*

Biler

Stilren E-klasse coupé følger storebror

Den nye Mercedes E-klasse coupé fører sig frem med stramme linjer og et design, som ligner den større S-klasse coupé.

Linjerne er enkle og skarpe i den nye Mercedes E-klasse Coupé, som viderefører den store foryngels, stjernemærket er i gang med i øjeblikket. Foto: Mercedes

Overliggeren løftes for Mercedes E-klasse coupé, som i den nyeste generation nærmest ligner en krympet S-klasse coupé. På den måde ser den langt mere eksklusiv ud end den nuværende model, der nærmest opleves lidt rodet med sine mange linjer og kurver. Men coupéen har også noget at have selvtilliden i. Den større platform giver nemlig mere luft indendørs på den 4,83 meter lange bil, hvor den ekstra plads især kan mærkes på bagsæderne under den buede taglinje. Her er der et par cm højere til loftet end tidligere.

Coupé-modeller
  • Mercedes har en tradition for todørs coupé-modeller, som er mere luksuriøse og elegante end sedanerne.
  • Stamfaderen til den nye E-klasse Coupé var W123 Coupé fra 1968.
  • Siden har der været en række af de todørs modeller i serien, der skiftede navn til E-klasse i 1990’erne.

Slægtskabet med E-klassen betyder også, at coupéen kan bestykkes med store digitale skærme, som afløser instrumenteringen, og kan betjenes med små pads i rattet.

Det er omringet af et instrumentbord, der her er rammet ind af kuglerunde luftdyser med inspiration fra flyindustriens jetturbiner og med mulighed for ædelmaterialer som læder i macchiato beige, højglanspoleret pianolak og træ med åbne porer - noget, som ifølge fabrikken er med til at give en yacht-oplevelse.

Nye LED-forlygter

Det er dog især på teknologi-siden, at den elegante E-klasse vil stikke stjernesnuden frem. Det gælder bl.a. de nye multibeam LED-forlygter, der sammen med LED-baglygter også kan lyse rundt om bilen, når den låses i eller op.

Linjerne på Coupéen er langt mere harmoniske end i forgængeren. Foto: Mercedes

Indendørs kan de ombordværende også vælge en avanceret belysning med LED-pærer og 64 forskellige farver. Ved lanceringen til næste år er der en dieselmotor og tre benzinmotorer at vælge imellem. De byder på henholdsvis 194 hk samt 184 hk, 245 hk og 333 hk i den store E400 4Matic.

E-Klassen indtager Alperne: Den præsterer næsten det fysisk umulige - og det er faktisk en smule kedeligt

Her klarer den fornuftige 220d hele 25,0 km/l, mens den foreløbige topmodel ligger på 12,3 km/l, men til gengæld kaperer 0-100 km/t. på 5,3 sekunder. Alle modeller har den ni trins 9GTronic-automatgearkasse som standardudstyr. Men der følger selvfølgelig også en hidsig AMG-version, ligesom der kan håndplukkes udstyr og trim fra AMG-hylderne, der fylder stadig mere i Mercedes-universet.

Kabine og interiør kan styles ned i detaljen med ædelmaterialer. Det store display med kæmpeskærme, vi kender fra E-klassen, kan også indpasses i coupéen. Foto: Mercedes

Luftaffjedring

Helt i mærkets ånd kan modellen bestilles med adaptive støddæmpere, som kan sættes op efter kørestil, eller luftaffjedring, som har samme muligheder.

Mercedes er også på banen med sikkerhedssystemer som Drive Pilot, som gør bilen delvist selvkørende. Med Distance Pilot Distronic kan den følge en forankørende bil på alle typer underlag og helt op til 210 km/t.

Som noget nyt kan man også tilkøbe en funktion, hvor bilen kan styres ind og ud af smalle parkeringsområder med en app.

Den nye E-klasse coupé vises officielt på den kommende store biludstilling i Detroit. Danske priser kendes ikke.

Den vigende taglinje levner ingen tvivl om, at det er en coupé, men pladsen er større end i forgængeren. Foto: Mercedes

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Biler
Larmer dækkene på din bil? Her er guiden til en op til 30 pct. mere lydsvag bil
En række rustbehandlingscentre er nu klar med behandling, der sænker lydniveauet i bilen. Det kan give resultater, men afhængigt af bil, underlag og øret, der hører. 
Se flere
Ungt par afsatte fire år til ombygning: Halvråddent håndværkertilbud blev til drømmebolig med luksusudsigt
At sove på den overdækkede balkon med udsigt til solopgangen over Vejle Fjord er hele umagen værd, når Kirsten og Brian Reinholt tænker tilbage på deres netop overståede renoveringsproces. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her