider spille« rent faktisk blev sagt i mødelokalet, da de stiftede Titon.

»Hvis vi ikke havde haft nogen koner, havde vi gjort det alligevel,« siger han. »Vi spiller jo også selv den her slags spil. Men det er virkelig fedt at have lavet noget, som vi også kan dele med vores børn. Det kan man jo ikke med et spil som Hitman.«

For de fire udviklere har arbejdsprocessen med at lave Cute VS Evil været meget anderledes end på AAA-titlerne, fortæller han, hvor hold på mere end 100 personer kan arbejde flere år på en enkelt titel, der så udgives som et færdigt produkt. I de små casual-spil bliver man ved med at tweake produktet efter udgivelsen. Man kan måle på spillernes opførsel og præferencer undervejs, og for Titons målgruppe har det vist sig, at de fleste bruger spillet som afslapning nærmest som en form for meditation. Det talstærkeste segment har vist sig at være kvinder på +40. 

»Mange af de der endorfinting, vi ellers lærer at lave i spilindustrien, hvor man gør sit bedste for at overraske og overvælde med jævne mellemrum, er slet ikke brugbare her. Det skal være et trygt univers uden for meget vild konflikt. Overraskelserne er nødt til at blive serveret lidt hen ad vejen, for folk falder fra, hvis der sker noget, som er for uventet. Det gælder om at kunne slappe af og sidde i et rart flow,« siger Jens Peter Kurup.

Jagten på point er meditativ og afslappende.

Og lykkes det så for Cute VS Evil?

Her må spilanmelderen komme med et rungende JA. Jeg er i skrivende stund nået til bane nummer 126. NUMMER HUNDREDESEKSOGTYVE!

Spillet, som  foregår i en pastelfarvet naturverden med Hr. og Fru Egern som hovedpersoner, er klassisk match-3-swiping (få tre eller flere ens figurer på række, i dette tilfælde et væld af forskellige svampe, bær og nødder) kombineret med bubble shooting - en genre, jeg ikke selv kendte det store til i forvejen, men den er gigantisk på de mobile platforme og handler, som navnet antyder, om at ramme de rigtige bobler i stadigt mere indviklede netværk.

De to genrer kombineres fortløbende i Cute VS Evil på forskellige måder efterhånden, som man klarer sige gennem banerne, mens nye modstandere og forhindringer dukker op, såsom sovende flagermus, der skal vækkes (min personlige favoritforhindring), og sejlivede, omkringflydende vandmænd.

Det er meget puttenuttet det hele, men samtidig også diskret humoristisk og virkelig veldesignet ned i de mindste detaljer, såsom den ypperligt tilfredsstillende lyd af knasende is, når man får ram på en istapforhindring, eller den knapt hørlige gumlelyd fra en hjælpende guldfisk, der eliminerer en genstridig modstander. Det er blandt andet den slags bittesmå, lydmæssigt forførende detaljer, der gør, at man får lyst til at komme tilbage til spillet og lige klare en bane til, igen og igen og igen.

Det er ikke, fordi man ikke skal lægge strategier og tænke sig lidt om undervejs, men det ER meget afslappende, behageligt og meditativt at spille Cute VS Evil. I en sådan grad at jeg faktisk vil sige, at Cute VS Evil er spilverdenens ækvivalent til bobleplast. Det er svært at holde fingrene fra det, når først man er kommet i gang. Man skal liiiige have sin dosis af boblepopning hver dag, og selvom der kun ryger fem minutter hist og ti minutter pist, kan det lynhurtigt, sådan samlet set, akkumulere sig til det antal timer, det tager at fordybe sig i en god mission i spil som Hitman og Tomb Raider. Så er I advaret, ladies.

Cute VS Evil kan downloades gratis til iOS og er på vej til Android. Det kan også spilles på facebook (PC og Mac):

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
altomdata.dk

Tilmeld dig Altomdata.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Altomdata.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her