*

Luksusbiler

Masser af sport, men ingen komfort

BMW X4 M40i betyder masser af kræfter, men er stenhård i fjedrene.

BMW X4 vinder ingen skønhedspriser. Teknisk er den næsten identisk med den lidt højere X3. Her tester vi topmodellen X4 M40i. Foto: Christian Schacht
BMW

BMW X4 M40i

Pris: 1.130.000 kr. plus lev.

Testbilen: 1.210.711 kr.

Beskatningsmæssig værdi: Kendes ikke

Økonomi: 11,6 km/l

CO2 per km: 199 g

Motor: 3,0 benzin med seks cylindre og turbo

Ydelse: 360 hk/5.800 o/min.

Moment: 465 Nm/1.350 o/min.

Topfart: 250 km/t.

0-100 km/t.: 4,9 sek.

L/B/H: 467/188/162 cm

I gamle dage var BMW kendt for sine 3-, 5- og 7-serier og ikke så meget andet. I dag er det anderledes, her består BMW af en omfattende buffet af bilmodeller, som bl.a. strækker sig over en lang række modeller som 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 foruden X3, X4, X5 og X6. Ugens testbil er X4’eren, der kom frem for et par år siden, og som nu er aktuel i en M40 i-version med den sekscylindrede motor, som her kaster 360 hk af sig. Pris: 1.130.000 kr. BMW opgiver ingen beskatningsmæssig værdi ved erhvervsleasing, men vi gætter på lige under en mio. kr.

Man sidder højt og godt i X4, og på bedste vis er der ikke særlig langt til A-stolpen, så atmosfæren er intim. Foto: Christian Schacht

Den lidt rundryggede vogn er måske nok en lidt aparte skabning, men tilsat enorme skærme, 19 tommer-fælge og en ekstra aggressiv front giver den medtrafikanterne gåsehud på kroppen.

Hurtigste Audi S4 nogensinde: Farten er diskret - lyden er rå

Først skal jeg bemærke, at vognen her ikke er en ”ægte” M-model, men dog skabt i M-afdelingen under M Performance-navnet. Motoren er den samme som i den nye M2 og er en tunet version af den, der ligger i X4 35i, den med 306 hk koster 931.000 kr. Men maskineriet har altså 54 hk ekstra og ikke mindst et moment på 465 Nm mod 400 Nm.

Den lange betegnelse dækker over, at BMW’s M-afdeling har været inde over og toptunet motor og undervogn til sport. Foto: Christian Schacht

Effektiv og lynhurtig

Alt sammen gør, at bæstet kan overstå distancen fra 0-100 km/t. på kun 4,9 sekunder, hvilket er 0,6 sekunder hurtigere end ellers. Den her motor kan vise tænder, trækker fra lave omdrejninger og stopper først med at accelerere ved godt 7.000 omdrejninger.

Lyden er let hvæsende, og hvert skift understreges af en raceragtig baslyd.

I snævre kurver demonstrerer X4, at den sagtens kan lege jagerfly i de små sving. BMW har nemlig gjort hele vognens opsætning så stram, at vi næsten ophæver naturlovene og glemmer, at det trods alt er en ganske høj bil.

Men faste fjedre, stive støddæmpere og stålsatte stabilisatorer skaber ganske vist præcise og sikre køreegenskaber, men her sidder man altså og småhopper i sædet ved bykørsel, hvor asfalten typisk er godt hullet. Til gengæld er der jo træk på alle fire hjul, og det giver et nærmest surrealistisk vejgreb.

Den store ulempe ved M-modellen er, at undervognen er særdeles ukomfortabel. Foto: Christian Schacht

Forsæderne er et kapitel for sig. De er høje og ranke med et behageligt, fast greb om kroppen og kan – sammen med rattet – justeres i alle retninger, så der er adskillige gode kørestillinger at veksle imellem på langtur. Interiøret, hentet fra X3, begynder til gengæld at virke lidt gammeldags, hvis man kigger på skærmen i midten, for den er lille og har ikke de nyeste funktioner med opkobling til smartphones.

Konklusion

X4 skal nok mest ses som en offroader i festtøj, der bejler til de bilister, der mere færdes i byen end på landet, men gerne vil forene firehjulstrækkerens høje siddeposition med elegancen fra en coupé. Og her i M-performance får man masser af sport, men ingen komfort.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her