*

Bolig

Indret med personlighed

Ud med de samme sikre valg, din nabo også har, og ind med det kreative og anderledes. Her er fem eksempler på, hvordan du kan gøre dit hjem helt personligt.

Skab personlighed med en unik plakat, som du ikke finder nogen andre steder. Grafiker Trine Clausen laver f.eks. disse plakater med motiver, du helt selv vælger. Det kan være dit nye hus eller den by, du bor i. Foto: PR

Der var engang, hvor vi alle sammen gik efter det samme. Det samme Piet Hein-bord, den samme PH-lampe og den samme 7’er-stol. Sådan er det ikke længere. I dag går flere og flere af os tværtimod langt uden om det, naboen har, så vi sikrer os, at vores hjem signalerer vores unikke personlighed.

»Indtil for omkring 25 år siden ville man forsøge at få den samme stil i hele boligen, møbler fra samme periode og i nogenlunde samme stil, og så havde man et hjem, der viste, at man havde tjek på tingene og kunne indrette sig på en gennemført måde. Så kunne man i boligmagasinerne holde øje med, hvad der var comme il faut at gøre og kopiere det,« siger arkitekt og forfatter Thomas Dickson og fortsætter:

»I disse selfie-tider har vi behov for at vise, at vi er noget særligt. Vi vil gerne skille os ud og vise, at vi også har kulturel kapital. Altså, at vi ikke bare følger trenden, men selv opfinder noget og herigennem viser vores egen kreativitet.«

Det er lige så meget en personlighedstest. Er man til kaos eller orden? Fest og farver eller modernistisk med rette linjer og afdæmpede farver?
Thomas Dickson, arkitekt og forfatter

Og derfor går vi uden om Piet Hein-bordet med PH-lampen over og de seks 7’er-stole omkring. Vi vælger derfor ofte i højere grad »det modsatte af det, vi traditionelt forbinder med god smag og god boligindretning,« som Thomas Dickson forklarer.

I det følgende kommer han med fem bud på, hvordan du med få tricks kan indrette med personlighed – uden at det bliver forceret vel at mærke.

»Der er ikke noget mere trist end folk, der desperat forsøger at være unikke, så det handler om at finde ud af, hvem man egentlig er. Det er lige så meget en personlighedstest. Er man til kaos eller orden? Fest og farver eller modernistisk med rette linjer og afdæmpede farver? Hvem er man som menneske, og hvordan lever man sit liv? Det er de vigtigste spørgsmål at stille, når man skal indrette sit hjem,« siger arkitekten.

Gå med vintage

At vi går efter det unikke betyder dog ikke, at de gamle danske designklassikere er ude af billedet, Tværtimod er de lige så populære som altid. Men: Det skal bare helst være vintage.

»Mange går på loppemarkeder eller auktionshuse og leder efter nogle af de gamle klassikere, som ikke er så kendte. Det kan være en sjælden PH-lampe, du har fundet på et loppemarked i Tyskland. Eller en speciel Wegner-stol, som ikke har været produceret i 35 år. Eller bare et arvestykke fra bedstemor, der er blevet shinet op,« siger Thomas Dickson.

En vintage Wegner-stol, som ikke kan købes mere, er noget mange higer efter i dag. Det er nemlig ikke noget alle andre også har og skaber derfor et mere personligt udtryk i hjemmet. Her er det dog nyproduktioner af Wegner fem første stole-design for Carl Hansen & Søn, hvoraf tre er blevet sat i produktion igen. Foto: PR

Miks møblerne

Tendensen kommer også til udtryk i den måde, vi sætter møbler sammen på i dag,.

»Det er blevet mere acceptabelt – eller måske ligefrem hipt, om du vil – at sætte møblerne sammen på en utraditionel måde og stille reolen, du har arvet fra din mormor ved siden af det hotteste Poul Kjærholm-bord,« siger Thomas Dickson.

Og hvis du er ligeglad med vintagemøbler, så lad være med at gå ud og anskaffe dig et.

»Hvis du er mere til at bygge store Lego-modeller og vise dem frem eller at brede frimærkesamlingen ud hver søndag, så er det dét, du skal lægge vægt på i din indretning,« siger han.

Vis dit kreative mod

Kunst behøver ikke begrænse sig til væggene. Kunstner Rikke Darling laver f.eks. unikke kunstværker på designstole som Syveren her, som din nabo garanteret ikke har. Det koster 2.800 kr. Foto: PR

Kunst behøver ikke begrænse sig til væggene. Kunstner Rikke Darling laver f.eks. unikke kunstværker på designstole som 7’eren her . Foto: PR

En anden måde, du kan adskille dig fra dem på den anden side af ligusterhækken på, er ved at kaste lidt kulør op på dine hvide vægge. De senere år har vi set en tendens til at bruge tapet, og nu er der også begyndt at komme lidt farve på væggene, lyder det fra Thomas Dickson.

»Hvidt er det sikre kort at spille og har domineret de seneste 10-15 år. Men nu ser vi, at der begynder at komme lidt farve på væggene igen. At vi tør sætte lidt kulør på boligen og vise lidt kreativt mod.«

For selv om vi lever i en verden med brexit, terror og Trump og masser af tumult, har vi alligevel lidt mere overskud end for fem-seks år siden. Og i økonomisk mere rolige tider tillader vi os typisk at slå lidt mere ud med armene. Også i boligen.

Thomas Dicksons bedste indretningstip

»Kig indad. Hvem er jeg, og hvad er det, jeg vil? Brug svaret til at blive klogere på, hvordan din boligindretning skal være. Og spørg så dig selv: Hvad skal der ske i mit hjem? Er der børn, husdyr eller hobbyer, der skal være plads til? Hvad er det for et liv, der skal udfolde sig i de her rum? Det er noget, vi typisk glemmer, når vi indretter, fordi vi kommer til at fokusere på, hvad der er moderne, og hvad der måske vil imponere naboen. Blæs på naboen – han er dybest set ligeglad – og indret dig, så det fungerer både på et praktisk og velværemæssigt plan.«

»I slutningen af 1960’erne f.eks var alt pludselig tilladt. Det var frem med den store farvepalet, hippekollektiver med ølkasser – vi ville blæse den gode smag og de fine fornemmelser en hatfuld,« siger Thomas Dickson.

Personlig plakatkunst

Er du ikke til storblomstret 1970’er-tapet eller grønne vægge, så kan du også på en lidt mere afdæmpet måde vise dit kreative mod og anskaffe dig et stykke personlig plakatkunst.

»Nogle får f.eks. blæst et af deres egne fotoer op i stor størrelse og hænger det op. Men det kan også være et gammelt maleri eller en plakat, der altid har hængt i dine bedsteforældres hjem. Begge dele er noget, der har en historie i sig.«

Få det fixet

En anden måde at personliggøre hjemmet på er at gøre det selv. Do-it-yourself-bølgen – eller DIY, som det også bare kaldes – har været over os siden finanskrisen. Den er her stadig, og den udvikler sig. Det nyeste er fix it-bølgen, som Thomas Dickson kalder det.

»Det er blevet trendy at reparere sine ting i stedet for at smide dem ud. Eller at betale sig fra, at andre reparerer dem. I maj holdt Designmuseum Danmarks f.eks. et stort marked, hvor man kunne komme med sin gamle designmøbler eller B&O-radio og få hjælp til at reparere det.«

En vintage Wegner-stol, som ikke kan købes mere, er noget, mange higer efter i dag. Det er nemlig ikke noget, alle andre også har – og skaber derfor et mere personligt udtryk i hjemmet. Her er det dog nyproduktioner af Wegners fem første stoledesign for Carl Hansen & Søn, hvor tre er blevet sat i produktion igen. Foto: PR

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her