*

Biler

Her er sælgernes favoritbil

Hvem er bedre til at vurdere nye firmabiler end de, der kører titusindvis af kilometer i dem hvert år; sælgerne. Ford Mondeo er kåret til Årets Firmabil og kan for andet år i træk smykke sig med titlen som firmabilisternes favorit.

God værdi for pengene. Det er et af nøgleordene for Ford Mondeo 2,0 TDCi 180 Titanium Powershift, som nu kan kalde sig Årets Firmabil 2016.

Titlen er i hus, efter en jury bestående af otte professionelle bilister fra sælgernes fagforening, Business Danmark, der hver kører titusindvis af kilometer om året, og to motorjournalister nu for tiende år i træk har foretaget kåringen.

Det er en kåring, hvor de professionelle bilister over to dage med kritiske øjne vurderer firmabilen, som er deres vigtigste arbejdsredskab.

Vinderbilen, der er en stationcar med kraftig dieselmotor og automatgear, har en beskatningsmæssig værdi ved erhvervsleasing på 395.000 kr.  Juryen lagde især vægt på Mondeos høje komfortniveau, fine køreegenskaber samt generelt masser af plads og udstyr til prisen.

Lars Bundgaard, formand for Trafikpolitisk Udvalg i Business Danmark, forklarer, hvad der var med til at bringe Mondeo til tops.

»Det er en komplet helhedsløsning for businessfolket. Du får hele pakken med plads, komfort og en fornuftig beskatningspris,« siger Lars Bundgaard.

Lars Bundgaard, der er formand for Trafikpolitisk udvalg i Business Danmark, fremhæver Ford Mondeo som det fornuftige valg og som bil, der passer rigtigt godt til mange firmabilister. Foto: Jonas Ahlstrøm

Er sagen dermed klar, eller står der noget andet på ønskesedlen? Så er der stadig håb.

Sagen er nemlig, at opløbet var tæt og udbuddet af firmabiler aldrig har været større og bedre end netop nu.

Ford Mondeo var nemlig en del af et felt på en halv snes firmabiler, som var tæt pakket med nyheder eller faceliftede modeller som Audi A4, Skoda Superb, VW Touran, Ford S-Max, Toyota Avensis og BMW 3-serie, hvor kun de ret nye VW Passat, Mazda 6 og Mercedes C-klasse var uændrede fra i fjor.

Det er biler, som er udstyret med dieselmotor på 150-180 hk og i et vist omfang automatgear. Vejens farende svende efterspørger nemlig i stadig stigende grad større motorkraft og et komfortabelt gear, der skifter selv.

Feltet i år bestod af 10 nye firmabiler, ud over Ford Mondeo (forrest), BMW 3-serie tv. og Mercedes C-klasse th. var også Toyota Avensis, Ford S-Max og Mazda 6. De fire biler fra VW-koncernen, Audi A4, VW Touran, VW Passat og Skoda Superb, deltog i testen, men blev udeladt af kåringen pga. den verserende motorskandale. Foto: Jonas Ahlstrøm

10 års jubilæum
  • Det er 10. gang, at Business Danmark kårer Årets Firmabil.
  • Det er femte år, at det er i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten. Juryen består af otte professionelle firmabilister og to motorjournalister.
  • Test og kåring foregår over to dage i Middelfart, hvor juryen bl.a. vurderer bilerne på køreegenskaber, komfort, sædeergonomi, udstyr og økonomi.
  • I år er vægten lagt på biler med dieselmotorer med en effekt på 150-180 hk, helst med automatgear og som stationcars.

Stationcars er stadig de mest populære varianter, og derfor optrådte de modeller, som på nuværende tidspunkt er lanceret med det store bagagerum, også i de varianter ved testen på vejene omkring Middelfart.

Kåringen i år var præget af den store skandale i VW-koncernen, hvor dieselmotorer har fremstået mere rene, end de egentlig er.

Da sagen endnu ikke er afsluttet, og endda er eskaleret yderligere med mulig svindel med CO2-udledning og kunstigt lavt forbrug, valgte Business Danmark at lade de fire biler med dieselmotorer fra koncernen deltage i test og vurdering, men lod dem stå uden for den egentlige afstemning og kåring indtil den verserende sag er afsluttet. De fire biler er Audi A4, VW Touran, VW Passat og Skoda Superb, alle med en såkaldt EA 288-motor.

Det er en komplet helhedsløsning for businessfolket. Du får hele pakken med plads, komfort og en fornuftig beskatningspris.
Lars Bundgaard, formand for Trafikpolitisk Udvalg i Business Danmark

Repræsentanter for de store leasingselskaber pointerer, at der er både plusser og minusser ved Ford Mondeo.

»Ford Mondeo er det sikre valg. Den er velkørende og rummelig. Men man kan også godt mærke, at den blev nogle år forsinket, så den trænger næsten allerede til at få et facelift,« siger Henrik Rohmann Sønderby, der er salgsdirektør hos Nordania Leasing.

Biler fra VW-koncernen dømt ude af firmabilkåring

Han peger også på, at modellen heller ikke er så skarpt prissat som forgængeren.

»Mens Ford havde nogle meget billige priser på den udgående model, bliver den nye forholdsvis dyr. Især hvis der skal navigationspakke i. Og hvis VW-gruppens biler havde været med i kåringen, ville den have fået det svært,« siger han.

Tidligere vindere
  • 2006: Mazda 6 2,0
  • 2007: VW Passat 2,0 TDI
  • 2008: VW Passat 2,0 TDI
  • 2009: Opel Insignia 160 CDTi
  • 2010: Audi A4 2,0 TDI
  • 2011: VW Passat 1,6 BMT
  • 2012: Volvo V40D2.
  • 2013: Skoda Octavia 2,0 TDI Elegance Combi,
  • 2014: Ford Mondeo 2,0 TDCi Titanium 180 hk

Hos Leaseplan fremhæver Mads Iversen, der er Operations Director, rummelighed, kvalitet og et smart design.

»Mondeo var meget billig før, og den er nu steget, men ikke så meget. Modellen er under pres fra premium-mærkerne. Men importøren har prissat den fornuftigt, og det gør den til en stærk bil,« mener Mads Iversen.

Tendensen er, at firmabilerne bliver fortsat mere komfortable og sikre. Således vinder sikkerhedspakker med for eksempel vognbane-assistent og advarsel mod blinde vinkler og muligheder for avanceret sikkerhedsudstyr i større grad frem. Det er dog stadig i et vist omfang ekstraudstyr.

I den endelige afstemning lå også den faceliftede og køreglade BMW 3-serie højt sammen med Mercedes C-klasse, som har bidt sig fast i klassen med en beskatningsmæssig værdi lige under 400.000 kr. Det samme gjaldt den store og nærmest sportslige 7-personers Ford S-Max mpv.

Jurymedlemmerne var dog i stort omfang enige om kravene til det rullende kontor; firmabilen skal give ustresset kørsel og være familievenlig.

Test og kåring foregår over to dage i Middelfart, hvor juryen bl.a. vurderer bilerne på køreegenskaber, komfort, sædeergonomi, udstyr og økonomi.

»Den skal være komfortabel, så den er behagelig at køre i. Der skal være en del udstyr, sikkerheden er vigtig, og den skal være rummelig, så der er plads til familien,« siger et af jurymedlemmerne, Ebbe Damkjær, der er ansat ved ABB og sammenlagt kører hele 95.000 km om året.

Fakta: De 10 biler

  • Audi A4 2,0 TDI Limousine - Beskatningsmæssig værdi: 400.000 kr. (cirka 465.000 kr.) som Avant med aut.gear
  • BMW 320 d Touring aut. - Beskatningsmæssig værdi: 460.000 kr.
  • Ford Mondeo 2,0 TDCi 180 Titanium aut. - Beskatningsmæssig værdi: 399.000 kr.
  • Ford S-Max 2,0 TDCi 180 Titanium aut. - Beskatningsmæssig værdi: 467.000 kr.
  • Mercedes C220 Bluetec stationcar - Beskatningsmæssig værdi: 460.000 kr.
  • Mazda 6 Stationcar 2,2 Optimum Aut. - Beskatningsmæssig værdi: 440.000 kr.
  • Skoda Superb 2,0 TDI 190 Style - Beskatningsmæssig værdi: 467.000 kr.
  • Avensis Touring Sports 2,0 D-4D T2 Premium - Beskatningsmæssig værdi: 353.000 kr.
  • VW Passat 2,0 TDI Variant Highline 190 DSG - Beskatningsmæssig værdi: 487.000 kr.
  • VW Touran 2,0 TDI Highline - Beskatningsmæssig værdi: 382.000 kr.
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Vores lærere fortjener den bedste uddannelse
Fremtidens læreruddannelse skal være forskningsbaseret og praksisnær. Og den bør udvikles i tæt samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne. Institutionskamp bør afløses af ambitionskamp. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her