*

Biler

Kantet og historisk Citroënvarevogn genoplives

Den ikoniske Citroën HY får nyt liv af italienske designere, der sælger et kit, som forvandler nye varevogne til retrolook.

Ligheden med den klassiske Citroën HY til højre og nyfortolkningen til venstre er slående. Det er så en smagssag, om resultatet er vellykket. Foto: David Obendorfer

Få biler er så markante i deres udtryk som den klassiske VW Boble og Citroën 2CV.

Det skulle da lige være folkevognsrugbrødet og den kantede Citroën HY.

Mens VW-fabrikkerne allerede har genoplivet Boblen med nyfortolkninger som New Beetle og Beetle, er det trods flere bud endnu ikke blevet til produktionsklare udgaver af nyt rugbrød.

Citroën har heller ikke turdet nyfortolke deres ikoner, men nu bliver det franske mærke overhalet indenom af den italienske designer David Obendorfer og kollegaen Fabrizio Caselani.

Under huden på den genfødte HY finder vi en Citroën Jumper, der ligesom originalen har en stor højde. Foto: David Obendorfer

Citroën H-varevognen
  • Er designet af Flaminio Bertoni og produceret fra 1947-81 i 473.289 eksemplarer.
  • Der blevet bygget en række modeller som HZ, HX og HY (som var mest udbredt herhjemme) samt 1.800, der var salatfad for politiet. De fleste eksemplarer blev afsat i Frankrig, Belgien og Holland.
  • Det nye HY-kit, som kan monteres på en Citroën Jumper, er udviklet af de italienske designere David Obendorfer og Fabrizio Caselani.
  • De sælger 70 eksemplarer, som kan bestilles i en række varianter. Priserne fremgår ikke.
De har ikke alene gendesignet HY-varevognen i anledning af 70-året for modellens debut, men samtidig genskabt den som et fiberplast-kit, der kan monteres på en topmoderne Citroën Jumper-varevogn, så man rent faktisk kan bruge sin retrovan i det daglige.

Olsen Banden-bil

Modellen, som blev bygget fra 1947-1981, er sydpå ofte brugt til salgssted for streetfood, mens den herhjemme er udødeliggjort i bl.a. ”Olsen Banden i Jylland”, hvor Egon, Benny og Keld leder efter naziguld, og den havde en birolle, mens de tre gæve gutter ellers mest rullede af sted i deres Chevrolet Bel Air årgang 1959.

Designerne vil kun bygge 70 kit – et for hvert år siden lanceringen af varevognen. De skal monteres hos den italienske virksomhed FC Automobili. Den nye udgave kommer i en stribe forskellige versioner. Her er der selvfølgelig en salgsmodel, der kan fungere som snackbar eller kaffevogn, men også en campingudgave.

Prisen oplyses ikke, men regn med en bekostelig omgang. Det bliver også med væsentligt kraftigere motoriseringer end de beskedne 60 hk, som de sidste versioner af den oprindelige model bød på. David Obendorfer har gjort det til et speciale at genskabe bilklassikere i nyfortolkninger. Det har han bl.a. gjort med Fiat 127, Renault 4 og ... ja, VW’s folkevognsrugbrød med mere eller mindre held.

Pimpet varebil til storfamilien

Legendarisk designer

Flaminio Bertoni, som stod bag designet af HY-modellen, som herhjemme også blev kaldt ”grisetrynen” på grund af den store snude af en front, var en af de mest markante og elegante bildesignere i sidste århundrede.

Hans mesterværker omfatter bl.a. også Citroën-modellerne Traction Avant fra 1934, 2CV fra 1949 og DS fra 1957.

Også bagfra er der en klar lighed mellem originalen og nyfortolkningen. Foto: David Obendorfer

Varevognen, der oprindeligt blev kaldt H, men kom i en række versioner som HY, er skabt med inspiration fra de tyske Junker JU 52-fly fra Første Verdenskrig. Konstruktion var tænkt enkel, så de hele pladestykker i karrosseriet kunne presses ud i få arbejdsgange, og produktionsomkostningerne på den måde holdes nede.

Højt varerum

Samtidig byder det høje varerum, der er 1,80 meter i højden, på mulighed for at stå op indenfor. Derfor blev mange af bilerne netop brugt som salgsvogne til bl.a. mad. Gulvet var svejset så solidt, at det kunne bære en hest.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Egnsteater har stor succes med eksport til hovedstaden

Traditionelt set er det Det Kongelige Teater, der tager ud i provinsen og viser dets teaterstykker frem. Det har Fredericia Teater lavet om på. Med dets Disney-musicals har teatret to somre fyldt Det Kongelige Teater i København. Fredag havde de premiere på den tredje, ”Klokkeren fra Notre Dame”.
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her