Den sociale huskeseddel
Complete er en krydsning mellem et socialt netværk og en huskeseddel, der ved at gøre dine opgaver offentlige kan motivere dig til at fuldføre dem.
Har du også problemer med at få gjort alle de ting, som du gerne vil nå i løbet af dagen? Savner du et skub i den rette retning? Fortvivl ej, hjælpen er på vej. Undskyld, jeg lyder som indledningen til en TV Shop-reklame, men i stedet kunne jeg passende bruge det til at beskrive Complete – en kombination af et socialt netværk og en huskeseddel. Endnu et socialt netværk?! Har vi virkelig brug for det, tænker du måske. Det lader vi Completes grundlægger, Xander Schultz, svare på:
»På andre sociale netværk viser man altid sin bedste side, men på Complete er folk mere sårbare og deler, hvordan de håber at kunne forbedre sig og eksempelvis tabe 10 kilo eller vil have hjælp til at løse en opgave. Det bringer det bedste frem i folk,« mener han.
Jeg logger ind på Complete og opretter hurtigt min første opgave.
»Stop overspringshandlingerne,« skriver jeg. Og under overskriften uddyber jeg, at jeg gerne vil spilde mindre tid på nettet og forsøge at fuldføre mindst en opgave hver dag inden middag. Og så er det bare at vente på responsen fra Completes fællesskab, der kan støtte dig ved at like og give dig opløftende ord og råd i kommentarfeltet.
Jeg har bevidst valgt ikke at tilføje nogle venner på Complete og det er en ny følelse at være på et socialt netværk, hvor jeg ikke kender nogen. Det gør det nemt at være ærlig om de opgaver, jeg gerne vil have hjælp til at løse. Måske er fremmede endda bedre til at hjælpe mig end mine venner.
»Fordelen er, at du kan få råd, som du ikke ellers får fra din vennegruppe. Jeg prøver eksempelvis at tabe mig og har motioneret en del uden de store resultater, indtil en fyr på Complete anbefalede mig at følge en særlig kostplan af Tim Ferriss. Det ville mine venner aldrig have anbefalet,« siger Xander Schultz.
Husk din huskeseddel
Når man opretter en opgave, kan man vælge, om den skal være privat eller deles med folket. Man kan også følge andre brugere og tulle rundt mellem deres huskesedler, hvilket er ganske underholdende i sig selv. Der er folk med basale opgaver, som de ikke rigtig har brug for massernes hjælp til at løse, såsom at pakke ud efter en rejse til Asien. Andre er mere realistiske over deres forventninger til sig selv: »Spis en sund portion mad hver dag i en uge – indtil kl. 20«. Andre er helt meta og vil gerne opnå at tilføje yderligere to opgaver i løbet af ugen. Men der er også folk som en ung musiker, der vil have inspiration til at skive en ny sang. I takt med, at han gør fremskridt i sangskrivningen med input fra brugerne, opdaterer han dem. Nu er han ved at lave en musikvideo.
Når man har løst en af sine opgaver på Complete, bliver man mødt af en stjerneregn på skærmen og kan vælge at takke folk for deres hjælp. Herefter får man point. Jo flere likes og kommentarer, desto flere point. Man bliver også belønnet for at hjælpe andre, og på sin vis forsøger Complete at gøre det til en leg at løse opgaver.
Robotten som assistent
Efter et par timer får jeg mit første ”like”. Det kan jeg ikke rigtigt bruge til noget, men så skriver en bruger ved navn Jonathan en kommentar, hvori han erkender, at han har samme problem, og anbefaler at udskyde sociale sammenhænge.
»Dine venner forsvinder ikke, fordi du ikke svarer på hver eneste sms, e-mail eller opkald øjeblikkeligt,« skriver han.
Det føles egentlig meget rart at få et skulderklap på den måde, men jeg er næppe blevet mere produktiv af den grund.
Lidt senere får jeg en besked fra Gini. Gini er Completes svar på Siri, en robotassistent, der prøver at forstå din opgave og hjælpe dig. Gini har fundet en artikel til mig af en psykolog om, hvordan man undgår overspringshandlinger. Artiklen forklarer, at første trin er at anerkende, at man har et problem. Tak, nu føler jeg mig som en alkoholiker. Psykologen råder mig blandt andet til at belønne mig selv for at løse opgaver. Det kan jeg godt lide.
Gini er kun i beta, og Xander Schultz forklarer, at hun stadig lærer. Gini er bedst til at hjælpe med simple opgaver som at finde den bedste VVS-mand i lokalområdet eller en opskrift på gulerodskage, ting, som man selv kan klare med en hurtig Google-søgning. Men oplysningerne kommer til dig helt af sig selv, og hvis du skal huske at købe blomster til din bryllupsdag, så anbefaler Gini måske en blomsterhandel, der har 15 procent rabat lige nu.
Complete virker mest nyttig til at få hjælp til større opgaver og livsændringer – den slags ting, man ofte udskyder igen og igen.
»Folk har ofte nogle ting på deres liste i lang tid, som de ikke gør noget ved. Det kan være at motionere eller tage til tandlægen, og det er først, når konen bestiller tid for dig, eller en ven spørger, om du vil gå i fitnesscenteret, at du gør noget ved det. Det er den motivation, der er bygget ind i Complete,« siger Xander Schulz.