*

Biler

Fuld fart op ad landets eneste ægte serpentinervej

Danmark er lidt småt kørende i bjerge med hårnålesving, men i denne weekend dyster biler fra 1929 til 1990 om at komme hurtigst op ad bjerget under Munkebjerg Hillclimb.

Heino Mejer fra Horsens regnes for en af landets absolut hurtigste rallykørere. Han kommer til Munkebjerg Hillclimb som favorit i sin Volvo 242 Turbo. Foto: Michael Eisenberg

Hvis du ikke vil nøjes med at se biler på museum, så er der masser af muligheder for at opleve bilhistorie i bevægelse i det danske sommerland. Blandt andet ved træf og historiske løb og ikke mindst Munkebjerg Hillclimb, der ofte er beskrevet som landets måske smukkeste motorløb.

Gamle biler kører for fuld fart ad landets eneste ægte serpentinervej, den halvanden km lange, snoede vej fra Vejle Fjord op gennem skoven til Munkebjerg Hotel, og det sker det med alle typer klassiske biler som deltagere, lige fra 1980’ernes bestseller, Peugeot 205, til mange millioner kroner dyre sportsvogne fra 1930’erne og 1960’erne.

Jørgen Strøyer er ejer af Strøyer Samlingen i Assens, og han kommer til Munkebjerg for at vise sin umådeligt sjældne Ferrari GT 250 Testa Rossa frem for publikum som et led i fejringen af Munkebjerg Hotel. Foto: privat

Hillclimb er en løbsform, hvor bilerne slippes af sted enkeltvis for at præstere hurtigst mulige tid på en snoet og bakket strækning. Løjerne starter denne weekend i Munkebjerg-skovene et par km sydøst for Vejle med udsigt over den smukke fjord. Og hold nu ørerne stive: Der er gratis indgang til den 1,4 km lange bane.

Munkebjerg Hillclimb

Et ægte hastighedsløb. Bilerne starter med et minuts mellemrum på sydsiden af Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen med mål ved Munkebjerg Hotel.

Man kører ruten fem gange, to gange træning og tre heat i selve løbet. Ruten er 1,6 km med en række krævende sving.

Der er gratis adgang for publikum. Man kan komme helt tæt på bilerne både ved start nede ved stranden og ved mål og ryttergård oppe på toppen ved Munkebjerg Hotel.

Man kan komme helt tæt på bilerne både ved start nede ved stranden og ved mål og ryttergård oppe på toppen ved Munkebjerg Hotel.

Tilskuerne kan se race lørdag kl. 12-16 fra Bugattivej og søndag kl. 9-17 fra Ibæk Strandvej og Munkebjerg Hotel.

Alle mulige biler

I år er der 105 deltagere, der kører fra Ibæk Strandvej ved Vejle Fjord op til Munkebjerg Hotel, og blandt de ældste finder man Lea Francis, Riley, M.G., SS 100 og Lagonda fra omkring 1930. I denne klasse møder svenskeren Roy Palm op i en Bugatti Type 51 fra 1932 med ottecylindret motor på 160 hk.

Efterkrigstiden er smukt repræsenteret gennem blandt andet en Lotus Seven S1 fra 1960 kørt af Mads Nygaard fra Vejle. Denne type bil er tit set med kraftigt tunede motorer, men her møder vi basisudgaven med blot 64 hk, helt den samme som i MG Midget.

Favoritterne

Totalvinderen af Munkebjerg Hillclimb skal findes blandt feltets nyere biler. Favorit er sidste års vinder, Heino Mejer fra Horsens, i en Volvo 242 Turbo fra 1983. Han vil dog få hård konkurrence fra Per G. Hansen, Ringsted, i en Porsche 911 RS fra 1976 og Johnny Pedersen, Slangerup, i en BMW M3 fra 1990.

Deltagerne i det berømte Rallye Monte-Carlo Historique er repræsenteret af horsenskøreren Toni Hansen (dette års nr. 11) i en Audi 80 fra 1979, mens Lars Hindsgaul, Middelfart, kommer i sin hidsige Fiat 128 Coupé fra 1972.

Johnny Pedersen fra Slangerup kommer til Munkebjerg i sin lynende hurtige BMW M3. Han er blandt favoritterne til løbets totalsejr. Foto: Michael Eisenberg

En lille gruppe af fire Ferrari-motoriserede drømmebiler fra 1960’erne kører i slow-tempo op ad bjerget for at deltage i fejringen af Munkebjerg Hotels 50-års jubilæum her i sommer. I denne gruppe vil man blandt andet kunne møde Jørgen Strøyer fra Assens i en Ferrari GT 250 Testa Rossa fra 1962, en af de mest beundrede Ferrarier nogensinde. De tre andre biler er en 275 GTB fra 1965, en 330 GTS fra 1967 samt en Fiat Dino med Ferrari-motor fra 1967. Denne gruppe af biler kører op ad bjerget cirka kl. 11.30 og 15.

Per G. Hansen fra Ringsted i Porsche 911 RS regnes for at være en af landets mest erfarne rallykørere og har tidligere vundet historiske mesterskaber. Men Munkebjerg Hillclimb har han endnu ikke vundet. Foto: Michael Eisenberg

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her