*

Bolig

Sådan tænder du bedst for varmen

Det er blevet bidende koldt udenfor, hvilket kræver en ekstra indsats fra radiatoren. Læs her, hvordan du bedst og billigst får varmen.

Foto: Colourbox

Den sibiriske kulde har lagt sig over Danmark i denne uge, og derfor bliver der skruet godt op for varmen i mange danske hjem. 

Tænker du dig lidt om, behøver det ikke at gøre ondt på pengepungen, når varmeregningen skal betales.

»Som økonomibevidst varmekunde bør du blandt andet sørge for, at alle radiatorer i rummet er indstillet til samme temperatur. Det er nemlig langt mere energieffektivt med fire radiatorer, der varmer 25 pct. hver, frem for én enkelt der banker løs,« siger Jimmi Eiberg Jensen, der er projektleder hos Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

Mange sætter ellers pris på, at der er køligt i soveværelset, men det skal man passe på med.

»Et koldt soveværelse vil trække varme ind fra andre rum. Og hvad værre er, at et helt koldt rum i et hjem, der ellers er opvarmet, vil skabe kondens i det kolde rum,« siger han.

Når du tænder for varmen rundt omkring i dit hjem, er det langt fra sikkert, at der så også bliver varmt i alle radiatorerne. Flere af dem skal sandsynligvis tømmes for luft inden.

Det kræver ikke en VVS-uddannelse at lukke luft ud af radiatorerne, men der er en særlig fremgangsmåde, man bør følge.

»Sørg for, at det kun er den radiator, du skal tømme for luft, der er tændt. Så tager du én radiator ad gangen for på den måde at øge presset, og her skal man huske at starte med den radiator, der er tættest på varmeanlægget,« forklarer Morten Guldborg, der er VVS'er hos VVS-Eksperten.

Trænger en radiator til at blive tømt for luft, vil den være kold i den ende længst væk fra termostaten. Det er også her, man finder ventilen, hvor luften skal lukkes ud. 

Man kan dog komme ud for, at man skal gøre dette flere gange på en vinter.

»Det skyldes, er der kan være lommer af luft i rørene, der endnu ikke har nået radiatoren,« forklarer han.

Når radiatoren er tømt for luft, er det vigtigt, hvordan du stiller den.

»Stil termostaten på enten trin tre eller fire. Så vil temperaturen ligge på mellem 19 og 22 grader. Husk, at hver grad betyder en stigning på fem procent rent prismæssigt,« siger Jimmi Eiberg Jensen.

En anden ting, der hurtigt kan øge regningen med meget mere end fem procent, er, hvis du ikke skruer ned for radiatoren, når du lufter ud.

Typisk er en radiator placeret under et vindue, og netop derfor skal du skrue den ned, også selv om du lufter ud i 10-15 minutter.

»Kulden fra det åbne vindue registreres af termostaten, der øger varmen, hvilket i sidste ende betyder en større regning fra fjernvarmeselskabet,« siger Jimmi Eiberg Jensen.

/ritzau/FOKUS
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Bolig lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her