*

Biler

Den umulige beslutning

Teknisk kan den førerløse bil skabes – men hvad hvis den førerløse bil skal vælge mellem at køre ind i en flok børn eller redde familien i bilen? Det er det, der gør den førerløse bil til et paradoks, vurderer en af eksperterne på området, software-udvikler Wayne Williams.

Er politiet ved at afprøve nye blå blink? Næ, Ford er i færd med at teste en række af de førerassistenter, der til sin tid skal til at styre den førerløse bil. Foto: Thomas Wulff

LAS VEGAS, USA — Kan den førerløse bil virkelig blive til virkelighed? Kan den vitterligt konstrueres? Og er radarer, kameraer og software de største udfordringer? Eller gemmer der sig større spørgsmål?

En af de eksperter, der har fingrene helt nede i problemer, er Wayne Williams, softwareudvikler i Fords udviklingsafdeling for førerløse biler. Hans holdning er klar, han ser fremtidens førerløse biler som et paradoks. På den ene side kan han sagtens forestille sig førerløse biler så avancerede, at der kan køres et racerløb helt uden kørere bag rattene.

Softwareingeniør i Fords afdeling for førerløse biler, Wayne Williams, anser førerløse biler for lidt af et paradoks. Foto: Thomas Wulff

»Som computermand er det en fascinerende tanke at forestille sig et felt af racerbiler, der holder klar til start uden en kører i så meget som én af bilerne,« fortæller Wayne Williams som noget af det første, da jeg møder ham på Ford-standen i Las Vegas Convention Center.

Bag os står en skriggul Ford GT. En ultimativ sportsvogn bygget med det ene formål at vinde årets 24-timersløb på Le Mans. Le Mans 2016, der er 50-året for Fords første sejr i det legendariske motorløb.

De fire lag

Vores fokus er dog rettet mod en hvid Ford Fusion, Ford Mondeo i USA, der også står på standen monteret med den nyeste tredje generation radarsystemer på taget. Entusiastisk forklarer Wayne Williams om ”de fire lag”, som software-afdelingen arbejder med:

»Det første lag kalder vi sensorlaget. Det er her, radarerne fra Volodyne kommer i fokus. I tredje generation er de 200 meter bedre end forgængerne, samtidig med at enheden er markant mindre og mere kompakt, hvormed vi bedre kan indarbejde dem i bilens karrosseri i fremtiden. I sensorlaget genereres et computerfremstillet 360 graders verdensbillede, der bruges i det næste lag ”perception” eller virkelighedsopfattelse.«

Tesla med Autopilot Nu kan du køre uden hænder

Wayne Williams forklarer videre, at i andet lag omsættes den indsamlede information til et 3D-billede af omgivelserne, hvorefter informationen viderebringes til tredje lag, som er selve beslutningsprocessen.

»Fra lag to ved vi alt, hvorefter det er tid til ruteplanlægning, som sker i lag tre. I lag tre kan systemet endvidere tage højde for anden viden så som trafikkøer, uheld langs på ruten eller andet, der skal medbringes for at fremkomme med den optimale kørselsrute.«

Den førerløse bil skal lære at træffe umulige beslutninger – præcist som robotten i filmen I, Robot med Will Smith. Arkivfoto: Digital Domain

Fjerde og sidste lag kalder Ford for aktiveringsprocessen. Her udføres ovenstående rute, og bilen er teoretisk i stand til selv at køre ud fra forprogrammeret input samt de tusindvis af informationer, der kontinuerligt tilgår fra første lag. Så ja, det kan altså ifølge Wayne Williams lade sig gøre at fremstille den førerløse bil.

Det rette valg

Det er dog ikke uden udfordringer at fremstille den førerløse bil, hvilket Wayne Williams medgiver, da jeg spørger, om det overhovedet er muligt at designe et computersystem, der selv kan træffe den ”mindst værste” beslutning i en kritisk situation.

»At bilen i teorien skal være beslutningstager i en kritisk situation er et af de scenarier, der giver alle, der arbejder med automatiseret kørsel, størst hovedbrud,« lyder svaret.

For at kunne træffe en beslutning, og efterfølgende udføre en handling er computersystemet basalt set nødt til at kende og kunne forstå logik, samtidig med at det kan afveje konsekvenserne af til- og fravalg.

Stillet på spidsen kender vi scenariet fra filmen I, Robot, hvor skuespilleren Will Smith forsøger at overtale en robot til at redde en pige fra at drukne på hans egen bekostning. Men computeren i robotten beregner, at hans overlevelseschancer er bedre og træffer altså det ”forkerte” valg.

»Lige præcis denne problemstilling er én af de mange, vi på sigt skal løse. Men der er også mange andre lavpraktiske forhold, der skal takles. F.eks. ensartede regler, love og lignende, når førerløse biler skal krydse stats-, by- og landegrænser.«

Jyllands-Posten var inviteret til Las Vegas af Ford-Danmark

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
JPBILMARKED.DK
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her