*

Bolig

Luksus på budget: Forny badeværelset for under 1.000 kr.

Badeværelset er et dyrt rum at renovere, men med kloge indretningsgreb kan man ændre udtrykket for en slik.

Foto: Dieter Vander Velpen Architects

Forandringer på badeværelset forbindes ofte med dyre renoveringer og større indkøb. Sådan behøver det dog slet ikke at være. Med indretningsdevisen om, at “det er detaljerne, der gør forskellen”, kommer man faktisk langt ved bare at fokusere på de fritstående ting eller ved at bruge møbler, som er lette at skifte ud. 
De følgende råd er især nyttige for dig, der er træt af dit nuværende badeværelse, og for dig, der er flyttet ind i et nyt lejemål, hvor mulighederne for store indgreb på badeværelset er begrænsede.

Vi giver dig 8 tips, som hver for sig, koster mindre end 1.000 kroner, men som alle tilfører badeværelset luksus.

Læg et tæppe

Bademåtter er ikke ligefrem kendte for deres stilede design, og flere års slid og fugtige fødder gør dem heller ikke kønnere. I luksuriøse badeværelser ser man ofte, at bademåtten er opgraderet til en lækker, orientalsk variant. Det kan være en god investering, de kun bliver finere med årene. Bare sørg for, at den ikke ligger sølet i vand for længe ad gangen uden at tørre - og luft den regelmæssigt.

Foto: Amber Interiors

Priseksempel: Hvis du ikke kan finde et tæppe i second-hand-butikker eller på auktioner, kan du købe et lille tæppe, som har et mønster, der ligner det på billedet, hos Ikea for 799 kr.

Køb et fint spejl

Husker du solspejlene, som var vildt populære i 70’erne og 90’erne? De er tilbage! Om end i en lidt mere moderne udformning. For at få badeværelset til at skille sig ud og få skabt mere personlighed er spejle over håndvasken en detalje, du nemt kan udskifte til et med lidt mere karakter. Hold øje på Den Blå Avis, hvor du ofte kan finde solspejle til under 100 kroner, eller køb et nyproduceret spejl.

Foto: J. Chai


Priseksempel: Hos H&M Home kan du få et lille gyldent solspejl for 199 kroner.

Find mere inspiration til badeværelsesspejle

Læs også: Gør dit badeværelse 10 år yngre på to dage

Udskift skabslågerne

Hvis dit badeværelsesmøbel er fra Ikeas serie Metod, kan du nemt give det nyt liv uden at skulle bore i væggene eller sætte ny vask i. Du kan nøjes med at give det nye skabslåger i en forfriskende farve, så hele rummet dermed får et nyt udtryk.

Foto: Yuri Grishko

Priseksempel: En låge i målene 57,2 x 29 cm koster 116,25 hos HTH Køkkener og fås i flere forskellige design, farver og mål.

Anskaf dig håndklæder med emblem

Hvad er mere luksuriøst end et håndklæde med et broderet dit eget navn eller dine initialer? Det er som regel noget, man kun forbinder med dyre hoteller, men det er faktisk ikke så dyrt at bestille selv. Hæng gerne håndklæderne op i badeværelset, så broderierne kan ses.

Foto: Annie Stevens Design Ltd

 Priseksempel: Hos Navnefabrikken kan du få broderet dit navn på et badehåndklæde for 199 kroner.

Brug detaljer i metal

Eftersom indretningen i badeværelser ofte er ret neutral og kold, er det godt at bløde de hårde emaljerede overflader op med varmt metal. Det kan hurtigt løbe op, hvis du vil have en vandhane, men du kan slippe langt billigere, hvis du satser på detaljer som håndklæderinge og toiletpapirsholdere i messing.

Foto: THG Paris


Priseksempel: En håndklædeholder i messing fra Smedbo koster 332 kroner.

Få inspiration til moderne badeværelsesarmaturer

Fokus på produkterne

Den nemmeste måde at tilføre luksus i badeværelset er med lækre plejeprodukter. Alle priser er selvfølgelig relative, så det kan føles en smule voldsomt at give 400-500 kroner for håndsæbe og creme, men en lækker indpakning og god kvalitet betaler sig i den lange ende. Det kan være hverdagsluksus som en lækker tandpasta, og hvorfor ikke også investere i økologiske tandbørster i træ?

Foto: UK Bathrooms

Priseksempel: De meget populære sæber fra Aesop koster 270 kr. hos Støy, en tandpasta fra italienske Marvis koster 24 kroner hos Hill Street, og du kan få trætandbørster fra Hay til 69 kroner stykket.

Læs også: 10 små badeværelser med storslåede idéer

Tilføj en ting at sidde på

I store badeværelser kan ultimativ luksus være at have en ottoman eller en lænestol stående i rummet. Men bare fordi du har et mindre badeværelse, behøver du ikke give afkald på siddepladser - du skal bare tænke kreativt. En lille skammel kan ofte stuves ind i selv de mindste badeværelser og kan desuden fungere som et lille sidebord eller som en stilleben-udstilling, når den ikke bruges til at sidde på.

Foto: Jane Cameron Architects

Priseksempel: En stubbe-skammel fra Nordal til 750 kroner hos Interiøbutikken.

Find en ny lampe

Ofte er loftslampen det sidste, vi tænker på at udskifte - både i badeværelset og i hjemmets andre rum. Måske er det, fordi der som oftest allerede er lys i loftet, når vi flytter ind et sted. Under alle omstændigheder
er markedet for badeværelsesbelysning blevet større og mere interessant, så det i dag er nemt at finde flot belysning til vådrum. Dermed ikke sagt, at det er nok, at selve lampen passer ind i stilen - det er også vigtigt at finde ud af, hvor i rummet den skal hænge. Så rådgiv dig med en elektriker eller belysningsekspert, inden du hænger lamperne op.

Foto: Guggenheim Architecture Design Studio

Priseksempel: Badeværelseslampe fra Ellos, der tåler fugt.

Se flere billeder hos houzz.dk

Artiklen er publiceret i samarbejde med Houzz.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Interview: »Letbanen er den bedste løsning – også i fremtiden«
Teknikrådmand Kristian Würtz (S) vil arbejde for et grønt islæt på letbanens næste etape. Trods kritik af kørestrømsmaster og skred i både budget og tidsplan på den første etape, mener han stadig, at letbanen er den bedste transportløsning i fremtiden. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her