*

Biler

Denne nye SUV sætter verdensrekord med dobbelt 360 graders loop

Jaguars første SUV blev lanceret ved at sætte rekord i 360 graders loop. Selve bilen ligner også et hit med lækkert design og avanceret teknik.

FRANKFURT

Briterne mener det alvorligt, når de siger, at Jaguar skal ud i bredere kredse.

I forsommeren kom XE, i næste måned er den større XF klar, og nu kommer mærket så med den tredje helt nye model, en SUV, kaldet F-Pace, der skal konkurrere med Audi Q5 & Co.

Alle tre skal de sprede respekt om det gamle Jaguar-navn, som i de seneste par årtier har klinget mere af røgfyldt engelsk herreværelse, end af ungdom i overhalingsbanen.

For at komme af med det lidt støvede image har man travlt med at lave drengestreger, som nu i forbindelse med lanceringen af den nye F-Pace, hvor Jaguar fik sit navn indskrevet i Guinness Rekordbog ved at lade bilen udføre et 360 graders loop.

Bag rattet var den britiske stunt driver Terry Grant, der drønede gennem den specialbyggede bane, som strakte sig 19,8 meter i højden og udsatte chaufføren for en G-påvirkning på 6,5, hvilket er mere end de fleste astronauter, ifølge Jaguar.

Jaguar F-Pace er konstrueret med udgangspunkt i samme nye platform som XE og XF med udstrakt brug af aluminium og nykonstrueret firecylindret dieselmotor.

Samtidig er det første gang, at Jaguar rører ved denne biltype, som er den bilklasse, hvor der kommer flest nye købere til for tiden.

Den er helt sin egen, Jaguars første SUV, kaldet F-Pace. Englænderne hævder, at den er både elegant og sportsligt, vi er tilbøjelige til at give dem ret. Foto: Newspress

Vi ser F-Pace herhjemme til april næste år, men glæd dig ikke for tidligt. Prisen er ikke fastlagt endnu, men den bliver noget dyrere end Audi Q5, lyder det fra importøren, og vi gætter derfor på en startpris omkring 900.000 kr. for en version med 180 hk og baghjulstræk, med tillæg for træk på alle fire. Dermed placerer F-Pace sig mellem Q5 og Q7.

Det vigtigste er dog de beskatningsmæssige værdier, og her plejer mærket at være konkurrencedygtigt.

Men lad os dvæle lidt ved det spændstige design fra chefdesigner, Ian Callums hånd: Der er flere kendte detaljer, som nu baglygter fra den F-typen, mens kølergitteret er en videreudvikling af Jaguar karakteristiske front.

Samtidig har chefdesigneren lagt vægt på, at bilen skal skille sig ud fra de øvrige SUV-modeller på markedet, og selvfølgelig kan genkendes som en typisk Jaguar.

Som navnet antyder prøver Jaguar at gøre den så sportslig som mulig, og man sidder sportsligt og ret lavt i modsætning til de fleste andre SUV’ere.

Takket være en lang akselafstand er der rigtig god plads i kabinen. Det samme kan siges om bagagerummet, som er usædvanligt stort for en bil i denne klasse og kan konkurrere med pladsen i en Audi A6.

Instrumenteringen er som standard med en otte-tommer farveskærm i midten, men den kan udbygges til en 12,3-tommer skærm, inklusiv digital instrumentering a la Audi TT.

Arsenalet af sikkerhedssystemer fejler heller ikke noget, og her er briterne også omtrent på niveau med de bedste tyske mærker.

Basismotoren er den 180 hk diesel, der også kendes fra XE, og der er seks-trins manuel gearkasse og baghjulstræk, mens alle andre motoriseringer er med otte-trins automatgear og træk på alle fire, og det kan tilkøbes til denne motor.

Øvrige motorvarianter er en 3,0 diesel med seks cylindre og 300 hk, og så den kraftige V6-benzinmotor med kompressor, som med 360 hk gør F-Pace i stand til at nå 100 km/t. på kun 5,5 sekunder.

Køregenskaberne, har ifølge Jaguar, haft særlig høj prioritet og man har haft Porsche Macan for øje under udviklingsarbejdet. Om F-Pace kører lige så godt som den sportslige tysker, må tiden vise.

Modeloversigt

  • Den helt nye F-PACE-serie kommer til at bestå af: F-PACE Pure, F-PACE Prestige, F-PACE Portfolio, F-PACE R-Sport og F-PACE S.
  • Den vil blive leveret med følgende motorer: 180 hk 2,0-liters diesel manuel RWD/AWD og automatgear AWD 300 hk 3,0-liters diesel automatgear AWD 340 hk og 380 hk 3,0-liters benzin automatgear AWD.
  • Den helt nye F-PACE fremstilles på Jaguar Land Rovers fabrik i Solihull sammen med sportssedanen Jaguar XE.
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
En afstikker værd: Det italienske fata morgana-slot midt i Kanalen
Premiere-aktuelle Victoria & Abdul kaster lys over dronningens senere år, og mange af scenerne er filmet på og omkring slottet, hvor det meste står som på Victorias dødsdag. Vi var på besøg. 
Se flere
Biler
Larmer dækkene på din bil? Her er guiden til en op til 30 pct. mere lydsvag bil
En række rustbehandlingscentre er nu klar med behandling, der sænker lydniveauet i bilen. Det kan give resultater, men afhængigt af bil, underlag og øret, der hører. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her