*

Hus

Et godt tidspunkt at energiforbedre din bolig

Lunere vejr, håndværkerfradrag, tilskud fra dit energiselskab – og måske udsigt til et bedre energimærke. Der er flere gode grunde til at bruge foråret på at nedsætte din boligs varmeforbrug.

Der er en række økonomiske incitamenter, som er værd at overveje i forbindelse med renoveringer, der forbedrer boligens energiforbrug. Foto: Arkivfoto/Peter Hove Olesen

Det mildere vejr kalder folk ud af deres huse. Mange vil begynde i haven og få sat lidt skik på bedene, få ryddet op i haven og sætte havestolene frem. Men hvorfor ikke også bruge tiden på at vurdere, om husets evne til at holde på varmen kan forbedres? Der er flere gode argumenter for at gå i gang allerede nu.

Der er bl.a. nogle økonomiske incitamenter at tage i betragtning. Skal du have håndværkere til at klare opgaven, skal du huske på, at arbejdslønnen til energirenoveringer kan trækkes fra via håndværkerfradraget. Det gælder som sagt kun arbejdslønnen og altså ikke udgifter til materialer.

Er du usikker på, hvordan du skal prioritere dine energiforbedringer, eller er det en større renovering eller et større ombygningsprojekt, du skal i gang med, er det altid en god idé at få en uvildig energirådgiver til at hjælpe dig. Det kan du også benytte håndværkerfradraget til. Rådgivningen koster nogle få tusinde kroner, og undersøgelser viser, at den spiller en vigtig rolle i forhold til at få sat skub i en boligejers energiforbedringer.

Om klummen

Sekretariatsleder hos EnergiTjenesten, Bjarke Rambøll, skriver i hver udgave af sektionen Boligenergi en klumme, hvor han diskuterer aktuelle energiproblemstillinger.

Jyllands-Posten har spurgt Bjarke Rambøll, fordi han er sekretariatsleder for en uvildig organisation, der yder rådgivning om energibesparelser og vedvarende energi.

EnergiTjenesten har et landsdækkende set up fordelt på 10 lokale kontorer rundt om i landet.

Bag EnergiTjenesten står foreningen VedvarendeEnergi.

Er energirådgiveren uddannet BedreBolig-rådgiver, kan han endvidere udarbejde en Bedre-Bolig-plan, hvor man som boligejer bliver holdt i hånden hele vejen gennem forløbet – fra de første overvejelser til indhentning af tilbud hos håndværkere til arbejdet er gjort færdigt.

Når du skal renovere dit hus, er der også mulighed for at få tilskud til dine energirenoveringer gennem energiselskabernes energispareordning. Den går kort sagt ud på, at et energiselskab køber den besparelse, du har opnået ved en given energiforbedring i dit hjem.

Der regnes i det antal kilowatttimer, du har nedsat dit energiforbrug med, og særligt fordelagtigt er det, hvis man f.eks. skifter sit oliefyr ud med en varmepumpe, et jordvarmeanlæg eller et træpillefyr. Så kan man nemlig gange med faktor 1,5. Tjek dog først og fremmest, om der er mulighed for at blive tilsluttet fjernvarmen, som er en både billig og grøn varmekilde, og hvis det ikke er muligt, så er en individuel opvarmningsform, som de tre ovennævnte, den bedste løsning. Man er ikke forpligtet til at benytte sit eget energiselskab, man kan frit shoppe rundt mellem de forskellige selskaber – fra Falster til Nordjylland.

Ikke alle energiforbedringer kræver en tyk tegnebog og en lang proces. F.eks. kan kuldetræk fra døre og vinduer skyldes mørnede tætningslister. En nem og smart måde, til at finde ud af om listerne er slidte, er med et stykke papir. Ved at fastgøre en papirstrimmel i karmen og herefter lukke døren eller vinduet kan du hurtigt se, om listerne slutter tæt. Kan du trække strimlen ud uden besvær, så er det på tide at skifte. Sidder den godt fast, er der ingen grund til at gøre noget.

Se også efter dine vinduer: Mange har stadig forældede termoruder, der ikke lever op til de krav, som man stiller til ruder i dag. Nye energiruder er både mere energibesparende, og de giver også en bedre komfort – uden kuldetræk og kondens. Det sidste, altså komforten, fremhæver mange, når de først har skiftet de gamle termoruder ud. Nu føles stuen dejlig lun, og man kan fint sidde under vinduet i sofaen uden at føle kuldetræk.

Ifølge Bjarke Rambøll er foråret den helt rigtige årstid til at få styr på boligens varmeforbrug. Foto: Arkivfoto/Joachim Ladefoged

Se også efter om dine vinduesrammer er ved at være mørnede. I så fald skal du ikke kun skifte ruden, men hele vinduet. I tidligere tider brugte man kernetræ til vinduesrammer, og de kan holde nærmest uendeligt, men senere gik man over til blødere træ, som ikke holder nær så længe. Skal du skifte ruder eller vinduer, eller lave anden renovering, så husk, at du lovmæssigt må indhente tre tilbud hos håndværkerne.

I den overkommelige ende – både økonomisk og arbejdsmæssigt – finder vi også efterisolering på loftet. Bor du i et ældre hus, kan det være klogt at tjekke, om du har isolering nok på loftet. Mange huse fra 1970’erne og tidligere er udstyret med kun 100-150 mm isolering på loftet, og det er langt fra nok. I dag anbefaler man 400 mm. Smut en tur på loftet medbringende en strikkepind. Stik strikkepinden ind i isoleringen og mål tykkelsen. Det gode er, at efterisolering ikke koster alverden, og i de fleste tilfælde er arbejdet nemt at udføre.

Det milde vejr kalder ikke kun folk ud af huse for at gå i haven, men også for at kigge på nye boliger. Det kan derfor være klogt at holde sig boligens energimærke for øje. Flere undersøgelser peger på, at energimærket spiller en vigtig rolle i forbindelse med køb og salg. Som tommelfingerregel gælder det, at boligen stiger med ca. 100.000 kr. for hvert step, man kan flytte sit energimærke. Kan man flytte sit energimærke fra fx F til C – og det er ikke altid, at det kræver voldsomme investeringer – så vil det altså være særdeles gunstigt i en salgssituation.

Der er altså mange forskellige grunde til at bruge foråret på at få set på dit varmeforbrug i huset. Så brug de dage, hvor vejret ikke er så godt, til undersøge, om det ikke er en god idé at komme i gang.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her