*

Bolig

Lille badeværelse? Sådan forebygger du fugtskader og klaustrofobi

Få ekspertens tips til vådrumssikring og udluftning – og desuden til at få mest muligt ud af de få kvadratmeter.

Foto: Wrede Fastighetsmäkleri

Et lille badeværelse kan ofte være en stor udfordring. Hvordan sørger man for, at der ikke kommer for meget fugt i det lille rum? Hvordan undgår man at skulle bade oveni toilettet, som bliver resultatet i mange storbylejligheder? Og hvordan finder man plads til forskellige opbevaringsløsninger på et lille badeværelse. Dennis Tronborg fra Bad og Fliser giver her sine bedste råd med på vejen.

Vådrum eller ej?

Foto: Scandinavian Homes

Pladsmangel og begrænset albuerum er sandsynligvis noget af det, du kæmper mest med, hvis du har et lille badeværelse. Men før du tænker på indretning og opbevaring i det lille rum, bør du nøje overveje fugten, der uundgåeligt opstår i rummet, fortæller Dennis Tronborg fra Bad og Fliser, der leverer totalløsninger til badeværelser. Og tag dine fugtmæssige forholdsregler, inden du går i gang med selve indretningen. “Hvis dit badeværelse er under 3,25 kvadratmeter eller har en bredde på under 1,5 meter, så betragtes hele rummet som vådzone og skal behandles derefter,” fortæller Dennis Tronborg og tilføjer: “Det vil som udgangspunkt sige, at rummet skal behandles med en vådrumsmembran, og at man efterfølgende skal have lagt fliser på gulv og på alle vægge op til 2,3 meter eller helt op til loftet – afhængigt af din lofthøjde.”

Foto: Soichiro Kaisho

Få styr på udluftningen!

Desuden er det vigtigt at få monteret udluftning, især hvis der ikke er vinduer i rummet. Jo mindre badeværelset er. desto vigtigere er udluftningen. “Her kan du sagtens vælge en standardmodel, som man kan tænde og slukke manuelt,” siger Dennis Tronborg. Typisk vil sådan en form for udluftning være monteret, så den tænder sammen med lyset. “Jeg vil dog anbefale en model med fugtsensor, som automatisk slår ventilatoren til, når der er en vis procent af fugtighed i rummet. Det er jo ikke altid nødvendigt at skulle have lyset tændt på samme tid med ventilatoren,” siger Dennis Tronborg.

Foto: Copenhagen Bath Denmark

Vælg opbevaringsløsninger, der kan tåle vand

Ligesom det er vigtigt at beskytte både vægge og loft mod fugt og ødelæggelse, er det en fordel at gøre det samme, når det kommer til badeværelsets opbevaringsløsninger. 
“Du er nødt til at tænke på, at dine opbevaringsmuligheder skal kunne tåle vand, når dit badeværelse ikke er større,” råder Dennis Tronborg. 
Her vil han selv anbefale et multifunktionelt møbel med opbevaring og vask i ét. 
“Hos for eksempel Copenhagen Bath forhandler de vaske, der er så smalle, at de kan være på de fleste små badeværelser,” siger Dennis Tronborg.

Foto: Copenhagen Bath Denmark

Man kan med fordel vælge pladsbesparende moduler, hvor vask og skuffer er bygget ud i ét, hvilket beskytter mod, at vandet trænger ind, siger Dennis Tronborg, der anbefaler materialet Acovi, tåler direkte kontakt med vand, og derfor er perfekt på et lille badeværelse.

Læs også: Alt du skal vide om fliser til det lille badeværelse

Gør rummet større med spejle

Foto: Delin Arkitektkontor

“I samme materiale findes spejle i forskellige, lækre designs,” siger Dennis Tronborg, der pointerer, at spejlet har stor betydning for, hvor stort rummet føles. Her kan du med fordel vælge et spejl, der fylder en hel væg. Overvej desuden at slå to fluer med et smæk ved at vælge et skab, hvis låger er beklædt med spejle. På den måde får du både etableret opbevaringsplads og snyder øjet til flere kvadratmeter.

Udnyt alle kubikmeter!

Hvorfor ikke gøre brug af samtlige kubikmeter på badeværelset, når du skal i gang med at indrette? Sæt eksempelvis hylder øverst på væggen langs loftet for at frigive en masse gulvplads. Det gør rummet lettere og mere ryddeligt at se på. Her kan du opbevare dine hudplejeprodukter, håndklæder eller ekstra toiletpapir i fine kasser eller kurve.

Foto: Alvhem Mäkleri & Interiör

Og nu vi er ved toiletpapiret, er det nok ikke nogen hemmelighed, at det kan være svært at finde plads til på et lille badeværelse. For hvad gør man af de ekstra ruller? Gør ligesom i lejligheden her, hvor man har sat et mindre ophængningssystem op i loftet til små kroge, hvilket gør det muligt at hænge toiletpapiret op i et dekorativt net. Brug også systemet til en enkelt hængende plante for at få noget grønt ind i rummet. Det er kun fantasien, der sætter grænser. 

Læs også: Undgå at badeværelset svømmer over i rod

Foto: Dysign AB

Undgå, at brusenichen bliver for kompakt

“Når du skal etablere brus på et lille badeværelse, er der flere løsninger at vælge imellem,” siger Dennis Tronborg. Hvis du overhovedet har plads til det, så undgå badeforhænget, som hurtig optager meget plads, råder han. “Vælg i stedet en bruseniche, som kan placeres i det ene hjørne af rummet. Her er det muligt at vælge en løsning med to døre, som du kan folde ind til væggen, når bruseren ikke er i brug.” Endelig kan du med fordel etablere en væg i klar glas og på den måde undgå, at brusenichen kommer til at virke for kompakt og afskærmende i det lille rum, lyder ekspertens råd.

Læs også: Her er de største badeværelsestrends netop nu

Artiklen er publiceret i samarbejde med Houzz.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her