*

Have

10 gode råd til haven i juli

Kan du beskære havens træer og buske, hvad gør du med haven, før du tager på ferie, og hvordan klipper du bedst det høje græs, når du kommer hjem? Få gode råd til haven i juli fra Bolius.

Pralbønner udfolder sig lige nu på skønneste vis. Fås i rød/hvide, rent røde, hvide og orange eksemplarer. Bønnerne kan spises. Er også gode i staude- og blomsterhaven. Foto: Bolius

1. Sommerbeskæring

Har du en generende gren på syrenbuske, hænger grene for lavt på paradisæblet eller hænger der grene langt ud over plænen fra hasselbusken? Ja så er det nu, du kan fjerne grene, der generer. Om sommeren er træer og buske i god vækst, og deres sår vil således hele hurtigere op, hvis du skal fjerne en gren. Mærk på grenen inde ved punktet, hvorfra grenen udgår fra, og føl hvor grenkraven sidder og skær grenen af lige uden for grenkraven. Sav eller klip aldrig en gren midt på, men læg snittet inde ved en stamme eller grenvinkel. Træerne er i deres vækstperiode bedst rustede til at hele deres sår op, da der deres ”immunforsvar” her er i top.

2. Lav dine egne stiklinger

Sommeren er den bedste tid på året til, at du kan lave dine egne stiklinger. Alt du behøver er en modplante af f.eks. lavendler, fuchsia, pelargonie eller andre planter, hvorfra du nemt kan lave stiklinger af deres bløde urteagtige stængler. Bræk et skud, så der kommer en hæl med to bladsæt, og fjern det nederste sæt. Fjern evt. blomster, del og stik skuddet i en potte med så- og priklemuld. Vand og sæt potten i en mælkehvid affaldspose og luk den let til. Efter fjorten dages tid har du rødder på dine stiklinger, og posen fjernes. Når det gælder lavendler må stiklingerne gerne være mere træagtige, så slår de bedst rod.

3. Høst dine egne krydderurter

Krydderurterne har mest smag før deres blomstring, derfor er bedst at høste dem til tørring her i juli måned. Klip små bundter af f.eks. rosmarin, salvie, timian og basilikum. Du høster bedst de små kviste på formiddage i takt med, at duggen forsvinder. Så bevarer du bedst de æteriske olier i stænglerne.

LÆS OGSÅ: Så let får du dine egne krydderurter

4. Sørg for god luft i drivhuset

Sørg altid for god udluftning i drivhuset. For høje temperaturer giver misvækst og sygdomme hos f.eks. tomat- og agurkeplanter. Åbn vinduerne, når du tager på ferie, drivhuset kan klare sig i 1-2 uger uden pasning på denne måde.

5. Lav din egen digital detox krog i haven

Partner

Bolius_Orange_Payoff_Small_RGBfixed.jpg

Denne artikel er blevet til i samarbejde med Boligejernes Videncenter Bolius.
Hent mere viden og gode råd på bolius.dk

Haven skal ikke kun være arbejde og slet ikke om sommeren. Har du ikke nok steder, hvor du kan koble helt fra og forsvinde ind i dit eget indre univers, så lav din egen hyggekrog, hvor du kan digital detoxe. Måske har du et buskads, hvor der kan indpasses en lille siddekrog med en lille stol eller også har du nogle træer, hvor du kan smække en hængekøje op. Du kan også lave en lille bænk med to stolper og et bræt under det store træ i haven. Alt er muligt. Vigtigst er, at du finder et sted, der føles rart og hyggeligt, og hvor du kan opholde dig uforstyrret.

6. Sæt krukker ind i skyggen

Placér i ferieperioden krukker og potter i skyggen eller på et sted med mindre sol, dermed bliver vandforbruget mindre. Plant planter fra krukker, som du er særlig sart over for, ud i havejorden på et skyggefuldt sted, og gennemvæd jorden, så kan de fleste planter og blomster holde i op til otte dage uden vanding. Allier dig med en nabo, hvis du skal væk i længere tid.

7. Bind de klatrende planter op

Hen over sommeren vokser alle havens klatrende planter voldsomt. Her kan du med fordel løbende binde dem op og dermed føre væksten i de retninger, du ønsker. Det gælder måske blåregnen, der skal kravle langs et udhæng ved terrassen eller klematissen, der skal kravle rundt på raftehegnet. De klatrende roser vil også elske et lille opbindingseftersyn, og du forhindrer derved, at stikkende grene hænger i vejen. Det er nemmere at binde dem op løbende hen over sommeren, end når sæsonen er slut. Så er de nye skud blevet mere træagtige og har allerede formet sig efter omgivelserne.

LÆS OGSÅ: Kan klatreplanter skade facaden?

8. Lad vennerne høste, når du er på ferie

Har du en køkkenhave, men rejser væk på ferie, så allier dig med nogle venner eller familiemedlemmer, der mod at få smagsprøver høster og ordner moderat i din køkkenhave. Få dem til at høste, lægge på køl og evt. spise de frugter og grøntsager, der bliver klar, mens du er væk.

9. Efterså grøntsager i køkkenhaven

Køkkenhaven står i fuldt flor, og der høstes livligt. Det giver plads til nye køkkenurter. Drys eventuelt 1 cm kompost ud på havejorden, og vend det rundt i den øverste 1 cm køkkenhavejord. Prikle evt. porrer ud eller så nye hold af spinat, salat og radiser. Bedst egnet er kølige hverdage, hvor frøene bedst spirer. Undgå at prikle og så grøntsager på kraftigt varme sommerdage. I de små køkkenhaver er det endnu vigtigere, at vi udnytter pladsen optimalt hele sæsonen.

LÆS OGSÅ: Gode råd, når du skal have hængekøje

10. Slå plænen to gange efter ferien

Når du kommer hjem efter flere ugers ferie, er græsset blevet højt. Slå plænen første gang med en klippehøjde på ca. fem cm. Slå dernæst græsplænen på tværs af første klipning til en klippehøjde på ca. 2-2,5 cm, da højt græs kan være vanskeligt at klippe pænt i én klipning. En rotorklipper er bedst til langt græs, men en almindelig græsslåmaskine kan også bruges.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her