*

Biler

Cindie har fået en gammel mand

Det er langt mellem gamle, ombyggede Ford Taunus’er. Og måske endnu længere mellem piger, der selv restaurerer gamle biler. Hvor langt er der så ikke mellem piger, der selv custom-bygger Taunus’er? Antagelig så langt, at der kun er én – og hun er her. Hun kalder sin bil for sin mand ...

»Jeg ved, at nogle ikke kan forstå det – men jeg kalder bilen for min mand, kalder ham Rocky. Det er kærlighed, det kan ikke forklares, men sådan er det bare,« forklarer Cindie om sin bil. Fotos: Flemming Haslund

»Rocky hedder han, og han er min mand! Navnet Rocky kommer af den flade boksernæse og de boksehandsker, der altid hang i bakspejlet før i tiden.

Jeg kalder ham for min mand, og det har jeg altid gjort. Han er mit livs kærlighed, mit kæreste eje. Han er en mand, og han er min. Og jeg er hans.

Jeg får tit at vide, at det er vildt, at jeg kan have så megen kærlighed for en bil. Og det kan jeg sagtens forstå, at folk synes. For dem er den jo bare en genstand – en bil. Men for mig er det kærlighed; det kan ikke forklares.«

Vi er på besøg på et værksted på Nordsjælland – det er her i området, at f.eks. den nærmest ikoniske racerkører Erik Høyer bor. Og maleren Erling Haagerup. Alle i custom-kredse nikker anerkendende her. Og det er her, vi møder Cindie Byrgesen og hendes Ford Taunus, en Savoy med 2-liters V6 motor. Restaureret og bygget af Cindie selv. Det er Cindie, der fortæller:

»Han var altid den grimme ælling, og ingen troede, at jeg ville fuldføre de ombygningsplaner, jeg havde. Men det har bare været med til at styrke vores bånd. Hver gang jeg ser ham – også selv om jeg bare lige har haft ryggen til i fem minutter – kan jeg ikke lade være med at smile.«

»Når jeg sidder bag rattet, føler jeg mig fri. For mig er det det vigtigste i livet. At være fri,« mener Cindie.

Men Cindie, du er ung, slank, har langt lyst hår og er fra Nordsjælland. Hvorfor blev du ikke bare hestepige?

»Jeg har altid været vild med biler. Jeg er vokset op i en bilfamilie og har fået det ind med modermælken. Jeg har det vel egentlig bare som alle andre, der er vilde med biler ... Det er den fedeste følelse at vise noget frem, som man har gået og brugt blod, sved, tårer, penge og masser af tid på at skabe. At opleve den opmærksomhed, man får, når man cruiser i sin unikke bil.«

En pige på et værksted – så kan man jo risikere at blive beskidt?

»Ja, og det er fedt at blive beskidt. Og larme og skrue! Det, jeg godt kan lide ved at bygge biler, er muligheden for at være kreativ og skabe noget enestående. Når jeg sætter mig ind i min bil, drejer nøglen og kører ud på landevejen, så er jeg fri. For mig er det det vigtigste i livet. At være fri!«

Ford Capri – mere sportslig end en Mustang

Verden er jo fyldt med gamle Ford’er, Cortina, Escort, Capri, Granada. Hvorfor lige Taunus?

»Det hele begyndte en dag i maj 2008, da min bedste ven kom kørende op på værkstedet i den – altså Taunus’en. Han havde netop købt bilen af en bekendt, der ellers bare ville skrotte den. Heldigvis for mig har min ven en stor kærlighed for alle gamle Ford’er. Planen var, at den bare lige skulle kunne gå gennem syn, og så ellers bare køre, til den ikke kunne mere. Det var ikke meningen, at nogen skulle få kærlighed for den. Men det gjorde jeg.«

»Men det var ikke kærlighed ved første blik – tværtimod. Taunus’en var beige og rusten og rigtig meget 80'er at se på. Jeg havde lige solgt min 65'er Volvo Amazon og havde en periode uden bil. Jeg fik lov til at køre rundt i Taunus’en, indtil jeg købte min næste bil, hvis jeg til gengæld hjalp til, når den skulle gøres klar til syn. Og da var det, at kærligheden opstod. Den 2,0 V6-motor gik bare så rent.«

Se lige skærmkanterne – på én gang diskret og tydeligt trukket en tommes penge ud.

»Tiden gik, og jeg forelskede mig mere og mere, jeg kørte rigtig meget i den, men i mellemtiden havde jeg købt en 82'er Datsun Pickup, som vi også byggede helt om. Men en dag ringede min ven – han ville sælge Taunus’en for 5.000 kr. Jeg sagde ja med det samme og satte min Datsun til salg.«

»Efter at jeg købte Ford’en, kom spoileren af, og bilen blev sænket yderligere. Jeg kørte rigtig længe rundt i den nu matsorte bil – spraymaling – og det var helt fantastisk.«

Men Taunus’en er jo ikke matsort, som den står der?

»Da jeg besluttede, at den skulle males rigtigt, snakkede jeg med autolakereren, og han sagde, at al spraymalingen skulle af, før han ville male den. Så jeg fik en dunk fortynder af ham, og så gik jeg ellers i gang. Videre brugte jeg en hel vinter på at ordne mine brede stålfælge.«

Hvor mange gange, Cindie sleb fylder på bilen, inden den blev malet, har ingen gjort op. Men det var mange ...
Vasketunnel? Aldrig. Fin lak skal have en fin vask – og det er med sprøjte og blød hånd, mener Cindie.

»Samtidig med, at jeg ordnede fælge ude på værkstedet, havde jeg bagsædet med hjemme for at ombetrække det. Hele kabinen var brun, men jeg var heldig at finde et par pæne sorte forsæder, som jeg kun skulle lave en lille reparation på. Men bagsædet måtte jeg selv lave, det samme med gulvtæppe og instrumentering.«

»Da jeg havde fået fjernet det meste spraymaling, kunne man virkelig se, hvor meget pladearbejde der skulle laves, før bilen var klar til maling. Bl.a. fire nye døre og ny frontplade.«

Sådan undgår du ubehagelige overraskelser ved køb af veteranbil

»Bagskærmkanterne skulle også skiftes, så jeg besluttede, at de lige så godt kunne blive bygget bredere. Det var en større operation end først antaget – for også bagdørene skulle jo bygges ud. Jeg har lavet det meste selv, men pladearbejde har jeg fået min dygtige, bedste ven til at klare for mig.«

Bygget det meste selv, frøken Taunus – det er da et stort arbejde?

»Da alle pladedele var i hus, tog ombygningen fart. Men det var først, da maleren satte en dato, det gik rigtig stærkt. De sidste 14 dage op til deadline arbejdede jeg nærmest i døgndrift. Jeg sov fire-fem timer om natten. Om dagen stod jeg ude på værkstedet og sleb fylder. Når jeg så var færdig med at slibe, kom maleren og sprøjtede noget nyt på, og sådan forsatte det ...«

Hvide stålfælge, der er svejst bredere. Men der står brede aluer på ønskelisten.

»Natten inden, den skulle males, blev jeg færdig med at slibe det sidste fylder. Så kunne jeg lige nå hjem og få nogle timers søvn, inden jeg skulle ud og se maleren forvandle min bil.«

»Men skulle den nu være grå? Nogle gange blev jeg usikker. Men da den så stod samlet, forsvandt al min tvivl. Farven er fra den nyeste Ford Ka, og hver gang jeg ser på Taunus’en, bliver jeg bekræftet i, at det er den helt rigtige farve, jeg har valgt.«

Til træf i Norge

Taunus’en blev malet denne sommmer. Da den stod færdigsamlet og klar til at køre, var der få timer til, at Cindie skulle til Norge for at udstille bilen til træffet Gatebil i Rudskogen.

»Det var den første lange tur, bilen havde kørt i cirka fire år, og det var rigtig mange kilometer for en jomfrurejse, jeg nød hver en centimeter af den tur.«

»Der var nogle småting, der drillede, bl.a. havde jeg køleproblemer, og varmeapparatet døde, men derudover var det en fantastisk tur. Og bilen fik rigtig megen opmærksomhed. Det er ikke ofte, man ser en flot Taunus Savoy, slet ikke en, der er ombygget, og slet ikke én, der er bygget af en pige. Alle disse faktorer er nok forklaringen på, at Rocky fik så megen opmærksomhed. Jeg synes jo, at den er verdens smukkeste bil – det er jeg nok ene om. Jeg ved da godt, at mange synes, at den er mere speciel end smuk, og at farven er et sjovt valg til sådan en bil. Men jeg elsker den. Jeg kan godt lide at skille mig ud og skabe noget unikt.«

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
JPBILMARKED.DK
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her