*

Biler

Alfas belladonna går efter Audi og BMW

Den nye Giulia fra Alfa er endelig præsenteret i de mere almindelige versioner. Ærkekonkurrenterne er blandt de mest populære firmabiler herhjemme.

Designet er nedtonet markant i forhold til den allerede viste topmodel, men Giulia er næsten bare blevet smukkere. Foto: Alfa

Der var engang, hvor en Alfa Romeo var et sjældent syn på de danske veje, og hvor det nærmest var en refleks at hilse på hinanden, hvis man sad bag rattet i en af de ædle italienere.

Det blev ændret, da Alfa 156 blev Årets Bil 1998 og blev solgt i tusindtal de følgende år. Så kom afløseren, 159, der var elegant, men meget dyrere og ikke mindst så tung, at det kneb med det latinske temperament.

De seneste år er det dog gået helt galt, for Alfa har slet ikke haft en bil i firmaklassen. Det ændrer sig nu.

I profil er der måske en snart af ærkekonkurrenten, BMW 3-serie, over den nye Alfa Giulia, men ellers er bilen sin egen. Foto: Alfa

Teknikken

Alfa Giulia

  • Benzinmotoren på Giulia er en spritny, MultiAir-motor med fire cylindre, som er fremstillet helt i aluminium. Den har 200 hk og et maksimalt drejningsmoment på 330 Nm ved 1.750 omdrejninger i minuttet. Denne motor er altid parret med den nye 8-speed automatgearkasse.
  • Dieselmotoren er ligeledes helt ny og den første i Alfa Romeos historie, der udelukkende er fremstillet af aluminium og udstyret med balanceaksler. Den fås i to versioner, dels med 180 hk og et maksimalt omdrejningsmoment på 450 Nm ved 1.750 omdrejninger i minuttet, og i en udgave med 150 hk og et maksimalt omdrejningsmoment på 380 Nm ved 1.500 omdrejninger i minuttet.
Efter i første omgang at have præsenteret topmodellen med 510 hk V6-benzinmotor er italienerne nu klar til at præsentere os for de mere almindelige udgaver af den nye Giulia, der er udviklet helt fra bunden af, og det ser ud til, at Alfa-tifosi kan ånde lettede op, når bilen kommer til Danmark i slutningen af august.

Helt nye motorer

Selv husmandsmodellerne ser elegante ud, og Alfas motoringeniører har ikke bare slået ud med armene og udbrudt »si, si«, efter at de havde konstrueret topmodellen, i stedet har de udviklet en helt ny 2,0 benzinmotor med 200 hk, et moment på 330 Nm og en ottetrins automatgearkasse som standard foruden ligeledes nye 2,2 dieselmaskiner med enten 150 eller 180 hk, med hhv. 380 og 450 Nm.

Disse to dieseler kan leveres med enten sekstrins manuel eller ottetrins automatgear. Årsagen er den enkle, at skal Alfa Romeo overleve, kan det ikke nytte kun at producere biler til de trofaste ’alfister’.

Så skal resten af verden også begynde at tænke på at købe Alfa Romeo, og det ser da også ud til, at Giulia er målrettet til at konkurrere med Audi A4, BMW 3-serie, Jaguar XE og Mercedes C-klasse.

Alfas danske pressechef, Steffen Holm, nævner specifikt 3-serien som hovedkonkurrenten.

”Vi går efter at matche 3-serien på beskatningsmæssig værdi, siger han” til Jyllands-Posten. En BMW 318d koster således fra 353.000 kr. i beskatning, men ryger hurtigt op i 400.000 kr. med udstyr.

En ny 2,0 benzinmotor med 200 hk og to nye diesel med 150 eller 180 hk er en del af pakken. Foto: Alfa

Der er baghjulstræk på alle modeller, dog kan endnu ikke specificerede udgaver leveres med træk på alle fire hjul.

Giulia har Alfas klassiske dna-køreprogrammer, der har tre forskellige opsætninger, mens topversionen har en ”race”-funktion. Alfa har tilsyneladende også gjort, hvad de kunne, for at sikre de bedst mulige køreegenskaber: 50/50 vægtfordeling, en lav vægt, affjedring med multilink-ophæng bagest og et styretøj, der skulle være meget direkte.

Der er glimrende plads i den intime kabine, og det skyldes især en ganske lang akselafstand. Foto: Alfa

Inde i kabinen er der rimelig plads til fire voksne, vi har selv prøvet det af, og instrumenteringen er meget sportslig og selvfølgelig med berøringsfølsom skærm på enten 6,5 eller 8,8 tommer og med Apple Carplay.

Der er tre udstyrsniveauer, men de danske specifikationer kendes endnu ikke.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
JPBILMARKED.DK
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her