*

Hus

Sådan undgår du vand i kælderen

Det kan koste op mod 200.000 kr. at udbedre skaderne efter et skybrud.

Genudsendelse

Over sommeren viser vi på JPtv en række af de bedste indslag fra det seneste år.

Indslaget her blev vist første gang den 30. maj 2013.

Med sommeren følger også risikoen for voldsomme regnskyl og skybrud som det, der i juli 2011 satte tusindvis af kældre på Sjælland under vand.

En oversvømmet kælder koster ikke blot store ærgrelser. Det kan også koste hundredtusindvis af kroner at rette op på skaderne.

I 2011 udbetalte forsikringsselskaberne erstatninger for i alt næsten 5 mia. kr. efter skybruddet. Men du kan selv gøre meget for at sikre dit hus.

Frit løb i kloakken

Jyllands-Posten tog med en kloakmester og Tryg Forsikring på et af selskabets såkaldte "kældertjek" for at se, hvordan man som almindelig boligejer kan holde vandet ude.

"Først og fremmest skal man sørge for at holde sine tagrender og brønde fri for blade, så vandet kan komme væk," siger kloakmester Michael Albrechtsen fra kloakfirmaet Sven Bech.

I kælderen anbefaler kloakmesteren bl.a., at man sikrer alle afløb med et såkaldt højtvandslukke. Anordningen sikrer, at vandet ikke løber op ad afløbene, hvis den kommunale kloak er overfyldt.

Skader for 200.000 kr.

Derudover bør man tænke sig om, når man indretter kælderen.

Skulle vandet trænge ind, er det væsentligt dyrere og sværere at rette op på en kælder med gipsvægge og trægulve frem for en kælder med rå vægge og fliser på gulvet.

"I en kælder med rå vægge og gulve koster det i gennemsnit 50.000 kr. at tørre op og udbedre skaderne," siger taksator Finn E. Jensen fra Tryg.

"Men er der lette skillevægge og træ på gulvet, er prisen nærmere op mod 200.000 kr.," siger taksatoren.

Sådan forebygger du vand i kælderen

Udendørs:

  • Rens tagrender for blade og grene mindst en gang om året.
  • Rens sandfangsbrønde under tagnedløb og riste for sand og blade mindst en gang om året.
  • Hold evt. lyskasser ved kældervinduer rene og sørg for frit afløb.
  • Kanten af lyskassen bør være muret over terræn. Støb evt. en kant omkring lyskassen for at sikre, at vand ikke løber ned.
  • Belægningen skal have fald væk fra huset. En fast stenbelægning er optimal.

I kælderen:

  • Monter højtvandslukke på alle afløb, så vand ikke kan løbe tilbage fra kloakken. Arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester.
  • Har du toilet i kælderen, bør dette være et såkaldt pumpetoilet, der pumper spildevandet op i en faldstamme over terræn.
  • Skulle vandet alligevel komme ind, er det en fordel, at kælderen ikke har trægulve, gulvtæpper og gipsvægge. Rå beton og klinker tager ikke samme skade af vand.
  • Bruges kælderen til opbevaring, bør effekter placeres mindst 10 cm over gulvet. Stil f.eks. tingene i reoler eller på paller.
  • Undgå at opbevare dyre eller uerstattelige ting i kælderen.

Kilde: Michael Albrechtsen, kloakmester.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Et ildelugtende hus
Vi har netop købt et 70'er-parcelhus, som vi er i gang med at istandsætte. Det er et dødsbo og har stået tomt et år, så der lugter meget indelukket og gammelt.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her