*

Biler

Stor japansk SUV får en opfrisker

Den syvpersoners X-trail fra Nissan strammes op for at holde sig konkurrencedygtig over for de stadig flere konkurrenter.

Den faceliftede Nissan får mere karakter, helt i stil med Qashqai, der også netop har fået et facelift. Fotos: Nissan

Mens der er masser af hype omkring Nissan Qashqai, er der mere stille om X-trail, som er den større crossover-storebror med plads til syv. Men nu får X-trail et facelift, der ikke alene giver modellen mere karakter på designfronten, men også løfter udstyrsniveauet. Ændringerne er blevet mere påtrængende, end hvad vi normalt ser i forbindelse med et facelift, fordi mængden af konkurrerende modeller er vokset støt, siden den nuværende generation af X-trail kom på markedet i 2014. Her fik den en klar rolle, da Qashqai-modellerne med syv sæder udgik, fordi X-trail skulle tage over på denne front. Den store model kan dog fås med både fem og syv sæder.

Interiøret har fået en opgradering med bedre materialer og brugervenlighed.

Opgraderingen bringer også designmæssigt X-trail på linje med Qashqai, der netop har fået et meget gennemgribende facelift.

Nissan X-trail

Blev lanceret i 2000. Anden generation kom på markedet i 2007, mens X-trail blev introduceret i sin nuværende tredje generation i 2014.

Sælges i USA under navnet Nissan Rogue.

Ud over facelift-klassikere som en mere markant front og bagende samt et nyt opgraderet instrumentbord og nye materialer i kabinen er der masser af udstyrsmuligheder. DAB-radio er nu standard, mens X-trail nu kan bestilles med håndfri betjening af bagklappen, der kan åbnes med en fodbevægelse, mens modellerne med full LED-forlygter nu også har LED-kurvelys, og der kan bestilles Bose-lydanlæg med otte højttalere eller varme i bagsædet.

Nissan Connect-systemet med navigation har nu også fået ny brugerinterface, der er opbygget med apps, mens en ny hajfinne-antenne skulle give en bedre modtagelse.

I løbet af 2018 vil modellen kunne købes med mærkets Propilot, der er et selvkørende system, hvor Propilot overtager styring, acceleration og opbremsning i en enkelt vognbane – det kan typisk ske på motorveje i tæt trafik og ved høj hastighed. Andre sikkerhedssystemer er den automatiske nødbremse med fodgængerregistrering og Rear Cross Traffic Alert, som kan registrere krydsende trafik, når du bakker.

Lidt mere plads

En ny kabineindretning betyder, at bagagerummets kapacitet er vokset fra 550 liter til 565 liter. Det bliver til 1.996 af slagsen med bagsædet lagt ned. Alle versioner har det såkaldte Luggage Board-System, der giver mulighed for at placere hylder og bagagerumsopdelere på ni forskellige måder. Det kan blandt andet være et skjult opbevaringsrum, så værdigenstande holdes ude af syne.

Motorprogrammet er uændret. Det vil sige en 1,6 liters dieselmotor på 130 hk, en 2,0 liters dieselmotor på 177 hk og en 1,6 liters benzinmotor på 163 hk.

Takket være ændringer i indretningen er bagagerummet i X-trail vokset fra 550 liter til 565 liter.

Nissan X-trail sælges i USA under navnet Rogue, og modelserien var med 766.000 eksemplarer i 2016 en af de mest solgte i sin kategori. Det er en bilklasse, som også europæerne har appetit på. Fra 2014 til 2016 blev salget af X-trail i Europa fordoblet og steg det efterfølgende år med 40 pct.

Den faceliftede Nissan X-trail lander herhjemme til efteråret. Priser eller dansk udstyr foreligger endnu ikke.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Egnsteater har stor succes med eksport til hovedstaden

Traditionelt set er det Det Kongelige Teater, der tager ud i provinsen og viser dets teaterstykker frem. Det har Fredericia Teater lavet om på. Med dets Disney-musicals har teatret to somre fyldt Det Kongelige Teater i København. Fredag havde de premiere på den tredje, ”Klokkeren fra Notre Dame”.
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her