*

Biler

Afgiftsuro påvirkede bilsalget

Den megen snak om afgifter satte sit præg på antallet af indregistreringer af nye personbiler i august, så det samlede salg faldt.

Den faceliftede Toyota Yaris er en af højdespringerne og blev den anden mest solgte bil i august. Foto: Toyota

August måned bød på både gode og mindre gode nyheder for bilforhandlerne.

Med mere end 154.000 solgte ved udgangen af sommermåneden ligger salget af nye personbiler stadig tre pct. over rekordåret 2016.

Top-20 Bilsalget i august

1. Peugeot 208 - 689
2. Toyota Yaris - 538
3. Toyota Aygo - 535
4. VW Golf - 477
5. Renault Clio - 410
6. VW Up - 404
7. Opel Karl - 355
8. Citroen C1 - 294
9. Nissan Qashqai - 272
10. Kia Picanto - 271
11. Kia Rio - 265
12. Hyundai i10 - 252
13. Citroen C3  -245
14. Skoda Octavia - 240
15. Skoda Citigo - 238
16. Skoda Fabia - 238
17. Renault Captur  -228
18. VW Touran - 221
19. VW Passat  -213
20. MB C-klasse  -211

Kilde: De Danske Bilimportører

Til gengæld gik antallet af indregistreringer ned i kadence i slutningen af måneden, som med godt 15.300 biler endte omkring 12 pct. under samme måned i fjor.

Uroen omkring nye afgifter har smittet af på bilkøberne, som holder vejret og afventer. Og ifølge Gunni Mikkelsen, som er direktør for De Danske Bilimportører, har de politiske udmeldinger spillet ind på antallet af indregistreringer i den sidste uge af august.

Salgslister skal dog altid tages med et vist gran salt. Mange af de biler, som leveres, er typisk bestilt måneder før. Desuden er august en atypisk måned, hvor bilfabrikkerne holder ferie og omstiller produktionen til næste års modeller, mens mange af de potentielle bilkøbere endnu ikke er kommet helt hjem fra ferie.

Ifølge bilimportørerne er der således blevet leveret biler, som allerede var bestilt, mens der skam også er blevet solgt nye biler, men altså på et lavere niveau end normalt. Og det forventes også, at bilsalget vil stige igen, fordi efterspørgslen er til stede.

»Meldingerne om, at salget er stoppet helt op, kan vi ikke genkende, der bliver fortsat solgt nye biler men naturligvis på et lavere niveau – nogle kunder skal blot have ny bil nu, nogle firmaer har allerede iværksat udskiftning af biler og fortsætter hermed. Nogle efterspørger de mindre biler, biler, hvor forventningerne til en afgiftsændring ikke er større end, at bilen købes nu,« siger Gunni Mikkelsen.

Populære småbiler

I toppen af listen finder vi den gamle kending Peugeot 208 på førstepladsen, mens Toyota Yaris og Aygo besætter henholdsvis anden- og tredjepladserne, hvor de har brudt VW’s dominans i toppen. Vi finder Golf på en fjerdeplads, mens Up er på sjettepladsen, og først nede på plads nummer 18 og 19 ligger Touran og Passat og roder rundt. Polo er helt ude, mens vi venter på en afløser. Efter at have tabt terræn er der igen også flere mikrobiler tilbage. Det gælder også Opel Karl og Kia Picanto. Bemærkelsesværdigt er det, at Mercedes-Benz C-klasse, der sælger godt til firmafolket, lige titter frem på 20.-pladsen.

Den nye Kia Picanto, som blev lanceret før sommer, ligger på 10.-pladsen på listen. Foto: Jens Overgaard

Mercedes C-klasse, der er en populær firmabil, titter lige frem på en 20.-plads. Foto: Jonas Ahlstrøm

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her