*

Biler

Det skal du vide om årets helt store handel i bilbranchen

Franske PSA, der står bag Citroën, Peugeot og DS, er nu Europas andenstørste bilkoncern. Her fortæller vi om baggrunden og konsekvenserne af ejerskiftet.

De tre afgørende personer bag PSA’s køb af Opel. Fra venstre PSA’s topchef Carlos Tavares, Mary Barra, øverste direktør hos GM og manden til højre er Karl-Thomas Neumann, direktør ved Opel. Foto: PSA/Opel

Det er ikke hver dag, at et af Europas hæderkronede bilmærker skifter ejer. Men det skete mandag, da franske PSA købte Opel. Her kan du få et hurtigt overblik over sagen og konsekvenserne.

Hvorfor har GM solgt Opel?

General Motors officielle udmelding er, at Europas skiftende politiske og lovgivningsmæssige klima kræver større investeringer, mens koncern- en ser et større behov for at investere i Nordamerika, Kina og kommende teknologier såsom autonome køretøjer.

For fire år siden indledte PSA og Opel et samarbejde om fælles udvikling. Opel Crossland X er en af de første resultater. Platformen deles med crossovere fra Citroën og Peugeot. Foto: Opel

Salget af Opel indbringer 2,3 mia dollar, men omvendt betaler GM også en stor sum til bl.a. fremtidige pensionsforpligtelser. Handlen frigør dog ressourcer, samtidig med at den også vil gavne GM’s aktionærer.

GM har også sagt, at det europæiske bilmarked er blevet så forskelligt fra GM’s andre større regioner, at kun 20 pct. af køretøjerne i Opels fremtidige portefølje ville have været delt med resten af GM. Opel har derudover givet underskud i næsten to årtier, selv om der var lagt op til, at mærket skulle give overskud i år, hvilket dog blev ødelagt af store udgift- er i forbindelse med brexit.

Fælles teknik
  • GM og PSA lavede for fire år siden et teknisk samarbejde om fælles udvikling og produktion af to crossovere og en varebil.
  • Opel Crossland X, som kommer til salg til foråret, er baseret på PSA’s lille platform. Citroën C3 Aircross er baseret på samme platform og har samme dimensioner. Opel skal bygge begge biler på sin fabrik i Spanien.
  • Senere i år ser vi næste resultat af samarbejdet. Det sker med Grandland X, der er bygget på PSA’s nye, store EMP2-platform og er nært beslægtet med Peugeot 3008.
Tilbage i 2009 forsøgte GM at sælge Opel til canadiske Magna, der er en af verdens største reservedelsproducenter, men handlen gik i vasken.

Hvorfor køber PSA Opel?

Aftalen vil skabe Europas næststørste bilproducent i et forsøg på bedre at kunne konkurrere i Europa. PSA vil kunne sprede omkostningerne til udvikling af nye biler på tværs af et større netværk. De har nu strømlinet forretningen efter massive problemer i forbindelse med finanskrisen, og enorme lån fra den franske stat har givet PSA mod på at flytte sit fokus til vækst.

Visionen er, at en kombination af PSA og Opel kan skabe en ”europæisk mester” ved at skære i omkostninger, lave fælles udvikling og udnytte tysk ingeniørkunst.

Med tilføjelsen af Opel er man oppe på en europæisk markedsandel på 16 pct., kun VW-koncernen er større med i alt 24 pct. PSA har er-kendt, at mange kunder slet ikke vil købe franske biler, og her står tyske Opel for andre dyder. Eksempelvis har Opel/Vauxhall en stor markedsandel i både England og Tyskland, hvor PSA står svagt. Det har også været fremme, at PSA gerne vil have fat i Opels bilteknologi fra den kommende Ampera-e, men her skal man notere sig, at det er GM, der fortsat har patentrettighederne til denne. Parterne har dog sagt, at man vil samarbejde om fremtidige elbiler.

Hvad betyder det for Opel?

Topchefen, Karl-Thomas Neumann, der har været frontfigur i genopretningen af Opel, forbliver ved roret. PSA har til hensigt at bevare Opel som et tysk bilmærke. PSA siger, at de ikke vil fyre og ikke lukke fabrikker de første år. Det tror de store tyske medier dog ikke så meget på. PSA vil have Opel til at give overskud om tre år, og det kan betyde en stor spareplan.

Peugeot 3008 og 5008 (billedet) danner basis for en stor Opel-suv kaldet Grandland X og som skal fremstilles af PSA. Foto: Peugeot

Restriktioner
  • PSA må ”kun” sælge Opel i de lande, hvor mærket sælges i dag, så længe bilerne bygger på GM-teknologi.
  • Når nye modeller gradvist kommer på PSA-platforme, kan PSA sælge Opel over hele verden, hvis det skulle være ønsket.
  • PSA og GM vil blive ved at samarbejde på nogle områder. Opel kan angiveligt fortsætte med den nye Ampera-e, der bygges i USA. Men det er GM, som har patentrettighederne.
Opel har allerede haft et intensivt samarbejde med PSA, der netop nu, meget symbolsk, bliver materialiseret i den nye Opel Crossland X, som deler teknik med Citroën og Peugeots små crossovere. Næste model bliver den større Grandland X, der har samme konstruktion som bl.a. Peugeot 3008/5008. Førstnævnte bygges af Opel sammen med de franske versioner, mens sidstnævnte bygges hos Peugeot.

Alle fremtidige udviklinger vil blive fælles projekter, og den kommende Insignia vil være sidste ”rigtige” Opel. PSA har således allerede bebudet, at den næste generation Opel Corsa vil blive forsinket et år fra 2019 til 2020, fordi platformen skal være fra PSA. PSA får selvfølgelig lov til at benytte GM-patenter og teknik i de nuværende modeller.

Hvad med Opel-kunderne?

På kort sigt betyder handlen ikke noget. Peugeot overtager garantiforpligtelserne fra Opel. Det er imidlertid uklart, hvilken indvirkning opkøbet får på netværket af forhandlere og værksteder. En potentiel fordel kan være, at reservedelene bliver billigere, fordi PSA og Opel vil kunne forhandle bedre aftaler med underleverandører, fordi de simpelthen har fået flere muskler.

PSA har store forventninger til, at Opel kan blive effektiviseret, selv om firmaet har givet underskud i næsten 20 år. Foto: Opel

Herhjemme drives Opel Danmark som datterselskab, men ingen ved, hvad fremtiden vil bringe her. I Danmark er det Interdan, der har varetaget importen af Peugeot, og senest er Citroën kommet til.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Biler lige nu
27.04

Kia Optima Plug-in Halvkedelig hybrid

Mange ting er nærved og næsten ved den nye Kia Optima Plug-in Hybrid, men den når ikke helt i mål. Det er ærgerligt, for den har faktisk potentiale til at være en fin bil.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
JPBILMARKED.DK
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her