*

 

Biler

Sådan en Nissan møder du ikke lige herhjemme

Nissan Titan Warrior Concept er en ekstrem amerikansk pickup-truck.

Nissan Titan Warrior Concept har udstråling som en kampvogn. Den rå pickup-look er en trend i Staterne, og det skal give flere kunder i butikken. Foto: Nissan

Mange amerikanere elsker deres pickuptrucks over alt andet. Derfor er kampen om kunderne hård, og mange bilfabrikker forsøger at knække koden, som Ford har gjort med F-150’eren, der ligger i front år efter år.

Nissan har for nylig gjort et nyt forsøg med Titan- pickuppen, der er bestykket med en front, som er mere amerikansk end Stars & Stripes.

Men det stopper ikke her. Den japanske fabrik er nemlig gået sammen med nogle off road-entusiaster for at kreere et modstykke til den hidsige ørkenbil F-150 Raptor, som debuterer i en ny version på Detroit Motorshow i år.

Bamset motor

Nissans modspil hedder Titan Warrior Concept. Men at dømme på reaktionerne er der mange, som gerne ser bilen som en rigtig udstyrsvariant i salgslokalerne. Noget, der ikke burde være en uoverkommelig opgave.

Udstillingsbilen er udstyret med den 5,0-liters V8 Cummings turbo diesel, som i dag er den største motorisering til Titan og fra foråret kan fås i en version med 390 hk. Men herfra ophører ligheden med grundmodellen, der i ultra terræn-versionen med større 18 tommers fælge og grove off road-dæk har fået hævet frihøjden.

Projektet er udviklet på basis af erfaringer fra Nissans deltagelse i et ”Wounded Warrior”-projekt, hvor militærveteraner var på terræntur i Alaska, ”Baja hardbody” konkurrencer for pickups og rallyet Paris-Dakar.

Markedsføring tæller

Med spoilere, forstærkninger, opstrammet undervogn, LED-kørelys, interiør med kulfiber samt lakering i gunmetal har Nissan skabt en pickup med et nærmest kampvognsagtigt look.

Og det er også meningen på et marked, hvor potentialet for pickups med personlig styling er enormt.

Det kan også være nødvendigt for Nissan, hvis mærket skal kravle højere op fra midten af top 20-listen for pickups og til toppen, hvor bl.a. Chevrolet Silverado, Dodge Ram, GMC Sierra og Toyota Tacoma befinder sig.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
JPBILMARKED.DK
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her