*

 

Bolig

Boligen er gået online

Det er ikke kun supermarkedet, tøjbutikken og posthuset, der er gået online – også boligen har bevæget sig ind i den digitale sfære. Og folkene bag det amerikanske boligsite, Houzz, som netop er kommet til Danmark, håber at tage den endnu videre.

Det amerikanske boligsite Houzz er blevet kaldt alt fra porno for boligentusiater til indretningens Facebook. Nu er det også i Danmark. Foto: Camilla Stephan

I 2009 købte Adi Tatarko og hendes mand deres drømmehus i Palo Alto, Californien. Det krævede dog først en renovering, og det skulle vise sig at blive et større arbejde. Adi Tatarko gik i gang med at google og klikke hjemmeside efter hjemmeside igennem, bladrede stakkevis af boligmagasiner igennem og spurgte venner og bekendte til råds om dygtige professionelle til at udføre arbejdet.

Til sidst sad hun med en rodet bunke magasinudklip og en hulens masse indtryk og var egentlig mere forvirret, end før hun gik i gang. Det måtte da kunne gøres nemmere, tænkte hun – og spiren til Houzz var dermed plantet.

I dag er Houzz verdens førende indretningsportal, hvor over 35 mio. mennesker hver måned klikker sig ind for at få inspiration til indretning, design og arkitektur. Det er blevet kaldt porno for boligentusiaster, designverdenens hellige gral, en uudtømmelig brønd af inspiration, vanedannende og indretningens Facebook. Og nu er det også kommet til Danmark.

Millioner af billeder

Houzz

Amerikansk online platform, der samler boligreportager, produktbilleder, eksperter inden for arkitektur, indretning og design samt guidende artikler om indretning.

Har hver måned over 35 mio. unikke besøgende fra hele verden og har over 50.000 danske brugere.

Man kan oprette en bruger og downloade den gratis app, men man kan også blot klikke sig ind på hjemmesiden og bladre igennem alle billederne, artiklerne og eksperterne.

Se evt. mere på: www.houzz.dk

Kort fortalt samler Houzz billeder fra boliger, arkitekter og designfirmaer verden over, som man kan bladre igennem. Der er de såkaldte Houzz Tours – boligreportager – fra hele verden, men Houzz er også en slags database for alt boligrelateret, hvad enten du skal finde en arkitekt til at bygge dit nye hus, have hjælp til at indrette køkken-alrummet eller købe en ny sofa til stuen, fortæller firmaets nordiske direktør, Marcus Hartwall.

Normalt er den svenskfødte direktør bosiddende i London, hvor det nordeuropæiske kontor også ligger, men han er svunget en tur forbi Danmark for at vise Jyllands-Postens udsendte rundt i Houzz' univers.

»Hvis du for eksempel skal have lavet nyt køkken, så kan du vælge ”køkken”, og så kommer der en masse billeder frem, du kan lade dig inspirere af,« siger han og scroller ned over de mange køkkenbilleder.

1.284.873 køkkenbilleder for at være helt præcis.

»Du kan også sortere alt efter hvilken stil, du bedst kan lide,« fortsætter Marcus Hartwall og klikker først ”skandinavisk” frem, derefter ”asiatisk” og forklarer, at man også kan sortere i de mange billeder ud fra, hvor i verden de kommer fra.

Der er rigtignok rigtig mange muligheder og med filtret sat op til skandinavisk i USA, er feltet snævret ind til det mere overskuelige antal på 362 billeder.

»Skandinavisk indretning og design er virkelig populært i udlandet. Det er et af de mest søgte ord i lande som Japan, Spanien og Australien,« indskyder Marcus Hartwall.

Tegn din indretning

Marcus Hartwall er nordisk direktør for den amerikanske platform for indretning, arkitektur og design, Houzz. Foto: Jenny Leyman
Den store nyhed er dog at finde i Houzz' app. Her har de nemlig lavet den såkaldte sketch-funktion, hvor man kan tegne sin indretning. Det er i og for sig ikke noget nyt med app'er og computerprogrammer, hvor man kan tegne sin indretning, men Houzz har lige taget det skridtet videre.

»Hvis du f.eks. har forelsket dig i en bestemt lampe, men gerne vil finde ud af, om den vil passe til dit skrivebord, så kan du tage et billede fra dit hjem, uploade det og sætte et foto af lampen ind,« siger Marcus Hartwall og illustrerer med ganske få klik, hvordan han sætter lampen ind på et andet billede.

Udover billeder fra boliger er der nemlig også en lang række produktfotos fra designfirmaer, man kan bladre igennem. Indtil videre er der knap 17.000 produkter repræsenteret og lige omkring 2.000 danske arkitekt-, entrepenør- og designfirmaer, som man også kan følge, så man kan holde øje med, hvornår de f.eks. lancerer nye produkter.

Et løbehjul er fast genstand på dette badeværelse

Med to fingre gør han lampen større, og lige efter mindre igen – ligesom når man zoomer normalt på sin smartphone.

Det søger danskerne mest på online

- Køkkener

- Børneværelser

- Smarte opbevaringsløsninger

- Små rum

»Det er ret enkelt og snyggt,« siger han med et smil og leder efter det danske ord.

Lækkert eller elegant ville nok være den bedste beskrivelse på dansk, bliver vi enige om.

»Man behøver heller ikke at uploade sit eget billede. Man kan sagtens gøre det samme med et af de billeder, der ligger i app'en i forvejen,« siger han og tilføjer, at man også kan tegne streger med blyantsfunktionen, sætte mål ind eller smide en smiley på og dele billedet med sine venner – eller ens arkitekt.

Global inspiration

Men hvad betyder det egentlig, at vores bolighorisont har udvidet sig i takt med, at boligen er rykket på nettet, og vi kan finde inspiration i hele verden med et klik på musen?

Marcus Hartwall tror på, at det vil udvide vores bolighorisont og dermed vores indimellem lidt konservative måde at indrette vores boliger på her i Skandinavien.

Hvor dansk er møblet, når det er designet af en tysker og producent i Polen?

»Skandinaviske hjem bliver ofte refereret til som ”50 shades of white”. Det er også rigtig fint, men jeg tror, at dét, at vi kan finde inspiration på nettet fra hele verden, vil påvirke vores indretningsstil, så den bliver mere globalt orienteret. Og jeg håber virkelig, at f.eks. Houzz kan være med til at gøre folk mere åbne over for forskellige stilarter,« siger den skandinaviske chef, der dog ikke regner med, at vi kommer til at se, at de mange forskelle bliver udjævnet:

»Ud over den måde, vi indretter vores hjem på, er der også stor forskel på vores tilgang til f.eks. at indrette vores hjem i USA og her i Skandinavien. I USA er det meget normalt, selv hos almindelige middelklassefamilier, at hyre en indretningsarkitekt eller boligstylist. Her i Skandinavien gør vi det i høj grad selv og sætter også en ære i det. Det er på mange måder en del af vores kultur. Så det bliver vi nok i vid udstrækning ved med,« slutter han.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Biler
Årets Bil 2017: Her er kandidaterne til årets bilpris
Kåringen af Årets Bil i Danmark byder på godt 20 bilnyheder, der alle er på jagt efter at vinde hæderen. For første gang kan det blive en SUV, der løber med sejren, men hybridbilerne lurer. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her